Sydkoreas præsidents fejlede, da han forsøgte at klamre sig til magten med et selvkup. Han skriver sig ind i en bølge af siddende ledere, der desperat anvender ulovlige midler for at blive på posten.
\ Automatisk oplæsning
Tredje december 2024 skete der noget helt uventet – men ikke uset – i Sydkorea.
Nærmest uden varsel erklærede den sydkoreanske præsident Yoon Suk-yeol pludselig militær undtagelsestilstand i landet.
Begrundelsen var truslen fra 'pro-nordkoreanske antistatslige styrker', men manøvren lod i højere grad til at være et forsøg på at tøjle oppositionen – og især det største oppositionsparti, Det Demokratiske Parti – som står i vejen for Yoon Suk-yeols politiske dagsorden gennem deres kontrol over parlamentet.
Mange sydkoreanere var lamslåede, og en borger i Seoul fortalte journalister: »Det føles som et statskup«. Og det kan hun have helt ret i.
Vi forsker i autoritær politik og har samlet et datasæt over forskellige former for statskup, og hvad der kendetegner dem. Vi har begge brugt uanede mængder tid på at dokumentere statskup, der har fundet sted siden Anden Verdenskrig.
Yoon Suk-yeols meget kortlivede militære undtagelsestilstand, som kun varede få timer, før den igen blev ophævet, er et eksempel på, hvad politologer kalder et 'selvkup'; en form for statskup hvor lederen, der er kommet til magten på lovlig vis, forsøger at holde sig ved magten med ulovlige midler.
Vores data viser, at selvkup bliver stadig mere udbredte. Der har været flere i det seneste årti i forhold til alle 10-årige perioder siden slutningen af Anden Verdenskrig.
I denne artikel vil vi forklare, hvorfor selvkup finder sted, hvad de indebærer – og hvorfor Yoon Suk-yeols selvkup slog fejl i modsætning til omkring 80 procent af alle selvkup.
Alle kupforsøg deler en række kendetegn. De involverer et forsøg på at erobre den udøvende magt og indebærer en konkret, observerbar og ulovlig handling fra militære styrker eller civilt personel.
Ved et statskup vil de ansvarlige forsøge at tage magten fra en siddende eller potentielt kommende leder.
Historisk set bliver de fleste kup begået, eller i det mindste støttet, af militære aktører. Et klassisk eksempel er, da den chilenske hær under general Augusto Pinochet afsatte Salvador Allendes regering i 1973 og indførte militærstyre.
Men nogle gange er det statslederen selv, der leder kuppet, så et selvkup er nærmest et omvendt kup.
I stedet for at udskifte landets leder på en forfatningsstridig måde, er det den siddende udøvende magt, der står bag eller støtter ulovlige handlinger mod andre i regimet – for eksempel domstolene eller parlamentet – med det formål at holde fast på magten eller udvide og styrke deres egne beføjelser.
Det kan for eksempel være landets øverste leder, der bruger tropper til at nedlægge lovgivningsmagten, som Yoon Suk-yeol uden held forsøgte at gøre i Sydkorea.
Andre har haft større succes: Den tunesiske præsident Kais Saied gennemførte et selvkup i juli 2021 ved at afsætte parlamentet og retsvæsenet for at bane vejen for at øge sin præsidentielle magt. I dag - mere end tre år senere - er Kais Saied stadig ved magten.
En leder kan også forsøge at tvinge statsembedsmænd eller den lovgivende forsamling til at omstøde et valgtab. Det så vi et eksempel på, da Donald Trump tabte det amerikanske præsidentvalg i 2020.
Derfor har vi inkluderet hans forsøg på at presse lokale embedsmænd – og daværende vicepræsident Mike Pence – til at omstøde valgresultatet i vores liste over 'selvkupforsøg'.
Men der er ikke altid tale om selvkup, selvom det er den siddende statsleder, der forsøger at holde på magten.
Hvis en præsident for eksempel får den lovgivende forsamling til at forlænge sin embedsperiode, og domstolene godkender det – som var tilfældet med den bolivianske præsident Evo Morales i 2017 – kan det være et nederlag for den lovgivende forsamling og demokratiet, men vi betragter det ikke som et kup, fordi proceduren for lovændringen er forfatningsmæssig.
I vores selvkup-datasæt (som bliver udgivet i januar 2025) har vi i alt registreret 46 selvkup siden 1945 begået af demokratisk valgte ledere, heriblandt det seneste forsøg i Sydkorea.
Vores selvkup-data blev indsamlet i løbet af de seneste tre år med hjælp fra en flok initiativrige bachelorstuderende ved Carnegie Mellon University.
Gennemgang af omstændighederne – og udfaldet – af disse hændelser hjælper os med at identificere de mest almindelige kendetegn ved et selvkup.
Yoon Suk-yeols handlinger i Sydkorea var på nogle måder typiske, og på andre måder ikke.
Over halvdelen af forsøg på selvkup i demokratiske lande er rettet mod retsvæsenet eller den lovgivende magt, mens omkring 40 procent eksplicit forsøger at underminere demokratiske valg eller forhindre vinderne af valget i at tiltræde.
