Der er en lang række forskellige årsager til, at Donald Trumps tilhængere valgte at stemme på netop ham, men en afgørende årsag er, at hans vælgere igennem flere årtier har følt sig økonomisk ladt i stikken.
Trump har lovet at genoprette deres økonomiske værdighed, og det er et prisværdigt løfte.
Men gennem hans ætsende kampagneretorik har Trump også gjort det helt acceptabelt at omtale andre befolkningsgrupper blandt andet mexicanere, muslimer og sorte i hånende, ofte hadefulde, toner.
Disse befolkningsgrupper føler sig nu ekstremt sårbare, og de frygter for liv og legeme.
Hvide amerikanere må gerne udtrykke harme og vrede
Det er en frygt, som de fleste hvide amerikanere, uanset deres økonomiske status, er beskyttet imod. I USA leverer hvidheden magt og privilegier, selv når den er undermineret af økonomisk armod.
Mens nationen forbereder sig på Trumps lederskab, er det vigtigt at huske på, at privilegierne og magten vil blive intensiveret.
I sit essay fra 1988, ‘White Privilege: Unpakning the Invisible Knapsack‘, opremsede feministen Peggy McIntosh 50 ting, som hvide mennesker kan tage for givet, heriblandt:
»Jeg kan kritisere vores regering og tale om, hvor meget jeg frygter den politik, den fører, og dens adfærd uden at blive set som en kulturel outsider.«
28 år senere lader det til, at det er et af de hvide privilegier, der ikke gælder de sorte sportsfolk, der nægter at rejse sig for nationalmelodien og i stedet knæler, sidder eller står med en løftet knytnæve under afspilning af nationalsangen før et spil.
Se bare denne læsers e-mail til USA Today og bemærk med hvilken lethed og selvfølge, vreden bliver artikuleret.
»Når disse (sportsfolkene bliver omtalt med et skældsord) knæler, spytter de i soldaternes ansigter… De spytter på gravene af alle dem, der blev dræbt den 9/11.«
Kommentatoren levner slet ikke plads til sportsfolkenes ikke-voldelige harme og vrede over den uretfærdighed, som sorte mænd oplever.
Magthaverne bør vedkende sig deres fordelagtige position
Min forskning, omhandlende empati, antipati, og hvordan vi opfatter mennesker, der forekommer fremmedartede, gør det klart, at politikerne og mainstream-medierne ikke har anerkendt hvidhedens magt og privilegier på en meningsfuld måde.
Men hvis USA som nation ønsker at sikre ‘lige retfærdighed for alle‘, er det afgørende, at magthaverne og andre indflydelsesrige grupper vedkender sig deres overtag og fordelagtige position og aktivt gør noget ved denne ulighed.
Gennem diskussioner med mine studerende og gennem min forskning har jeg lært, at der er en relativ ‘sikkerhed’ ved at benytte litterære tekster til at opstille ‘hvad hvis nu’-scenarier om vores egen kapacitet til at forstå ‘andres smerte‘, og til at erkende, hvordan vores magt og privilegier kan bidrage til andres ulykke, hvad enten de er materiale, politiske eller følelsesmæssige.
Juryerne bestod udelukkende af hvide mænd
Det første litterære eksempel, jeg gerne vil bruge, var banebrydende ved udgivelsestidspunktet, fordi romanen afslører hvidhedens automatiske privilegier, som ingen reflekterede over dengang.
\ Richard Wright
Richard Wright (1908-1960) var en afrikansk-amerikansk forfatter, opvokset i staten Mississippi.
Wrights mest berømte roman er ‘Native Son’ (1940, dansk ‘Søn af de sorte’, 1942) om Bigger Thomas, en sort ung mand, der under omgivelsernes pres i et socialt og racistisk delt Chicago ender som dobbeltmorder.
I romanens afsluttende tredjedel anslås en eksistentialistisk problematik, hvor Bigger kæmper for at blive synlig som subjekt og menneske og ikke bare fremstå som offer og symbol, et tema, der fik afgørende betydning for senere sorte forfattere som James Baldwin og Ralph Ellison.
Richard Wright kom i FBI’s søgelys under 2. Verdenskrig – både for sin kommunisme og sine stærkt antiracistiske meninger, der kunne fortolkes som antiamerikanske.
I 1946 forlod han USA til fordel for Paris, hvor han havde kontakt med kredsen omkring Sartre såvel som med afrikanske nationalistkredse.
