I begyndelsen af februar 2025 blev en video med blandt andre Donald Trump Jr. offentliggjort på hjemmesiden ’Field Ethos’, et online magasin, som samme Trump Jr. har været med til at grundlægge.
Med mottoet »livsstilsmagasin for den ikke-undskyldende mand« profilerer magasinet sig som en platform for jagt og traditionel maskulinitet.
Videoen viser camouflerede jægere, der ligger på lur i en vintertåget lagune, hvor fugletræk og spændingsmættet musik sætter scenen.
Efter noget tid ses Donald Trump Jr., omgivet af adskillige fuglekadavere, mens han holder en død and og siger:
»Det her er en ret usædvanlig and for området. Jeg ved ikke engang, hvad den hedder på engelsk. Men ja, et utroligt pletskud!«
En sjælden and skudt i et beskyttet naturområde
Scenerne blev optaget i Valle Pierimpiè i den nedre del af Venedigs lagune. Området er en del af den særligt beskyttede Zona Speciale di Conservazione.
Ifølge ornitologer og miljøorganisationer viser videoen, at Trump Jr. poserer med en rustand (Tadorna ferruginea).
Det er en sjælden og fredet art i Europa, som er beskyttet både af EU’s fugledirektiv og den italienske lov om beskyttelse af vilde dyr.
Miljøorganisationer krævede efterfølgende en undersøgelse. Ved et kontrolbesøg på den ejendom, hvor Trump Jr. og hans jagtselskab opholdt sig, blev der fundet over 1.400 døde fugle samt 8.500 stykker ammunition.
Jagt som kønnet magtsprog
Men Donald Trump Jr.’s opførsel afslører mere end blot en passion for jagt, der ikke bekymrer sig om naturen, beskyttelse af biodiversitet, for slet ikke at tale om lovgivning.
Den indskriver sig i et veletableret mønster, hvor privilegerede og velhavende mennesker – særligt mænd – bruger jagt på vilde dyr som en iscenesættelse af traditionel maskulinitet.
Dét, der på overfladen bliver præsenteret som sport og rekreation, bør vi snarere forstå som en ritualiseret magtdemonstration, hvor dyr bliver reduceret til engangsrekvisitter.
Formålet er ikke jagten i sig selv, men det symbolske udbytte: Status, dominans over naturen – uanset lokalitet og love – og en offentlig og ritualiseret bekræftelse af dét, kønsforskere kalder en kønnet identitet (og hvad mændene måske selv ville kalde at være ’en rigtig mand’)
Mød ærkehertugen, der nedlagde over 270.000 dyr
Der findes flere slående historiske paralleller. Før han blev myrdet i Sarajevo i 1914, lykkedes det for eksempel den østrig-ungarske tronfølger, ærkehertug Franz Ferdinand, egenhændigt at nedlægge ikke færre end 274.889 dyr.
Det præcise tal kendes, fordi han selv førte en omhyggelig jagtjournal som del af sin dagbog (hvorvidt han har overdrevet sine jagtmeritter en smule, er her sagen uvedkommende).
Særligt vildt gik det for sig under en jordomrejse i 1892-93.
Han dokumenterede selv omhyggeligt sine jagttrofæer i personlige optegnelser, hvor han hyldede ’spændingen’ ved at nedlægge tigre i Nepal og elefanter i Ceylon.
Men selv efter sin egen tids målestok var det aparte, at trangen til at slå dyr ihjel fik det ærkehertugelige følge til at bryde jagtreglerne i Yellowstone Nationalparken i USA.
Skydevåben var bandlyste i verdens første nationalpark, men med stor ihærdighed lykkedes det Ferdinand med sit følge at banke et stinkdyr til døde, mens andre assistenter jagtede egern med knive og fælder.
Det systematiske omfang og den omhu, hvormed det blev dokumenteret, afspejler en mentalitet, hvor herredømme over naturen sidestilles med personlig værdi og moralsk grænseløs overlegenhed.
I Solkongens fodspor: Franske præsidenters forsmag for vildsvinejagt
Jagt har altid fungeret som en klassemarkør i større eller mindre grad. Hvordan vi ser på jagt i samfundet, er dog – som de fleste andre fænomener – påvirket af tidens normer og traditioner, som har ændrer sig over tiden.
Frem til slutningen af 1900-tallet blev det for eksempel betragtet som en både politisk og socialt legitim aktivitet, at franske præsidenter havde ret til at jage vildsvin i de vidtstrakte skove omkring renæssanceslottet Chambord ved Loire-floden.
Vildsvinene kræver regulering uanset, men særligt Georges Pompidou (præsident fra 1969-74) gik til den og brugte megen tid og ressourcer på at jage vildsvin i sporene fra Solkongen, Louis XIV’s tid.
Også Giscard d’Estaing (1974-81) og François Mitterand (1981-1995) inviterede deres gæster på vildsvinejagt.
I midten af 1990’erne mente Jacques Chirac (1995-2007) som ny præsident imidlertid, at det var et udemokratisk levn fra fortiden, hvorefter de præsidentielle jagter blev indstillet.
Alligevel har genoptagelse af de præsidentielle jagter været genstand for politisk debat under både Sarkozy og Macron.
Den spanske konges uheldige elefantjagt
Samme politiske tonekunst, som Jacques Chirac mestrede, formåede Spaniens kong Juan Carlos imidlertid ikke, da han i 2012 forlod det arbejdsløshedsramte Spanien for at drage på en hemmelig, privat storvildtjagt i Botswana for at skyde elefanter, en ellers truet dyreart.
Men da kongen brækkede hoften under samme besøg og skulle evakueres til et spansk hospital, kom både turen, elefantjagten og den ledsagende elskerinde for dagens lys.
