Man kan ane et par i en seng. Kun kvindens ansigt er synligt. De har dyne på. En bredstribet hvid og ubestemmelig halvfjerser-rødbrun dyne.
Med et smørret grin trækker hun i dynen og holder den ind til sig. Hun lægger hovedet bagover og ser forventningsfuldt frem for sig. Under dynen befinder sig en mand, må vi tro.
Vi er i biografen i en dansk by i 1976, og publikum ser reklamer og forfilm, mens de spændt venter på, at spillefilmen starter.
Nu fylder Serge Gainsbourgs 1970er-klassiker ‘Je t’aime‘ (Jeg elsker dig) lydsporet ud. Dynen bevæger sig i bølgende bevægelser nedad, og kameraet følger med.
I mens får Gainsbourg svar på tiltale: ‘Oui, je t’aime…’ stønner den unge pige i sangen. For enden af sengen kommer mandens arm til syne, og man ser, hvordan han rækker frem for sig, lidt febrilsk, og så finder han det, de mangler, nemlig termostaten på en radiator, som får et fast vrid i urets retning.
For at ingen skal være i tvivl om, hvad filmens budskab er, stopper musikken, og en mørk stemme fortæller, at man bør skrue ned for stuetemperaturen om natten. ’Spar på energien – det lønner sig’, står der til slut på skærmen.
Der er tale om en oplysningsfilm, produceret for den danske stats Energispareudvalg, på daværende tidspunkt i regi af Handelsministeriet, og publikum forventes at fange en humoristisk undertone i et ellers alvorligt budskab.
Det er nemlig ikke kun den lumre sovekammerstemning, der er med til at tidsfæste filmen, for den blev udsendt midt i 1970’ernes store energikrise.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Oliekrisen var en game changer for energiområdet
I den moderne danmarkshistorie er der få begivenheder, der har haft lige så stor indflydelse på samfundet som den såkaldt Første Oliekrise i 1973-74.
I oktober 1973 brød Yom Kippur-krigen ud mellem Israel på den ene side og de fleste af Israels arabiske naboer på den anden side.
Danmark blev på linje med en række andre vestlige lande set som pro-israelske, hvilket fik de olieproducerende lande i Mellemøsten, forenet i organisationen OPEC, til at indføre en delvis boykot på salg af olie til det lille danske kongerige i det kolde Nordeuropa.
Vinteren stod for døren, og priserne på både råolie og raffineret olie steg nu med galopperende hastighed, hvilket efterlod den danske regering i en pludselig og dyb krise.
Oliekrisen blev en decideret game changer, der afslørede, at det danske samfund havde undergået en fundamental forvandling på energiområdet, hvor hele samfundets indretning var afhængig af fossile brændsler, primært i form af olie fra landene i Mellemøsten.
Både transportsektoren med den hastigt voksende bilisme og opvarmningen af huse var helt afhængig af den importerede olie.
For eksempel var antallet af indregistrerede biler tidoblet fra 1955-1970, hvor danskerne til sammen disponerede over mere end 1.000.000 køretøjer.
De senere så frugtbare oliekilder i den danske del af Nordsøen lå stadig hen under mange meter vand, og vindmølleindustrien fik først for alvor luft under vingerne i løbet af 1980’erne.
Bilfrie søndage og og folkeoplysning
Den socialdemokratiske regering med statsminister Anker Jørgensen i spidsen frygtede, at OPEC’s boykot blev total.
Så tidligt som 19. oktober 1973 oprettede Handelsminister Erling Jensen en komite for energisparende foranstaltninger, som senere blev til det stående udvalg for tiltag til at begrænse energiforbruget, det såkaldte Energi-Spareudvalget.
Da priserne steg voldsomt fra 31. oktober, blev det akut nødvendigt at træffe foranstaltninger for at spare på energien. Ugen efter blev der indført fartbegrænsninger for køretøjer, som herefter maksimalt måtte køre 60 km/t i byområder og 80 km/t på åben landevej.
Fra 25. november blev der indført forbud mod at køre i privat bil om søndagen, de såkaldte bilfrie søndage, som varede indtil 10. februar 1974.
Desuden kom der restriktioner på belysning af butiksvinduer om aftenen, juledekorationer i gadebilledet og leverancer af olie til private oliefyr. Bortset fra fartbegrænsningerne på motorkøretøjer var de fleste af disse tiltag ret kortlivede og gevaldigt upraktiske.
