Små, tykke, spinkle, mørke, lyse, normale og sjældne. 'Hver fugl synger med sit næb', siger man, og som med fugle så mennesker.
Vi er alle forskellige og forskelligt skabt, og som ordsproget beskriver, så er vores lyd heller ikke ens.
En læser med ørerne skruet rigtigt på har også undret sig over, hvad det er, der forårsager, at mennesker i de forskellige versioner, vi nu engang kommer i, lyder forskelligt:
»Jeg vil gerne spørge, hvad det er, der gør, at dværge har en lysere/mere 'barne-agtig' stemme end andre? Og uden at være racistisk på nogen måder - men bare nysgerrig: Hvorfor har sorte mennesker anderledes stemmer end hvide har? Og hvorfor findes der ikke mange sorte operasangere eller klassiske musikere?« lyder spørgsmålet, som er tikket ind hos Spørg Videnskaben.
Det vil vi bestemt ikke sidde overhørigt.
Vi starter med at dykke ned i, hvorfor vi mennesker lyder forskelligt, og dernæst går vi videre til at undersøge, om vores læser har ret i, at der er flere hvide, som gør sig inden for den klassiske musik end sorte, og hvad grunden kan være.
Stemmen er som en violin
Stemmebåndende fungerer som strengene på et hvilket som helst andet instrument, fortæller Kim von Binzer, som er operasanger og viceforstander for Operaakademiet i København. Korte strenge giver en lys klang, mens lange strenge producerer dybe lyde.
»Stemmen er en del af den menneskelige krop og afspejler således også de mange forskelligheder, der er i bygning og udseende hos forskellige mennesker. Man må gå ud fra, at dværgvækst også gør sig gældende ved stemmens muskulatur, således at stemmebåndende ofte er korte hos dværge. Det resulterer så i et generelt lysere stemmeleje,« forklarer Kim von Binzer.
Jo kortere en streng - eller et stemmebånd - er, desto hurtigere svinger det. Fart på svingningerne giver en lys lyd, mens store strenge, som ikke kan bølge så hurtigt og bevæger sig mere langsomt, giver en mørkere klang.
»Det er nøjagtigt det samme, der gør sig gældende ved strengeinstrumenter. Violinen, som har korte strenge, giver høje og lyse toner, mens kontrabassens toner er dybe og mørke. Det samme er tilfældet hos mennesker,« beskriver Kim von Binzer.
Vi har forskellige resonansrum
Det er ikke kun længden af stemmebåndene, som er med til at farve lyden af vores røst.
Vi har også andre fysiologiske forskelligheder, som er med til at definere vores lyd. Kim von Binzer har været i operaens verden i 40 år og hørt tusindvis af sangere med forskellige køn, højde, drøjde og etnicitet gennem tiden.
Han er enig med vores læser i, at der kan være lydforskel på de blege og de brune sangere.
»Det er svært at forklare lige præcis, hvori forskellen ligger, men der er ofte hørbar forskel, og jeg ved, at der er nogle, der hævder, at de selv med bind for øjnene vil kunne høre, at det er en sort sanger. Det er noget med de indre resonanser, som giver en helt speciel klang,« siger Kim von Binzer.
Den anderledes klang af sortes stemmer skal dog på ingen måde ses som en kvalitetsforringelse i forhold til det hvide stemmemateriale. Tværtimod, betoner Kim von Binzer.
»Der findes utroligt mange fantastiske sorte operasangere. Rigtig mange af dem er fremragende med store, stærke og udtryksfulde stemmer. De fleste er amerikanere eller briter,« fortæller han.
Miljø og opvækst har størst betydning
Så når vores læser tilføjer: »Hvorfor findes der ikke særlig mange sorte operasangere eller klassiske musikere«, så er det en sandhed med modifikationer.
Svaret skal i hvert fald ikke findes i det rent stemmetekniske, men nok i højere grad i de forskellige sociale strukturer, mener viceforstanderen på Operaakademiet.
»Jeg vil mene, at forholdet til opera og klassisk musik i langt højere grad afhænger af den musikalske tradition og kultur, det enkelte menneske er vokset op i, end af hvilken farve den pågældendes hud har,« siger Kim von Binzer.
Når nogle kan høre, om en sanger er sort eller hvid, behøver det dog ikke kun skyldes forskelle i anatomien, men kan i høj grad også være påvirket af det miljø, den pågældende sanger er vokset op i.
