Jubelråbene fra tilskuerpladserne i arenaen, mylderet ved det romerske forum, de storslåede templer, den romerske hær klædt i rødt med skinnende skjolde og rustninger.
Vi forestiller os ofte det antikke Rom gennem syns- og lydindtryk. Vi ved straks mindre om, hvordan Rom lugtede.
Vi kan naturligvis ikke rejse tilbage og lugte os frem, men litterære tekster, fysiske rester af bygninger, genstande og miljømæssige spor (som planter og dyr) kan give os en række ledetråde.
Så hvordan lugtede det antikke Rom? Fælt, for at sige det ligeud
Når den romerske forfatter og naturforsker Plinius den Ældre beskriver planternes duft og lugt, bruger han ord som 'iucundus' (behagelig), 'acutus' (skarp), 'vis' (stærk) eller 'dilutus' (svag).
Ingen af disse beskrivelser er desværre særlig klare, levende eller maleriske, når det gælder om at føre os tilbage i tiden gennem lugtesansen.
Men vi kan nok roligt antage, at Rom mange steder var ret beskidt og lugtede temmelig fælt.
Toiletterne var ikke tilsluttet kloakken
Ejerne af ejendommene tilsluttede nemlig ikke normalt deres toiletter til kloakkerne i de større romerske byer; måske af frygt for skadedyr eller stank.
De romerske kloakker fungerede mere som regnvandsafløb, som skulle føre stående vand væk fra offentlige områder.
Afføring blev indsamlet til brug som gødning og urin til behandling af tekstiler fra både private og offentlige latriner og latrintanke. Man benyttede natpotter, som efterfølgende blev tømt i samlebrønde.
Denne måde at skaffe sig af med menneskelige affaldsprodukter gjaldt kun for dem, der havde råd til at bo i huse. Mange levede i små, uegnede rum, meget sparsomt møblerede lejligheder eller ligefrem på gaden.
Dyr, affald og forrådnelse
En romersk by lugtede ofte af dyrene og alt det affald, de efterlod sig. Romerske bagerier brugte ofte store møllesten af lava, som blev drevet rundt af muldyr eller æsler.
Dertil kom stanken fra lastdyr og husdyr, der blev ført ind i byen til slagtning eller salg.
De store 'trædesten', man stadig kan se i Pompejis gader, var formentlig lavet, så folk kunne krydse vejene uden at skulle træde direkte i det affald og skidt, der dækkede brostenene.
Bortskaffelse af afdøde – både dyr og mennesker – fulgte ikke altid faste regler. Alt efter hvem den afdøde var, kunne liget meget vel blive efterladt under åben himmel uden hverken kremering eller begravelse.
Lig i forrådnelse var altså et langt mere almindeligt syn i det antikke Rom, end vi er vant til i dag.
Forfatteren Suetonius skrev i det første århundrede efter vor tidsregning om en hund, der bar en afrevet menneskehånd hen til kejser Vespasians middagsbord.
Deodorant og tandpasta
I en verden uden moderne duftprodukter – og hvor de fleste ikke badede dagligt – lugtede de antikke romerske byer formentlig af kropslugt.
Den klassiske litteratur indeholder opskrifter på både tandpasta og deodoranter, men mange af deodoranterne skulle bruges oralt (altså tygges eller sluges) for at forhindre, at armhulerne lugtede.
En opskrift gik ud på at koge roden spansk guldtidsel (Scolymus hispanicus) i vin for at fremkalde urinering (som man mente rensede kroppen for dårlig lugt).
De romerske bade var sandsynligvis ikke så hygiejniske, som de måske fremstår for nutidens turister. Et lille kar i en offentlig badeanstalt kunne rumme mellem 8 og 12 badegæster.
Romere havde sæbe, men den blev ikke almindeligt brugt til personlig hygiejne. I stedet foretrak man olivenolie (ofte tilsat duft), som blev smurt på kroppen og derefter skrabet af med et buet bronzeredskab kaldet en strigil.
Blandingen af olie og snavs blev så smidt væk; måske endda bare slynget op ad en væg. Badeanstalterne havde afløb, men da olie og vand ikke er opløselige i hinanden, har det nok været ret ulækkert.
Duftende parfumer
Romerne havde både parfumer og røgelse.
Opfindelsen af glasblæsning i slutningen af det første århundrede før vor tidsregning (formentlig i det romersk-kontrollerede Jerusalem) gjorde glas let tilgængeligt, og små glasflasker til parfume er et almindeligt arkæologisk fund.
Man udvandt dufte ved at tilsætte udtræk af blomster og krydderier til animalsk fedt eller vegetabilsk olie – som rose, kanel, iris, frankincense og safran – og så blandede man det med medicinske stoffer og farvepigmenter.
\ Læs også
Roserne fra Paestum i Campania i Syditalien var i særlig høj kus, og man har endda udgravet en parfumehandel i byens romerske forum.
Takket være det enorme romerske imperiums handelsruter kunne man skaffe krydderier fra blandt andet Indien og de omkringliggende områder.
Der fandtes store lagre i Roms centrum til opbevaring af varer som peber, kanel og myrra.
Smurte statuerne ind i olier og salver
I en nylig artikel i Oxford Journal of Archaeology fortæller seniorforsker og museumsinspektør i Antiksamlingen ved Glyptoteket, Cecilie Brøns, at selv antikke statuer blev smurt ind i duftende olier og salver.
Kilderne beskriver sjældent selve duften, men en rosenduft er specifikt nævnt i indskrifter fra den græske by Delos, hvor arkæologer også har fundet værksteder til parfumefremstilling. Bivoks blev sandsynligvis tilsat som stabilisator.
At smøre gudestatuerne ind i duftende olier og salver og pynte dem med blomsterkranse var en vigtig del af tilbedelsen og ritualerne omkring dem.
Et bombardement af lugte
Det gamle Rom lugtede sandsynligvis af menneskeafføring, røg fra bål, forrådnelse og døde kroppe, brændt kød, madlavning, parfumer, røgelse – og meget andet.
For moderne næser lyder det forfærdeligt, men det virker ikke som om, romerne selv klagede synderligt over lugten i byen.
Måske, som historikeren Neville Morley har foreslået, var det for dem duften af hjem eller endda topmålet af civilisation.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
