Danske krigsfanger blev overraskende godt behandlet under Englandskrigene

Gennem det meste af historien har livet som krigsfange været kort, hårdt og brutalt. Således var der ingen regler for behandlingen af krigsfanger før Fredskonferencen i Haag i 1899 og den senere Genève-konvention.

Ofte blev krigsfanger dræbt eller pålagt slavearbejde.

Den dårlige behandling af krigsfanger var til dels resultatet af hævntørst og dels økonomisk motiveret med henblik på at udnytte en billig arbejdskraft, der kunne aflønnes med blot mad og drikke.

I Englandskrigene fra 1807 til 1814 blev circa 7.000 danske og norske sømænd taget til fange af verdens dengang stærkeste sømagt, Storbritannien. Historikere har dog været uenige om, hvor barsk behandlingen af dem var – hvis den da overhovedet var barsk.

I et studie med deltagelse af forskere fra Aalborg Universitet, Huygens Instituut i Amsterdam og London School of Economics præsenterer vi den første kvantitative analyse af, hvordan de mange søfolk blev behandlet i fængsel, hvor nogle sad i årevis, inden de flygtede, døde eller blev løsladt.

Det korte svar er, at englænderne i det store og hele opførte sig som gentlemen. Det lidt længere svar følger i resten af artiklen.

\ Læs mere

Krige er ustyrlige og uforudsigelige

Danmark-Norge blev bombet ind i Napoleonskrigene

I starten af 1800-tallet, da Napoleonskrigene rasede over hele Europa, var dødstallene voldsomme.

Således omkom mellem 50-70 procent af de 17.000 tilfangetagne kejserlige franske tropper, efter Napoleon havde lidt nederlag til den spanske oprørshær i Slaget ved Bailén i 1808.

I 1807 blev Danmark-Norge modvilligt trukket ind i Napoleonskrigene på fransk side, efter englænderne i sensommeren havde bombet København for at sikre deres vitale adgang til forsyningsruten ind og ud af Østersøen.

De næste knap syv år indtil 1814 var Danmark-Norge i krig mod verdens stærkeste sømagt i det, der siden er kendt som Englandskrigene.

\ Læs mere

2.200 år gammel krigergrav kaldes et af de største arkæologiske fund i Storbritannien

Fanger blev lagt i smalle hængekøjer langs Themsen

Englandskrigene foregik primært til søs.

Den stærkt decimerede danske flåde kom i kamp mod overmagten, blandt andet ved Sjællands Odde i marts 1808, hvor den unge søhelt fra Slaget på Reden i 1801, Peter Willemoes mistede livet.

Den mest effektive danske krigsindsats kom derimod i stand ved kapervirksomhed, hvor private entreprenører med kongelig licens fik tilladelse til at borde og tilbageholde fjendtlige engelske skibe.

Mere end 9.000 sømænd kom i aktion som kapere, og hundredvis af primært handelsskibe fra engelske og andre allierede havne blev tilbageholdt ved risikable aktioner, hvor primært robåde søgte ud fra kysten for at borde engelske skibe, der var kommet bort fra den øvrige engelske flåde.

Krigsindsatsen var risikabel og mere end 7.000 mænd – primært søfolk – blev taget til fange af englænderne.

Ved siden af kapere og ansatte i flåden blev en større gruppe af civile søfolk fra danske og norske handelsskibe taget til fange af englænderne.

I alle tilfælde blev søfolkene sat i Prisonen, typisk udtjente gamle krigsskibe, opankrede langs Themsen øst for London.

Med lavt til loftet under dæk og med mange om at dele pladsen havde hver sømand blot 60 centimeter i bredden til placering af deres hængekøje.

Britiske søfængsler var ikke flydende kister

Men hvor slemt var det så at være fange, i nogle tilfælde i årevis, på en udtjent plimsoller i England. Var der tale om flydende kister?

Nej, vores forskning viser noget andet. De minutiøse fangeoptegnelser, som i dag opbevares på det engelske National Archives i London, indeholder data om ankomsttidspunkt, dato for løsladelse, flugt og død.

De fortæller os samtidig, hvor gamle fangerne var på det tidspunkt, de blev ført ind i protokollen, hvor de kom fra, hvilket skib de have haft hyre på, og hvorvidt der var tale om en officer, en håndværker eller en menig sømand.

Alle disse data gør det muligt for os at undersøge, hvor mange fanger der døde, og hvor hyppigt en fange afgik ved døden i forhold til, hvis sømanden ikke havde været i fængsel.

\ Læs mere

Historiens værste år, 1919: Den Spanske Syge dræbte langt flere end 1. verdenskrig

31 måneder i kahyt-kachotten

Fangerne var mellem 8 og 80 år på tidspunktet for tilfangetagelse, men med en overvægt af yngre voksne mænd. Halvdelen var således mellem 22 og 35 år.

De fleste sejlede i handelsflåden, en sjettedel i flåden og en fjerdedel var taget til fange, mens de arbejdede på et kaperfartøj med licens til at genere englænderne.

Fangernes ophold varierede voldsomt.