To år senere fulgte hans abdikation. Episoden i 2012 gjorde det tydeligt, at jagt ikke kun handler om maskulin magtdemonstration.
Jagt symboliserer også et privilegium, der kan fremstå tonedøvt i en tid med sociale og økonomiske kriser og igangværende konflikter.
Både Botswana og Zambia forbød trofæjagt på elefanter samme år som den spanske konges besøg.
To år senere forbød den amerikanske Fish and Wildlife Service import af elefanttrofæer fra trofæjagt i Zimbabwe og Tanzania på grund af bekymringer om, at trofæjagt reducerede populationerne af disse allerede truede arter.
Trump Jr. vil ikke begrænses
Også Donald Trump Jr. udviser både privilegieblindhed som velhavende, hvid mand og en maskulinitetsforståelse, der er præget af manglende respekt for naturen.
I Venedig havde han for eksempel svært ved at navngive den fredede and, der var blevet skudt. Det afslører en åbenlys ligegyldighed over for dyr og den økologiske kontekst.
Ligeledes nedlagde han i 2019 et sjældent argalifår i Centralasien og fik først udstedt den nødvendige jagttilladelse af den mongolske regering med tilbagevirkende kraft.
På YouTube-kanalen ’Outdoors with Carl Allen’ afviser Trump Jr. naturbeskyttelseslovgivning, der er udformet i »førsteverdens« hovedstæder og fortsætter:
Sådanne love ignorerer de »reelle forhold i den tredje verden«.
Ved at fremstille miljøansvar som udenlandsk indblanding undviger han ikke kun at tage ansvar – han bekræfter også en fortælling, hvor maskulin autonomi bliver fremstillet som uforenelig med ydre begrænsninger og biodiversitet.
Tag med på safari og jag truede dyr
Der er ingen tvivl om, at denne skødesløse form for jagt har et interesseret publikum, for Donald Trump Jr.’s adfærd er desværre ikke sjælden.
Den amerikanske organisation Safari Club International (SCI) går for at være verdens største arrangør af trofæjagter, og et af organisationens slagord i disse år er ’Make Hunting Great Again’.
SCI udbyder adgang til at jage også truede dyr, som derefter udbydes gennem store auktioner, hvor jagtretten til flere hundrede dyr sælges til højestbydende.
I 2015 tog mere end 20.000 kunder del i auktionen, som indbragte et beløb svarende til mere end 15 millioner kroner.
Ét dyr var dog fraværende i 2015, for året før ledte salget af retten til at nedlægge det sorte næsehorn til stor opstandelse.
Det sorte næsehorn, der lever i Østafrika, er nemlig kritisk truet, og det er til dels i sjældenheden, man skal findes svaret på, at denne auktion indbragte hele 350.000 amerikanske dollars blot for ét næsehorn.
Trofæjagt som maskulinitets-barometer
Hvis vi ser på forbrydelser mod vilde dyr, viser kriminologiske data, at de i overvældende grad bliver begået af mænd. Men hvorfor? Det kan kønsforskning måske hjælpe os med at forklare:
Traditionelle og stadig dominerende former for maskulinitet hylder aggression, risikovillighed og territoriel kontrol.
Trofæjagt kanaliserer netop de træk ind i en fejret, social praksis.
På den måde er der altså – i visse kredse – en ideologisk kobling mellem at være en ’rigtig mand’ og dét at udøve dødelig dominans over dyr.
Dyr bliver reduceret til objekter, hvis funktion er at tjene som bytte og bevis på den mandlige præstation.
Forestillingen om manden som øverst i hierarkiet, mens dyr og natur reduceres til brugsværdi, er et levn fra en patriarkalsk og antropocentrisk kultur, hvor dominans over naturen stadig anses som en menneskeret.
Der findes heldigvis alternative tilgange, der i stedet lægger vægt på gensidig afhængighed, diversitet og omsorg, og som er med til at udfordre traditionelle forestillinger om styrke, mandighed og maskulinitet – især hos de unge.
Den vilde natur er bare ’brug-og-smid-væk’
Den kritik, vi rejser her i artiklen, er ikke rettet mod jagt som sådan.
Og slet ikke mod jagt for at overleve eller evidensbaseret vildtpleje, som hviler på andre etiske forudsætninger, præget af indgående kendskab til natur og sted samt respekt for den økologiske balance og biodiversitet.
Det, vi kritiserer, er snarere en holdning præget af ligegyldighed – og en iscenesættelse, hvor egeninteresse, lyst og dominans over truede dyrearter bliver solgt som et tegn på mandighed og mod.
Sjældne og truede dyr indgår som dekoration for en brug-og-smid-væk-kultur på linje med masseproducerede industriprodukter.
Det er den vilde natur forstået som engangsplastik og festivaltelte.
Når dominans over naturen bliver en del af det, der definerer mandlig identitet, fremmer man også en kultur, hvor naturen bliver betragtet som noget, man har ret til at eje og forbruge – uden hensyn til helheden.
Hvad er mandigt i 2025?
Det står i direkte modsætning til idéen om et bæredygtigt samspil mellem mennesker og natur. Og det efterlader ringe plads til ansvarlighed, omsorg og langsigtet fællesskab med den levende verden.
I lyset af, hvor dominerende mennesket er blevet, så svarer drab på truede dyrearter til at slå på nogen, der er uendeligt mindre end en selv.
Det er da langt mere mandigt at tage favntag med de egentlige problemer, der er større end os selv: Biodiversitetskrise, global opvarmning, forurening og den sociale ulighed og nød, der følger med i slipstrømmen, for at nævne nogle af de virkeligt store bøller i skolegården.
Det er det, vi har mest brug for nu og i fremtiden – ikke flere truede dyr på kaminhylden.