Energi-Spareudvalget var imidlertid kommet for at blive, og udvalget fungerede i regi af skiftende statslige styrelser indtil midten af 1990’erne.
Energi-Spareudvalgets formål var gennem hele perioden at oplyse borgerne i Danmark om, hvordan de bedst muligt sparede på energien, ikke mindst den energi, der var afhængig af dyre fossile brændsler. I traditionen for folkeoplysning forsøgte skiftende regeringer herved at informere og påvirke forbrugernes adfærd.
Tre forskellige sparebegrundelser
Hvad der imidlertid ikke var konstant over denne lange tidsperiode, var de begrundelser, Energi-Spareudvalget tog i anvendelse for at overbevise danskerne om det rigtige i at spare på energien.
Tværtimod, som vi vil se i det nedenstående, skiftede de officielle begrundelser flere gange fra 1974 til 1995 i de officielle energisparekampagner.
Tre forskellige typer begrundelser har domineret gennem perioden:
- Økonomi,
- Patriotisme
- Miljøhensyn.
De har hver især haft stærkt skiftende styrke og vægt.
Økonomien var det vægtigste spareargument i 70’erne
I forlængelse af den første oliekrise var de økonomiske argumenter i højsædet, som vi så med biografreklamens bølgende dyne. Men derudover fik Energispareudvalget produceret en række plakater med opfordring til at skrue ned for varmen, køre mindre i bil, slukke lyset i tomme opholdsrum, holde døre og vinduer lukkede og vedligehold af motorer og andet maskinel.
Isolering af huse kom også stærkt på dagsordenen, og den akutte kritiske situation for den danske energiforsyning og betalingsbalancen illustreredes måske bedst af, at der blev udsendt pjecer med en række tips til hurtigt at isolere gamle vinduer, eksempelvis ved brug af tape. En midlertidig løsning skulle man synes.
Op gennem 1970’erne forblev de økonomiske argumenter centrale, mens selve kampagneformen blev mere raffineret. Eksempelvis fik man plakater, hvor privatpersoner og familier blev fremhævet som sparehelte, der vaskede tøj ved lavere temperaturer, eller isolerede de mange nye enfamilieshuse, der var skudt op rundt om i landet siden 1960’erne.
Energister og fædrelandskærlighed
Fra omkring 1980 nåede energisparekampagnerne ud til at alle hjørner af den offentlige sektor, hvor borgerne kunne tænkes at færdes. Folkeskolerne fik skoleskemaer, klistermærker og tegneseriehæfter med små glade væsener, ivrige efter at spare på energien, de såkaldte ‘Energister’.
Havde man behov for at komme til lægen eller på hospitalet, kunne man også der blive mødt af plakater med opfordring til at spare på energien. Efter et lille årti med kampagner, lød den ledsagende tekst: ‘Lige som alle andre har du en lille Energist i dig’.
Den folkekære digter Benny Andersen forfattede små vers såsom: ‘Din fryser, dit eget kuldecenter, / hvor gode goder troligt venter, / behøver kun atten præcis, / medmindre du dyrker indlandsis’.
Særligt i slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne blev de økonomiske argumenter suppleret af et budskab om, at det var en fædrelandskærlig handling at spare på energien.
Således blev kampagnernes tekster iklædt et kollektivt ‘vi’ (vi danskere), da Energispareudvalget ville overtale alle privatpersoner til at nøjes med stuetemperatur på 20 grader.
Under overskriften ‘Nu skruer Danmark ned til 20o’ fik forbrugerne at vide, at; ‘Danmark skal omgående nedsætte sit energiforbrug med mindst 5 procent. Det er alvor. Derfor er der også indført visse restriktioner’.
Blikfang for plakaten var en dannebrogsfarvet radiator udformet som et fedt 20-tal.
Miljøet var fraværende frem til slut 80’erne
Men hvad så med miljøet? I en af de allerførste kampagneplakater fra 1974 kunne man læse et enkelt lille ‘PS: Har du tænkt på, at en energibesparelse også er en miljøforbedring?’
Det er implicit, at læseren skulle associere det 'PS' til den luftforurening, som forårsagedes af afbrænding af kul og olie og som plagede store dele af Europa.
Særligt udledningen af svovlsyre var problematisk og op gennem halvfjerdserne og firserne blev begreber som syreregn og skovdød centrale i den folkelige miljøbevægelse, som voksede frem i alle vestlige lande, men det var kun i ringe grad noget, som staten så et mobiliseringspotentiale i.
