Danmarks grønne fremtid: »Jeg savner den store demokratiske og politiske vision«

»Man skal ikke tænke i traditionel skovrejsning, men mere i naturgenopretning.«

Sådan lyder vurderingen fra professor i naturgenopretning på Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs om den historiske grønne trepartsaftale, der blev indgået af regeringspartierne i juni 2024.

Aftalen er målrettet landbruget, og fokuserer på kvælstof- og CO2-reduktion, men har store konsekvenser for den danske natur.

Store landbrugsområder skal omlægges til skov, men skovrejsning og produktionsskov er ikke et naturtiltag. Tværtimod er det en af de største trusler mod biodiversitet, forklarer Rasmus Ejrnæs, der har forsker i naturbeskyttelse og naturgenopretning i mange år.

Videnskab.dk’s Forskerne formidler-redaktion har spurgt en række forskere om, hvad vi bør tænke over og hvordan vi børe gøre, når aftalen skal føres ud i livet.

I denne artikel svarer professor ved Institut for Ecoscience på AU Rasmus Ejrnæs på, hvad mulighederne – og risiciene – er.

Et lille skridt på vejen

Videnskab.dk: Hvad var din umiddelbare reaktion, da du læste om indholdet i aftalen?

I forhold til natur og biodiversitet, som er mit faglige felt, er aftalen et lille skridt på vejen til mere natur i Danmark.

Det store problem jo, at der mangler plads til vild natur i Danmark, og det ser ud til, at aftalen giver lidt mere plads, men det er ikke så skarpt formuleret, og 100.000 hektar urørt skov er jo kun knapt 2,5 procent af landarealet.

Aftalen markedsføres i høj grad med natur og biodiversitet, for det er bare mere sexet end teknologi og klima.

Men graver man lidt i det, så er aftalen ikke en plan for, hvordan vi kan få mere vild natur.

Det er lidt en klassiker i Danmark, at fordeling af vores arealer ikke handler om at prioritere vild natur, men om mange andre prioriterer, såsom klima, vandmiljø og landbrug.

For hvert tiltag vi laver for naturen, bliver det lidt bedre, men det er ikke særlig målrettet, og slet ikke nok til for alvor at løfte biodiversiteten, når vi nærmest kommer fra et nulpunkt uden vild natur.

Dyrket skov og skovbrug sikrer ikke biodiversitet

Videnskab.dk: Aftalen indebærer mere skov frem mod 2045 – hvad tænker du om, at der fokuseres på skov, og ikke natur generelt?

Man kan desværre sælge skovrejsning som et naturtiltag, fordi det har et grønt image, men skovbrug hører til blandt de største trusler mod biodiversitet.

Når man driver skovbrug, dyrker man træerne på en måde, der ikke giver plads til særlig mange andre arter.

Mange af de arter, der nu er truede, lever i vådområder og lysninger, i gamle svækkede træer og på dødt ved, og det bliver jo fjernet, hvis man skal producere tømmer.

Dyrket skov er på mange måder lige så katastrofalt som dyrkede marker, og det kan vi blandt andet se i vores nationale overvågningsdata.

De viser, at vores skove er for skyggefulde og mørke til eksempelvis blomster og sommerfugle, fordi man prioriterer at tømmerstokkene skal vokse op i skygge.

For nogle få hundrede år siden var der masser af lysninger og skovenge med sommerfugle som i dag er uddøde fra Danmark. Og før mennesket begyndte at bosætte sig i Europa, skabte de store græssende dyr lys i skovene, og der var langt mere vand i skovene.

Så vi ved, at drænede, skyggefulde skove uden lys og blomster er en unaturlig tilstand.

Derfor er det også lidt ærgerligt, at man prioriterer skov og særligt skovrejsning, fremfor natur.

Ingen produktion er skånsom for truede arter

Videnskab.dk: Hvad synes du, man bør fokusere på, når man går i gang med at realisere aftalen? Hvilken type skov bør man prioritere?

For naturen er det vigtigste spørgsmål, vi kan stille os selv: Skal dette her område være natur eller produktion?

Der findes ikke nogen produktion, der er skånsom for de truede arter.