I Richard Wrights roman ‘Søn af de sorte’ fra 1940 siger den hvide advokat til fængselsfangen Bigger Thomas fra Chicagos ludfattige ghetto i Chicagos South Side:
»Jeg ved, hvordan du har, knægt. Du er farvet, og du føler ikke, du nogensinde har fået chance, ikke sandt? Jeg ved godt, hvordan det føles at gå rundt i gaderne blandt andre folk og have det samme tøj på som dem og at tale på samme måde som dem, og så alligevel være udenfor; alene af den grund at du er sort.«
På trods af advokatens psykologiske manipulation af Bigger Thomas – demonstreret gennem den overfladiske empati – er selv denne begrænsede anerkendelse af, at det er en frustrerende ulempe at være sort, en sjælden optagelse.
Men her er, hvad den opdigtede advokat ikke gør. Han anerkender ikke de historiske og politiske kræfter, som har skabt de institutioner, som per automatik tildeler mennesker som ham selv alle fordelene.
I 1940’erne bestod juryerne udelukkende af hvide mænd.
Det slog ikke magthaverne på nogen måde som værende uretfærdigt, fordi hvide mænd blev anset for at være i stand til at opveje evidens og foretage retfærdige og fordomsfrie beslutninger.
Gav hvide læsere et indblik
I løbet af de første tre uger efter udgivelsen solgte ‘Søn af de sorte’ hele 215.000 eksemplarer.
Bogens primære effekt var, at den gav de hvide læsere et indblik i den sorte hovedpersons dybe smerte og voldsomme vrede. Men det førte ikke til ændringer, hvis vi skal dømme udfra den diskrimination, der fandt sted i Chicago i 1940’erne, som forårsagede dyb, rodfæstet økonomisk, social og politisk separation.
Adskillige år efter udgivelsen af ‘Søn af de sorte’ var mange sorte læsere – og især romanforfatter James Baldwin – rasende over det, de anså som den todimensionale skildring af Biggers vrede og rasende fortvivlelse.
Alligevel har ‘Søn af de sorte’ så kraftfuldt et budskab om systemisk og omsiggribende racisme, at romanen flere gange er blevet taget op igen og genfortolket – som skuespil i 2014 og revideret i 2015.
Stiltiende tilskuere eller modvillige fjender
Lykkelig uvidenhed er et centralt emne i digtet ‘To the Lady’ af Mitsuye Yamada.
Sådan spørger en anonym kvinde (vi ved ikke meget om hende, udover at hun kommer fra en magtfuld gruppe) i digtet japansk-amerikanerne, hvis loyalitet der blev stillet spørgsmålstegn ved efter bombeangrebet på Pearl Harbor, og som efterfølgende røg i interneringslejre.
Kvinden er lykkeligt uvidende om den politiske kontekst, som gjorde det umuligt for dem at protestere.
Selvom ⅔ af de japansk-amerikanere, som blev fængslet under anden verdenskrig, var amerikanske statsborgere, besad de ikke den basale styrke til at kræve, at der blev værnet om deres forfatningsmæssige rettigheder.
De fik ikke støtte af deres naboer, når deres forfatningsmæssige rettigheder blev krænket; i bedste fald var naboerne stiltiende tilskuere og i værste fald modvillige fjender.
\ Japanere i interneringslejre
Japanernes angreb den 7. februar 1941 på den amerikanske flådebase Pearl Harbor blev ikke kun starten for USA’s deltagelse i krigen. For mange amerikanere med japansk baggrund blev begivenheden også startskuddet til flere års mareridt.
I februar 1942 skrev præsident Franklin D. Roosevelt under på en lov, som tillod, at japanere blev anbragt i lejre.
Omkring 70.000 japanere med amerikansk statsborgerskab og 50.000 på ophold blev internerede og fik frataget deres arbejde, hjem, identitet og basale friheder.
Til trods for at præsident Gerald Ford i 1976 erklærede, at interneringen var ‘en national fejltagelse’, er perioden stadig et ømt punkt for japanske amerikanere.
Det er kvinden i digtets magt og privileger, der tillader hende den luksus, det er, at være uvidende om indflydelsens asymmetri.
Det er også meget sigende, at mange japansk-amerikanere stod frem og tilbød støtte til muslimer, amerikanske muslimer og arabisk-amerikanere efter terrorangrebene mod New York og Washington D.C., den 11. september 2001, så deres forfatningsmæssige rettigheder ikke ville blive krænket på samme måde.