Resten retter sig mod andre regime-eliter eller en formelt udøvende magt.
Yoon Suk-yeol erklærede militær undtagelsestilstand for at overtage den udøvende magt fra en oppositionsledet lovgivningsmagt.
Interessant nok involverer kun en fjerdedel af forsøg på selvkup i demokratier en tilsvarende erklæring af undtagelsestilstand. Det er langt mere almindeligt med angreb på oppositionspartier og ledere samt at blande sig i valg.
I omkring ét ud af fem tilfælde suspenderer eller annullerer lederne af kuppet forfatningen.
Relativt få forsøg på selvkup i demokratier involverer forsøg på at 'forlænge' lederens mandatperiode, selvom selvkup, der resulterer i såkaldte 'ledere for livet', bliver stadig mere udbredte i Afrika.
Kup og selvkup er to af de mest almindelige årsager til, at et demokrati dør, men deres relative hyppighed har ændret sig over tid.
Mens kup var den førende årsag til demokratisk sammenbrud under den kolde krig, er selvkup blevet den førende årsag siden Sovjetunionens fald i begyndelsen af 1990'erne.
En tredjedel af alle forsøg på selvkup af demokratisk valgte ledere siden 1946 er sket inden for de seneste 10 år.
Selvom der er behov for mere forskning for at redegøre for den seneste stigning i selvkup, mener vi, at en del af svaret ligger i fremvæksten af personfikseret politik på globalt plan og 'anti-kup'-normer, hvor demokratierne straffer kupledere ved ikke at anerkende dem, yde udenlandsk bistand eller indgå handelsaftaler .
Præsidenter og premierministre, der forsøger sig med et selvkup, er formentlig overbeviste om, at de har en god chance for succes - hvis de ikke havde det, ville de nok ikke forsøge sig med et kup i første omgang.
Det faktum, at Yoon Suk-yeol lancerede sit forsøg på selvkup tilsyneladende uden forudgående støtte fra ledere i sit eget parti, er meget usædvanligt.
Selvom kun halvdelen af de traditionelle kupforsøg lykkes, lykkes mere end fire ud af fem selvkup fra demokratisk valgte ledere ifølge vores data.
Succes afhænger af koordination af en masse mennesker, heriblandt allierede partisanere og militære eliter. Selvom åben militær støtte, som den Yoon Suk-yeol oprindeligt nød godt af, kan være en fordel, er den ikke altid afgørende.
De fleste selvkup slår fejl, når militær- og partieliten melder fra. Årsagerne til denne faneflugt har en tendens til at involvere en blanding af strukturelle og betingede faktorer.
Når en masse mennesker strømmer ud på gaderne for at modsætte sig kuppet, som vi så i Sydkoreas hovedstad Seoul, kan medlemmer af militæret blive nervøse og springe fra. Og international fordømmelse af kuppet kan bestemt være med til at omstøde et forsøg på selvkup.
Offentlig opbakning til demokratiet hjælper også. Det er også derfor, at selvkup typisk ikke sker i veletablerede demokratier som USA, der har akkumuleret 'demokratisk kapital' - altså en slags polstring af borgerlige og sociale grundværdier, der er blevet cementeret i takt med en lang historie med demokrati.
Selvom Sydkorea var et militærdiktatur fra 1961 til 1987, har landet i flere årtier haft demokratisk styre, og systemet fungerede i Sydkorea, da det blev truet. Partiledere stod sammen for at stemme imod Yoon Suk-yeol.
Det står i kontrast til succesrige selvkup i landet af Park Chung-hee i 1972 og Chun Doo-hwan i 1980.
En falleret selvkupleder sidder sjældent længe i embedet. Selvkuppet kan føre til, at de bliver slået af tronen ved et kup, som det skete for Haitis Dumarsais Estimé i maj 1950. Eller det kan ende med en rigsret, som det skete for den peruvianske præsident Pedro Castillo i december 2022.
Ifølge vores data formåede kun én fejlslagen selvkupleder at klamre sig til posten i mere end et år indtil slutningen af deres embedsperiode.
Skønt Joaquín Balaguer ikke blev tvunget fra præsidentposten efter valget i Den Dominikanske Republik i 1994, blev han tvunget til at gå med til et nyt valg i 1996, hvor han ikke kunne stille op som kandidat.
Præsident Yoon Suk-yeols dage ved magten er talte. Efter hans forsøg på selvkup fremsatte seks oppositionspartier et forslag om at stille ham for en rigsret. Forslaget kræver, at 200 ud af 300 medlemmer af nationalforsamlingen stemmer for.
Yoon Suk-yeol blev tvunget til at trække undtagelsestilstanden tilbage, nogle timer efter den var blevet erklæret, da samtlige 190 tilstedeværende parlamentsmedlemmer stemte imod - blandt dem 18 ud af 108 medlemmer fra Yoon Suk-yeols parti.
Kun få fra det konservative partis lovgivere skal stemme imod Yoon Suk-yeol, for at rigsretssagen bliver en realitet. Sydkoreas demokratiske institutioner lader til at holde stand over for et selvkup - i hvert fald for nu.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Hver anden fredag åbner arkæologer og historikere vinduet til fortiden.