Så vi skal først og fremmest beslutte, hvor meget areal vi skal bruge til produktion, uanset om det er landbrug eller skov, og hvor meget, der kan få lov at være i fred.

Urørt skov er godt, for det er ikke produktionsskov. Men det er uklart i aftalen, hvad urørt skov dækker over, så det er ikke garanteret, at det bliver vild natur med græssende dyr og naturlig hydrologi (et naturligt vandkredsløb uden dræn og grøfter).

Urørt skov uden planteædere og vand er langt fra naturligt.

Skovbrugserhvervet er interesset i at der bliver plantet så meget som muligt, for det skaber arbejdspladser, men fra et biodiversitetssynspunkt er det bedre at lade træerne komme ad sig selv.

Vi kan sætte nogle dyr ud og genoprette hydrologien, men lad resten komme af sig selv, for så undgår vi de her mørke, skyggefulde skove, der godt nok producerer fint tømmer, men udelukker en masse vilde planter og dyr.

Selvgroet skov i form af en rodet mosaik med mange typer natur er både bedre og billigere – og selvom det går en anelse langsommere, vil vilde naturarealer også binde kulstof.

Hvad skal vi med vores jord?

Videnskab.dk: Du har tidligere kritiseret skovrejsning for greenwashing. Falder den nye aftale også ind under denne kategori, eller adskiller den sig?

Sådan som jeg forstår danske beslutningsprocesser, har skovbrug ligesom landbrug en særlig status.

Skovbrugets lobbyisme går lidt under radaen, for skovbrug har et godt image sammenlignet med landbruget.

På en eller anden måde er det lykkes for skovbrugserhvervet, både den statslige del og det private erhverv, at markedsføre lige netop deres produktionsform som en bæredygtig løsning.

Ser man eksempelvis på aftalens punkt om beskyttelse af drikkevandet, står der, at man skal plante urørt skov som beskyttelse.

Men beskyttelsen opstår ikke ved at man planter træer, men ved at man stopper med at pløje, gøde og sprøjte.

Der dannes mere grundvand under enge, græsland og heder, fordi der ikke fordamper så meget regnvand fra trækronerne.

Skovrejsning kan hurtigt ende i en form for greenwashing, fordi aftalen præsenteres som en stor grøn og naturvenlig aftale – men i realiteten skifter man ét erhverv (landbrug, red.) ud med et andet (skovbrug, red.).

Man burde indledningsvist have spurgt sig selv, om det virkelig er tømmer, vi skal bruge dansk areal til.

Der er jo andre skandinaviske lande med klippefjeld, hvor man ikke kan have landbrug, og som er mere oplagt til skovbrug.

På den måde er landbrug er langt mere oplagt i Danmark. Så jeg undrer mig lidt over, hvorfor vi skal have skovbrug.

Og når vi bruger det areal vi ikke skal dyrke fødevarer på til skovbrug, hvordan skal vi så få plads til vild natur?

Den store vision mangler

Videnskab.dk: Er der noget, aftalen burde have indeholdt, som er overset i forhold til klima, miljø og/eller biodiversitet?

I min optik burde sådan en storstilet plan starte med en vision for en overordnet arealfordeling for Danmark, hvor politikerne laver en aftale om, hvor store arealer som skal være vild natur henholdsvis produktion, og herunder hvordan produktionen skal fordeles på landbrug og skovbrug.

Det er politikernes opgave at tegne sådan et fremtidigt landkort, men den nye aftale virker mere som et teknokratisk projekt fremfor et politisk og ideologisk projekt.

I den nuværende aftale har aktører fra mange dele af samfundet været med til at forme aftalen, men jeg mener ikke, det skal være embedsværket, lobbyisterne eller de store fonde, der skal bestemme, hvordan Danmark skal se ud i 2030 eller 2050.

Det bør være de demokratisk valgte politikere der først sætter en ramme for, hvordan Danmark skal se ud, og derefter kan vi invitere aktører ind for at finde ud af, hvordan det så kan realiseres.

Så jeg savner den store demokratiske og politiske vision for et skønnere Danmark til nuværende og fremtidige generationer.

Rasmus Ejrnæs er blevet interviewet af Lea Pilsborg.