Danskerne sov nøgne og bange

Otte timers søvn i vandret stilling i et stille rum har ikke altid været idealet for den gode nattesøvn. Ny forskning i søvnens kulturhistorie viser, at vi i gamle dage var så bange om natten, at vi klumpede os sammen med op til tre i hver seng og ti i hvert rum. Grynten og snorken var nemlig intet imod nattens overnaturlige farer.

»Små børns angst for at sove alene i et mørkt rum om natten er et meget godt eksempel på, at den måde, vi i dag sover på, er tillært,« siger Mikkel Venborg Pedersen, som er ph.d. i europæisk etnologi og seniorforsker ved Frilandsmuseet, Nationalmuseet.

Han har skrevet en bog om søvnens kulturhistorie, som bidrager med ny viden om danskernes opfattelse af det at sove fra 1600tallet og frem til midten af 1800tallet. Kilderne til den nye viden er blandt andet rejseberetninger, folkeslivskildringer, fortællinger samt genstande som alkover, senge, dyner og natpotter.

Forskeren kan fortælle, at mens vi i dag forklarer og afhjælper søvnløshed med psykologi og sovepiller, så vendte datidens danskere sig mod Gud. Og mens de fleste i dag sover i vandret stilling i let påklædning, så sov den almindelige dansker i gamle dage nøgen og halvvejs siddende i sengen.

Natten var farlig

Selvom man var fri for bekymringer om ubesvarede e-mails, finanskrise og overvægt, så var der nok at gruble over i gamle dage. Trolde og uhyggelige marer ventede ude i mørket. Mikkel Venborg Pedersen har et eksempel fra kilderne på, hvor bange man var for mørket:

En bondekone fra Fyn skulle finde en soveplads til en nyankommen dreng på 13 år, som skulle tjene på gården. Den voksne Karl på gården var imidlertid bortrejst, og drengen ville således være nødt til at sove alene i kammeret. Men det kunne man ikke byde ham. Så hellere lade ham sove alene sammen med den 17årige pige, som også tjente i huset.

Hvor vidt drengen var glad for konens løsning på problemet eller ej, melder historien dog ikke noget om.

»Det kan da godt tænkes, at drengen var meget godt tilfreds,« siger kulturforskeren og griner lidt, men tilføjer mere alvorligt, at det var skrækindjagende for folk at skulle sove alene.

Datidens mennesker var meget sjældent alene, og der var sandsynligvis ikke en udbredt forestilling om, at det kunne være en god ting at være alene, som det er i dag, fortæller Mikkel Venborg Pedersen. Man sov i grupper, fordi man bedre kunne holde varmen sammen med andre. Men også fordi mørket dengang var overvældende.

Den eneste tryghed man havde om natten, var at man var i Guds hænder. I stedet for en sovepille, brugte fortidens danskere derfor aftenbønnen til at berolige urolige hjerter, fortæller forskeren.

Mørket blev overvundet

I mørket levede folkefortællingernes overnaturlige væsener i bedste velgående. Men da petroleumslampen og det elektriske lys blev mere og mere udbredt i de danske hjem i løbet af 18- og 1900-tallet, blev fantasifostrene trængt ud i de mørke kroge. Helt ud af hjemmet kom troldene og spøgelserne, da naturvidenskaben fra 1800tallet næsten kunne give en rationel forklaring på det meste, fortæller Mikkel Venborg Pedersen:

»På den her tid tror vi ikke længere på varulve og marer. Til gengæld begynder vi at få de samme bekymringer, som vi har i dag.«

Samtidig forandrede vores opfattelse af søvnen sig langsomt. Aftenbønnen forsvandt ikke helt, men det blev i højere grad medicinen og psykologien end religiøsitet, som kom til at præge vores forhold til at sove. Videnskaben forsøgte at forklare og afhjælpe søvnløshed, og den satte standarder for, hvad og hvor meget, der var en god nats søvn.

Søvn er kultur

I dag gør vi os overvejelser om, hvor vidt det er bedst at sove lunt eller koldt, og vi har hver især en mening om, hvorvidt det er smartest at sove i en loftseng, på en springmadras eller på en sovesofa. I 80erne var vandsenge et hit og senere slog futonerne igennem.

For søvn er ikke kun et naturligt fysisk behov. Den natlige hvile er også spundet ind i en kultur, som er menneskeskabt og foranderlig.

»Alle behov skal forstås og omsættes i kultur for at give mening for os. Det at spise er heller ikke kun naturligt. Vi har for eksempel bordskik,« siger Mikkel Venborg Pedersen. Det kan man også se på den måde, vi sov på for tre og fire hundrede år siden. Dengang sov almuens danskere nøgne kun iført nathue. Man sov halvt siddende, fordi sengene var små og fyldt op med puder og dyner, og man bad som nævnt aftenbøn.

Sengetiderne var også anderledes. Man gik i seng efter den mængde arbejde årstiderne krævede og otte timers søvn var ikke et mål i sig selv. Nogle steder stod man op klokken fire om morgenen og gik i seng klokken elleve for at få arbejdet gjort om sommeren. Om vinteren kunne man til gengæld sove helt til klokken syv og gå i seng igen klokken ni.

Historien viser således, at vores opfattelse af, hvordan man sover rigtigt, ændrer sig over tid. Mikkel Venborg Pedersen er derfor ikke i tvivl om, at den måde vi sover på nu også vil forandre sig i fremtiden:

»For tiden opfatter vi søvn som et medicinsk emne, hvis problemstillinger vi forsker i. Vi har for eksempel de sidste 30 år roteret babyer rundt i deres senge, fordi vi har diskuteret, om de skal sove på ryggen, på maven eller på siden. Det påvirker alt sammen den måde, vi mener, er den rigtige måde at sove på. Og på et eller andet tidspunkt ude i fremtiden finder vi på noget, som er lige så fremmedartet, som fortidens måder at sove på,« siger han.