Hensynet til miljøet og var i hvert fald stort set fraværende i Energispareudvalgets kampagner frem til slutningen af 1980’erne.
Tre forhold fik miljøet på dagsordenen
Ser vi isoleret på den måde, hvor på den danske regering gennem kampagner forsøgte at påvirke befolkningen, kom den grønne dagsorden relativt sent i gang i forhold til argumenterne om økonomi og patriotisme.
Det, vi kender som den grønne bølge, hvor bæredygtighed står centralt, kom først på den politiske dagsorden i Danmark i slutningen af 1980’erne. Tre forhold er helt centrale her.
For det første sendte Tjernobyl-ulykken i Sovjetunionen i 1986 ikke blot radioaktive stråler ud over Central- og Nordeuropa. Ulykken gav fornyet kraft til ideen om, at vedvarende energiløsninger var at foretrække frem for kernekraft, samt en voksende bekymring over menneskets påvirkning af den omgivende natur var både dybtgående og grænseoverskridende.
For det andet udgav FN rapporten, Our Common Future, eller Brundtland-rapporten som den populært kom til at hedde, i 1987. Her kunne man læse, at temaer som overbefolkning, fattigdom, global ulighed – samt den nye bekymring, drivhuseffekt og global opvarmning alle var globale problemer affødt af industrinationernes stadigt mere intensive ressourceforbrug, ikke mindst takket være fossile brændsler.
Det tredje væsentlige forhold er, at Danmark i sommeren 1988 fik en ny mindretalsregering bestående af Det konservative Folkeparti, Venstre og Det Radikale Venstre. De radikale fik indskrevet i regeringsgrundlaget, at Danmark skulle arbejde for at implementere anbefalingerne fra Brundtland-rapporten, og det lille centrumparti satte sig samtidig på ministerierne for energi og miljø. Hermed skabtes der en bred miljøpolitisk platform fra højre mod venstre, som sigtede mod at fremme produktionen og forbruget af vedvarende energi på bekostning af de fossile brændsler.
Red med på den grønne bølge
På kampagneområdet materialiserede den nye strategi sig i den hidtil største energisparekampagne, nemlig Vor Fælles Fremtid. Her var opfordringen stadig, at danskerne skulle spare på energien, fordi det kunne betale sig for dem.
Det var også en god gerning for samfundsøkonomien og for Danmark som eksportland, men det nye var, at der tilføjedes en miljøetisk dimension, der fordrede ansvar for både det lokale og globale miljø.
Det er ikke for meget sagt, at denne kampagne både red på, men også forstærkede den grønne bølge af stigende miljøbevidsthed, der fik et egentligt folkeligt gennembrud i første halvdel af 1990’erne.
Hvis man i dag konsulterer web-portalen,State of Green, der er et partnerskab mellem staten og diverse interesseorganisationer, kan man læse følgende udsagn fra Energistyrelsen: ’Danmark er en pioner inden for grøn omstilling og har siden den første oliekrise i 1973 haft en solid tradition for at stræbe mod mere og mere energieffektive og vedvarende energipolitikker.’
Hvad angår Energispareudvalgets forsøg på at overbevise danskerne om det ønskværdige i at spare på energien, har det økonomiske argument imidlertid været det fremherskende i de forløbne små 45 år.
I årene før og efter 1980 blev danskerne desuden opfordret til at spare af patriotiske grunde. Miljøet, ikke mindst det globale miljø, er med en enkelt undtagelse en senere tilføjelse fra slutningen af 1980’erne.
\ Læs mere
Sex trækker også i 00’erne
Den lumre humor agerede blikfang i flere omgange, efter Gainsbourgs musik fyldte stereohøjtalerne i 1970’erne. Således fik naturgasselskaberne i 1993 hjælp fra den højtprofilerede skuespiller Peter Schrøder, der kunne fortælle at naturgas var den ‘….øh næst-billigste måde at holde varmen på’, mens billedsiden domineredes af tegneseriekaniner, der formerede sig lystigt.
Og så sent som i 2005 formåede Københavns Energi at få et modent ægtepar til at flette tæer bag bruseforhænget i deres lejlighed. Lokkemidlet, må man forstå, var løftet om at spare både vand og penge.
Uanset blikfang har den dybtgående krisestemning i det danske samfund i kølvandet på oliekriserne i 1970’erne været løftestang for en lang række tiltag for at spare på energien.