\ Læs mere
Nægter at være lykkeligt uvidende
Studiet af, hvordan magten holdes skjult eller bliver afsløret, underspillet eller dristigt fremvist i de to eksempler ovenfor, kan føre til selviagttagelse.
Hvordan endte vi som medskyldige i ignorancen om den ulige magtfordeling? Hvad kan vi overføre fra litteraturen til livet?
Tag følgende episode, hvor en person i en magtposition lader til at foretage en selviagttagende analyse og reagerer med både nuance og kompleksitet.
Episoden fandt sted i en lufthavn, et offentligt rum, der i stigende grad blevet forbundet med fare, og hvor forskellige grupper af mennesker er i forskellige magtpositioner.
\ Læs mere
Sikkerhedsvagt er empatisk og ufordømmende
I sine erindringer fortæller den tidligere sportsprogramvært Varun Sriram om en oplevelse, han havde i en lufthavn.
Varun Sriram, en ung indisk-amerikansk mand, der, som han selv udtrykker det, er træt og ubarberet og ligner alle menneskers stereotypiske billede af en terrorist.
Varun Sriram efterlader tankeløst sin håndbagage uden opsyn ved en gate i lufthavnen for at købe en pizza.
En hvid kvinde, der tidligere har sendt ham mistænksomme blikke, kalder på en sikkerhedsvagt, der samler Varun Srirams håndbagage op og forlader gaten.
Da Varun Sriram vender tilbage med sin pizza, fortæller den hvide kvinde ham, at hun har tilkaldt sikkerhedsvagten.
Varun Sriram løber i vild panik efter sikkerhedsvagten.
Varun Sriram undskylder overstrømmende for sin skødesløshed og spørger høfligt sikkerhedsvagten, om han kan få sin håndbagage tilbage.
Varun Sriram beskriver indholdet præcist af bagagen, og sikkerhedsvagten giver kufferten tilbage til ham.
Vi får nok aldrig den præcise årsag til den usædvanlige gestus at vide.
Sikkerhedsvagten giver han håndbagagen tilbage, og derigennem behandler han Varun Sriram som harmløs snarere end som en trussel.
Men hvis man ‘læser’ hændelsen som en litterær tekst, ser vi, at sikkerhedsvagten på trods af sin åbenlyse magtposition ikke desto mindre lader til at bruge hans position til at drage en empatisk beslutning.
\ Læs mere
Gennem litteratur til empati og retfærdige harme
Ligesom lufthavnene er storbyernes gader ofte præget af vold og fare.
Selv den mindste ‘forkerte’ bevægelse eller gestus kan være dødbringende for en afroamerikansk mand, hvilket de seneste hændelser i Minnesota, Oklahoma og North Carolina desværre har bevist.
Så når der tales om anbefalinger for træning af politibetjentene, hvad ønsker vi os så?
Jeg vil hævde, at træningen bør engagere ordensmagtens forestillingsevne.
Den bør være i stand til at få dem til at anerkende deres magtposition og privilegier og derefter give dem mulighed for at udøve deres evne for indlevelse med større forståelse af dem selv og af de individer og grupper, de har magt over.
Litteraturen tillader en sådan praksis.
Bruger kunst til at uddanne politiet
I hænderne på en dygtig katalysator, er det umuligt ikke at blive forarget over, hvad man kan lære om det jerngreb, de hvide magthavere har i et essay som ‘The Ethics of Living Jim Crow‘.
Her viser forfatteren Richard Wright os, hvor fyldt med livstruende fare en så enkel handling som at køre i en elevator fyldt med hvide mænd er, når man selv er en sort bordafrydder i en restaurant.
Det afgørende spørgsmål er så, hvordan denne situation kan sammenlignes med, hvordan situationen ser ud i vores gader i dag – næsten 70 år senere.
I forbindelse med et nyt initiativ i New York City besøger politibetjentene Museum of Modern Art, hvor de bliver trænet i hvordan, man observerer omhyggeligt og kritisk ved at se på malerier.
\ Læs mere
Tiden er inde til at bruge litteraturen
Det er uforklarligt og mildest talt overraskende, at vi ikke bruger litteraturen til at fremkalde en større empatisk kapacitet og retfærdig harme på samme måde.
Jeg tør godt påstå, at tiden er inde til dristige initiativer, der bringer litteraturen ind i vores retssale, banker, offentlige myndigheder, boligselskaber, politikontorer, sundhedscentre og politiske mødesteder, så den kan indlede den nødvendige debat om den asymmetriske magtfordeling og dens nedbrydende effekt.
Det kommer til at være bydende nødvendigt i den kommende tid.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
