Skal mennesket og naturen skilles?

Der er opstået en betydelig splittelse mellem natur og menneske – en afstand, som er vokset frem, i takt med at det moderne menneskes opfindsomhed og umættelige trang til vækst har fortrængt naturen.

Vi står derfor nu i et vadested.

Enten begærer vi permanent skilsmisse fra naturen, fordi det simpelthen er for besværligt at leve fredeligt sammen uden at ødelægge det for hinanden.

Eller også indstiller vi os på fredelig sameksistens med plads til begge parter.

Måske skal vi ikke kun begræde afstanden, som kan være nyttig, når vi skal forstå forholdet til naturen videnskabeligt og regne ud, hvad vi skal gøre for at standse tabet.

Samtidig er det modsatte af afstand, samhørighed eller kærlighed dog forudsætningen for, at vi besinder os og giver naturen den nødvendige plads.

Mennesket forgriber sig på naturen

Krisen i parforholdet er åbenbar. Naturen er trængt, og det er menneskets aktiviteter, der er skyld i det. Forskere vurderer, at den hastighed, hvormed arter uddør, i dag er 100-1000 gange større, end den naturligt ville være i en geologisk fredelig periode som vores.

Fem gange tidligere i Jordens historie har man dokumenteret masseuddøen i samme skala, men da har årsagen været voldsomme hændelser som supervulkaner, kæmpemæssige meteornedslag og lignende.

Der skal altså temmelig meget til at forårsage en masseuddøen blandt vilde planter, dyr og svampe. Selv overgangen mellem varmetider og istider har de fleste arter klaret.

Måske skal vi have en skilsmisse

Menneskehedens samlede vækst har været den afgørende faktor bag biodiversitetens tilbagegang. Det gælder i det danske landskab såvel som i verdens havområder og regnskove.

Det er med andre ord mennesket, der har ansvaret for krisen i forholdet mellem menneske og natur, og det er derfor også mennesket, der har nøglen til en mulig løsning.

Som nævnt ovenfor er skilsmisse umiddelbart en oplagt udvej. Personligt tror jeg dog ikke på skilsmissen, det perspektiv er simpelthen for sørgeligt og åndsforladt. Men hvad kan vi så gøre, helt konkret, for at reparere på forholdet og udvikle en fredelig sameksistens?

Begynd med ’haveterapi’

Første prøve i parterapien kunne stå i haven. Vi har vænnet os til, at haven er vores. Mos i græsplænen er nok en af danskernes hyppigste bekymringer, skarpt forfulgt af mælkebøtter i græsplænen og græs mellem fliserne.

Men haveejeren kan sagtens give noget af pladsen tilbage til naturen. Det er let at lade jorden under træer og buske være urørt i årevis.

Blade og kviste kan formulde på jorden, og de er guf for jordens dyr og svampe. Desuden kan man skaffe plads til naturen ved at opgive græsplænen. Medmindre man skal spille fodbold, badminton eller tennis i haven, er der jo ingen grund til at have en slidstærk plæne.

Plænepladsen kan i stedet bruges til græsland, hvor man blot skal fjerne det afslåede græs ligesom på en høslæteng. Man kan holde pauser i slåningen og lade planterne vokse sig store og de vilde blomster blomstre til glæde for sommerfugle, mennesker og vilde bier.

Har man appetit på mere, kan man give plads til vilde buske og træer – eg, bøg, birk, ask, elm, lind, hassel, fuglekirsebær, pil, røn, tjørn, kaprifolie osv.

I stedet for at bruge energi på at bekæmpe den spontane og uplanlagte natur i haven kan man genfinde sin nysgerrighed og prøve at finde ud af, hvad det er for nogle vækster, svampe og småkræ, som gæster haven.

Udvid naturzonerne

Når vi har øvet os på samlivet med naturen i haven, kan vi kigge ud gennem hullet i hækken til resten af Danmark. Her er det stærkt påtrængende, at vi beslutter os for, hvor i landet naturen har forrang. I dag er landet opdelt i byzone, landzone, sommerhusområder og fredskov.

Hele pladsen er altså disponeret til beboelse, infrastruktur, landbrug og skovbrug. Vi mangler desperat en naturzone.

EU har ganske vist tvunget Danmark til at udpege 252 beskyttede Natura2000-områder, og de minder meget om sådan en naturzone, men dækker kun 8,3 procent af Danmarks landareal.

Det virker lidt fedtet at afsætte så lidt plads i et rigt land som Danmark, og næsten alle andre EU-lande har da også øremærket væsentlig større andele af deres land til den truede natur.