Det mener Anders Eskildsen, som er ph.d.-studerede i musikvidenskab på Aarhus Universitet med en indgående viden om vestlig musikkultur efter 1950.
»Måderne, vi bruger vores stemmer på, er i høj grad tillærte, og det betyder noget i hvilket socialt miljø, denne tilegnelse sker. Det er blandt andet derfor, at vi ofte, men ikke altid, kan høre forskel, når vi taler med en hvid mand fra Texas eller en sort mand fra New York. Det kan også høres i musikken, når man synger eller rapper,« forklarer han.
Ikke lige adgang til karriere inden for klassisk musik
Anders Eskildsen peger på, at musikalske traditioner og forbrugsmønstre kan være nogle af de afgørende faktorer for, at den hvide hudfarve trods alt er at finde i større grad end den brune blandt aktørerne i den klassiske verden.
Selvom hudfarve heldigvis ikke længere har den samme betydning som tidligere, så er vejen ind i den klassiske musik ikke lige for alle, fortæller forskeren.
»Det er rigtigt, at der i dag findes anerkendte operasangere af afroamerikansk herkomst i USA og Storbritannien, ligesom der også findes en del eksempler blandt komponister, klassiske musikere med videre. Store dele af den vestlige musikverden har heldigvis erkendt, at man ikke kan bedømme en musikers evner ud fra hudfarve,« siger Anders Eskildsen.
Men det betyder dog ikke, at alle nødvendigvis har lige gode muligheder for at gøre karriere inden for den klassiske musik.
Økonomiske og sociale faktorer, herunder afstamning, køn og etnicitet, spiller uundgåeligt også en rolle, og derfor ser man ofte færre med ikke-vestlig baggrund på scenerne for opera og klassisk musik rundt omkring, forklarer han.
»Når vi taler om den klassiske musiks udøvere, komponister og publikum, er der en tendens til, at den hvide middelklasse er overrepræsenteret i forhold til andre samfundsgrupper. Det er der mange grunde til, men de historiske årsager er især væsentlige,« forklarer Anders Eskildsen.
Den klassiske musik tilhører den hvide middelklasse
Med en lang forhistorie som en del af underklassen i nogle vestlige lande har sorte og andre minoriteter ikke tilhørt de sociale lag, som har haft råd til at dyrke opera og vestlig klassisk musik.
De, der traditionelt har dyrket kunstformen, er også dem, der den dag i dag stadig har størst motivation for at udfolde sig inden for kunstmusikkens genrer.
Den klassiske musiks kernerepertoire og opførelsespraksis er historisk set primært skabt af hvide, europæiske mænd og har stort set altid `tilhørt` den hvide middelklasse.
»Gennem historien er det primært den hvide middelklasse, som har haft adgang og råd til at deltage i den klassiske verdens aktiviteter. Denne historik har betydning for, hvem der i dag bedst kan identificere sig med den klassiske musiks udtryksformer og historiske oprindelse. Hvis man her sammenligner med jazzen, hvis oprindelse typisk forbindes med de sorte slaver, så er jazzen ligeledes en særlig del af mange afroamerikaneres selvforståelse og identitet,« forklarer Anders Eskildsen.
Unge sorte føler sig tiltrukket af jazz og R&B
Det kan også være derfor, at unge sorte i USA måske i højere grad følt sig tiltrukket af jazzen og relaterede genrer som soul, R&B, og i en mere nutidig sammenhæng, visse dele af hiphoppen.
Forestillingen om, hvem der passer til hvilke genrer, betyder noget for både dem, der udøver musikken, og for dem som skal tage imod den.
»Selvom en latin- eller afroamerikansk musiker kan levere klassisk musik på allerhøjeste plan, og en kvindelig, asiatisk musiker kan spille bluesguitar, der gør ondt på den gode måde - helt ind i knoglemarven - spiller vores sociale identitet, herunder køn, etnicitet, alder og socioøkonomisk baggrund, altså alligevel ofte en rolle i forhold til, hvordan vi identificeres i forhold til bestemte former for musik,« forklarer Anders Eskildsen.
Vi siger tak til vores læser for at stille et velklingende spørgsmål og kvitterer ved at sende en flot T-shirt. T-shirten kan også købes her. Vi istemmer også et tak til Kim von Binzer og Anders Eskildsen for at oplyse os om, at spøgsmålet om forskellige stemmekvaliteter ikke er helt sort/hvidt. Hvis du har et spørgsmål til Spørg Videnskaben, så send det endelig til sv@videnskab.dk.
