Når politikere gennem tiden har annonceret opførelsen af store centraliserede supersygehuse, har det været med flotte ord og lovning om et mere effektivt og robust sundhedssystem, der vil gavne patienter landet over.
Men de positive effekter af de store byggerier lader vente på sig. For både i Hovedstaden, på Fyn og i Nordjylland har opførelsen af supersygehusene overskredet tidsplanen med flere år og budgettet med op til milliarder af skatteydernes kroner.
Men hvordan kan vi undgå, at nye supersygehuse eller andre store byggerier i Danmark bliver forsinkede og dyrere end beregnet?
»Vi bliver nødt til at kigge grundigt på, hvordan vi starter og følger op på byggeprojekter i Danmark,« indleder Christian Thuesen, der er lektor i byggeprojekter på DTU.
Der mangler nemlig styring og kontrol med supersygehusene i Danmark, uddyber han på baggrund af en rapport om 16 sygehusbyggerier i Danmark, som han har skrevet i samarbejde med Martin Kjær, der tidligere har været direktør for Aalborg Universitetshospital.
»Vi har ikke én fast procedure for, hvordan man gør, når man skal lave de her virkelig komplekse byggeprojekter, som et supersygehus er,« siger Christian Thuesen.
Det har man tilgengæld i Norge. Vores nordiske højfjeldsnaboer har nemlig en klar opskrift på, hvordan man får svære byggeprojekter, der koster mere end én milliard norske kroner, til at lykkes.
Forskning bekræfter da også, at byggeprojekter i Norge generelt overholder både tid og økonomi.
Den samme instans vurderer alle offentlige byggeprojekter
Hovedingrediensen i den norske opskrift er en såkaldt 'central projektmodel', der udføres af konsulenter med stor ekspertise indenfor byggeledelse og teknik. Eksperterne hører under et statsligt kontor, der har ansvaret for at godkende eller afvise byggeprojekter.
»Eksperterne vurderer projektforslaget, i forhold til om det er designet rigtigt. Har det det rigtige mål? Og har de en god plan for at nå det mål, de rette folk til at udføre arbejdet og et realistisk budget?« fortæller Christian Thuesen.
I Danmark har vi ikke ét samlet kontor, der står for at vurdere, om offentlige byggeprojekter er planlagte, så det er muligt at nå i mål med dem.
Herhjemme kan det nemlig både være embedsmænd i eksempelvis sundheds- og transportministeriet, bygningsstyrelsen, trafikstyrelsen eller regionerne, der står for at vurdere byggerier, uddyber DTU-lektoren.
»Men i Norge er kontoret, der er ansvarligt for de store statsfinansierede byggerier, samlet under én hat i Finansministeriet. Det er en god løsning,« forklarer Christian Thuesen.
Det giver nemlig en meget mere styret proces, når det er de samme folk, og den samme procedure for alle de store byggeprojekter, mener også Søren Wandahl, der er professor i byggeledelse på Aarhus Universitet.
»Jeg er enig i, at vi også burde have én samlet instans i Danmark,« siger han.
\ Norsk sygehusvæsen er adskilt fra det generelle byggeprogram
Selvom de danske forskere i denne artikel mener, at vi bør lade os inspirere af Norges håndtering af store statsfinansierede byggerier, har nordmændene paradoksalt nok en særskilt instans, der håndterer deres sygehusvæsen.
Men selvom Norge altså ikke har deres sygehuse under deres centrale projektmodel, har de stort set alle andre store statslige byggerier under deres finansministerium.
»Det er paradoksalt, at Norge ikke har sygehusene under den her samlede hat. Det skyldes nok, at de har en helt anden geografi, end vi har i Danmark, med meget større afstande. Derfor er deres sygehuse formentlig mere regionalt baserede,« siger Christian Thuesen og tilføjer:
»Men selvom nordmændene altså ikke har deres sygehuse inden for modellen, mener jeg stadig, at vi kan lade os inspirere af den måde, de håndterer deres andre store byggerier på, når det gælder sygehuse i Danmark«.
Konstant evaluering
En del af den centrale projektmodel, som Norge bruger, er også, at alle byggeprojekter evalueres løbende i forhold til delmål og de eventuelle udfordringer, der opstår undervejs.
»Der er kompetente forskere, der laver følgeforskning, så man lærer af de fejl og uforudsete udfordringer, der ofte er en del af en byggeproces,« lyder det fra Christian Thuesen.
I Danmark er den løbende evaluering mildest talt mangelfuld, mener byggeeksperten.
»Vi aner faktisk ikke med sikkerhed, hvordan tingene kører her i Danmark. Vi hører mest om problemerne, når det er gået galt, for eksempel ved nogle af vores danske sygehuse,« siger Christian Thuesen.
Selvom der selvfølgelig nogle gange evalueres på byggeprojekter herhjemme, er det ikke et krav, supplerer Søren Wandahl.
»Jeg mener, at man burde overveje at kræve evaluering på statslige byggeprojekter. Så vi kan lære af fejlene og blive bedre,« siger han.
Tager uforudsete udgifter i betragtning
Når det gælder budgettering af store statsfinansierede byggerier, bruger Norge en metode kaldet ’successiv kalkulation’.
»Det betyder, at de indregner en konstant usikkerhed i budgettet, der bliver mindre og mindre, i takt med at projektet skrider frem, og man indsamler mere viden,« forklarer Christian Thuesen.
Metoden er faktisk dansk og udviklet i 1970’erne af DTU-professoren Steen Lichtenberg. Men den er ikke længere udbredt i dansk byggeri, forklarer Christian Thuesen videre.
»Det er en skam, fordi selvom metoden kræver meget arbejde, giver den et rigtigt godt udgangspunkt for et solidt budget, der tager højde for uforudsete udgifter undervejs,« fortæller han.
En fleksibel tidsplan
Det successive princip bruges også, når det gælder tidsplanlægning på store byggerier, forklarer Søren Wandahl.
I virkeligheden går princippet ud på, at man accepterer, at man ikke på forhånd kan planlægge i detaljer, hvad der skal ske på byggepladsen måneder eller år ude i fremtiden.
Man deler simpelthen planlægningen af byggeriet op i mindre bidder – det kaldes også ’rullende planlægning’ eller ’lean planning’ (på engelsk, red).
Der er nemlig en masse faktorer, der afgør, om man kan nå i mål til et planlagt tidspunkt.
Det kan eksempelvis være, om man kan få leveret de rette materialer eller udstyr, om man har nok mandskab til at få udført arbejdet, retvisende tegninger, og om vejrforholdene tillader, at man kan arbejde.
Derfor planlægger entreprenøren produktionsdetaljerne cirka én uge ud i fremtiden.
»Det virker måske lidt vildt, men der vil altid være et element af usikkerhed, når man bygger noget. Og det tager det successive princip højde for,« lyder det fra Søren Wandahl.
Han henviser også til forskning, der viser, at byggerier, der bruger det successive eller rullende planlægningsprincip, øger deres produktivitet og evne til at overholde tidsplanen med mere end 20 procent.
Begge byggeforskere er altså enige om, at vi bør lade os inspirere af Norge, når det gælder en bedre struktur til at kunne opføre komplekse byggerier som supersygehuse herhjemme.
»Det behøver ikke være en direkte kopi af Norges måde at håndtere store byggerier på. Men vi kan tage nogle af de elementer, der fungerer godt, og implementere dem i dansk byggeri,« slutter Christian Thuesen.