Naturen er bedst, når vi ikke misbruger den

Det er ellers let at se, at det er en god idé:

Noget af vores rigeste natur findes i nogle af de få reservater, hvor naturen er beskyttet mod kommerciel udnyttelse: Hanstedreservatet i Thy og den urørte Suserup Skov på Midtsjælland er gode eksempler.

Til denne kategori hører også nogle militære øvelsesområder, som i alt dækker 33.000 hektar. Det største, Borris Skydeterræn på knapt 5.000 hektar, blev opkøbt i 1903, blandt andet ved ekspropriation, og eksisterende huse og gårde blev rømmet.

I dag er Borris Skydeterræn et enestående naturområde gennemskåret af Omme Å, et af landets meget få naturlige og uregulerede vandløb.

Sjovt nok er militærets påvirkninger med støj, krudt og kugler ingen væsentlig forhindring for biodiversiteten sammenlignet med plov, drænrør og gødningsspreder. Hvis samfundet kunne opkøbe Borris i 1903, burde vi også kunne skabe store beskyttede naturområder nu 100 år senere, hvor behovet aldrig har været større.

Fattig på store dyr som ulve og næsehorn

Man kan heldigvis endnu finde vild natur i Danmark: bævere på Klosterheden, krondyr i Hansted-reservatet og havørne ved Årslev Engsø. På nogle punkter er naturen endda blevet vildere i de sidste årtier. Men den kan blive endnu vildere, hvis vi vil og tør.

Uden mennesker ville naturen på vore breddegrader rumme store dyr som elefanter, næsehorn, løve, ulv, bjørn, bison, kæmpehjort og urokse. Den slags dyr har levet i eller omkring Danmark og kunne gøre det igen.

De store græsædere har været fast inventar på vore breddegrader indtil menneskets æra, og det er svært at finde anden forklaring på de store dyrs forsvinden, end at mennesket udryddede dem ved jagt.

I dag er jagten reguleret, sådan at der ikke skydes flere fugle eller hjorte i Danmark, end bestandene kan tåle. Altså lige med undtagelse af arter, som er erklæret uønskede i den danske natur, og som man forsøger helt at eliminere – vildsvin og mårhund for eksempel. Vores fauna er stadig fattig på store dyr.

Danmark skal turde stole på naturen

Men der er vel under ingen omstændigheder plads til store dyr som bison, ulv, elefant og næsehorn i et tæt befolket land som Danmark?

Hvis vi spørger professor Jens-Christian Svenning, som er en af Danmarks fremmeste forskere på feltet, er det ikke så enkelt.

Nogle af de foreslåede dyrearter lever i områder af verden, som er lige så tæt befolket som Danmark, og hvor indbyggerne har langt ringere mulighed for at beskytte sig selv. Her lever dyrene i små, truede bestande. Det handler altså ikke om, hvorvidt det kan lade sig gøre i praksis, men snarere om, hvor langt vi tør gå, og hvor meget plads vi vil afgive.

De store græsædere kan skabe variation i naturen og plads til andre arter, og rovdyrene er vigtige for at regulere bestanden af græsædere, hvis ikke jagt spiller en rolle.

Velkommen til vildsvinet

Vi kan jo starte med at øve os i samlivet med et par af de mere aktuelle dyr:

Vildsvin ville klare sig glimrende i den danske natur, men jages nidkært for at beskytte svineeksporten. Ulve er begyndt at krydse den dansk-tyske grænse af sig selv.

Og måske kan vi finde plads til en lille aflægger af europæisk bison, som er en truet art? En lille flok på syv europæiske bisoner blev faktisk sat ud i Almindingen på Bornholm i sommeren 2012.

Skal vi give plads til naturen?

Det handler altså om plads. Sådan er det i et parforhold; man må give plads til hinanden. Spørgsmålet er, om vi mennesker vil give plads til naturen. Hvis vi starter med os selv, er det vel ingen naturlov, at vi skal være 5,5 millioner mennesker i Danmark?

I år 1800 var vi en million, og måske ville det være meget dejligere? Udfordringen til morgendagens politikere er, at menneskeheden ikke kan nøjes med at stræbe efter konstant vækst.

Vi er nødt til også at have en langsigtet politik for det modsatte af vækst. Ikke en menneskefjendsk politik, men en vision som kan fremme en fredelig sameksistens mellem mennesker og natur.

En vision for alle jordboere, også dem der skal leve her om 100 år.