I et tilfælde tog det kun tre dage at komme ud af fængslet igen, mens de mest uheldige tilbragte næsten hele krigen i britisk fangenskab. To tredjedele blev løsladt, før krigen var afsluttet.

Den gennemsnitlige fange sad i prisonen i 31 måneder.

Forbløffende lille dødelighed hos fangerne

Set under ét døde kun fem procent af fangerne. Dette er bemærkelsesværdigt i betragtning af, hvor lang tid de sad fanget – ikke mindst i forhold til, hvordan det kunne være i for eksempel Spanien på samme tid.

Eksempelvis døde mellem 50-85 procent af de mere 17.000 tilfangetagne franske soldater i spansk fangenskab efter Slaget ved Bailen i 1808.

Vi kan se, at jo længere en fange var fanget, jo større sandsynlighed var der for at dø. Men risikoen steg forbløffende lidt.

De, der sad i fængsel i tre år, havde kun én procent ekstra risiko for at dø i forhold til dem, der var i fængsel i kun et år. Når vi sammenligner med, at der altid vil være dødsfald i en given population over tid, var overdødeligheden ved fangenskab i prisonen forsvindende lille.

Det virker også til, at døden kom stort set tilfældigt. Det var ikke hverken bedre eller værre at blive taget til fange i starten af krigen end i slutningen af den.

Det totale antal af krigsfanger påvirkede heller ikke dødsraten, som man måske kunne forvente i retning af, at flere døde, jo flere der sad fængslede.

Kun kapere var mere udsatte end andre

De ældre fanger var heller ikke tilbøjelige til at dø i større omfang end de unge fanger.

Alle de tilfangetagne mænd, som havde været i en fysisk forfatning, hvor de kunne klare sig i datidens maritime arbejdsmarked, kunne også holde til at sidde indespærrede på briternes nåde.

Officererne havde bedre rationer og fik flere lommepenge sendt over fra København, men det fik dem ikke til at overleve i højere grad end de menige søfolk.

Det indikerer, at vilkårene for de indsatte var tålelige for de almindelige søfolk.

Én undtagelse var der dog: De tilfangetagne kapere havde dobbelt så stor risiko for at dø sammenlignet med søfolk fra flåden og fra handelsflåden.

Hvorfor ved vi ikke, men selv for denne gruppe var dødsraten altså forholdsvis lav sammenlignet med eksempelvis de franske soldater ovenfor.

Fanger slukkede tørsten med øl og havde god hygiejne

Briterne havde egne regler for krigsfanger, når det kom til mad og personlige forhold.

Således havde hver fange ret til en ugentlig ration bestående af circa et kilo kød, et halvt kilo fisk, fem kilo brød, et kilo kartofler, godt et kilo kål, samt syv liter øl.

Øllet har haft en svag alkoholstyrke, men har været den væsentligste tørstslukker. En sådan mængde ville ikke være langt fra, hvad søfolkene kunne forvente at få i flåden i datiden.

Vi kan ikke vide, om krigsfangerne faktisk fik så megen mad og drikke hver uge, men den stabile overlevelsesrate indikerer, at de fik tilstrækkeligt med mad.

Fraværet af større epidemier indikerer også, at der generelt har været en – for datidens standard – nogenlunde hygiejne.

Vores forskning udfordrer norske rædselshistorier

Dermed understøtter vores forskningsresultat særligt den nyere forskning på området, der har været tilbøjelig til at mene, at fangerne egentlig blev godt behandlet (se f.eks. Johnsen 1993, Roos 1953, Feldbæk 1997).

Mange søfolk lærte sig at skrive og læse engelsk, mens atter andre tilegnede sig nyttige praktiske og teoretiske kundskaber, som de kunne anvende hjemme efter krigen.

Særligt i Norge har der imidlertid også hersket en fortælling om krigens rædsler med de grusomme englændere, der pressede nordmændene ud i hungersnød, da kornimporten fra Danmark blev afskåret under krigen.

Det er ikke mindst den fortælling, der blev anvendt i den succesfulde norske nationale vækkelse og selvstændighedstrang, der førte til udråbelsen af norsk selvstændighed med Eidsvoll-forfatningen i 1814.

Hungersnøden var helt reel i det indre af Norge omkring 1810.

Man kan se, at de norske krigsbørn, der blev målt på session sidst i 1820’erne forud for aftjening af deres værnepligt, havde lavere og mere forsinket vækst end årgangene før og siden.

Hvad sult angår, var det måske endda at foretrække at sidde i fængsel på et lavloftet skib i Themsens munding frem for at sulte i de hårde vintre i det centrale og østlige Norge.

I hvert fald blev de danske og norske søfolk relativt godt behandlet.

Vi har med vores forskning leveret et statistisk underbygget bidrag, der flugter med flere af datidens og senere historikeres antagelser om, at briterne langt hen ad vejen optrådte som gentlemen over for deres fanger fra den anden side af Nordsøen.

Vil du vide mere om bombardementet af København i 1807? Så dyk ned i Nationalmuséets mini-tema her.

\ Læs mere

Historiens værste år, 1943: Mennesket udrydder sig selv

\ Læs mere

Sønderjyder deltog i massakrer mod civile i Belgien