De fleste, der har besøgt Istedløven i sine grønne omgivelser på Flensborg Kirkegård og bagefter gået en tur i byens gågade, ved, at mange af de handlende i byen forstår dansk.
Der boede i 2018 godt 88.000 mennesker i byen, hvilket ville gøre den til Danmarks femtestørste, og Flensborg har jo faktisk været dansk. Så længe som i 700 år, fra den blev grundlagt i 1100-tallet, og til Danmark mistede den til Tyskland i krigen i 1864.
Set i det lys er det måske ikke så mærkeligt, at der blandt mange danskere i 1920 var stemning for, at Flensborg igen skulle komme til at tilhøre Danmark i kølvandet på første verdenskrig.
LÆS OGSÅ: Genforeningen: Derfor blev Flensborg ikke dansk
Stort tysk flertal i Flensborg
Alligevel var det den siddende regerings politik, at dette helt og holdent skulle afgøres ved den folkeafstemning, som skulle fastlægge grænsen mellem Danmark og Tyskland.
Tilhængerne af denne løsning blev kaldt for Aabenraa-bevægelsen, og blandt støtterne i Folketinget var Det Radikale Venstre med statsminister C.Th. Zahle i spidsen, Socialdemokratiet og en stor del af Venstres folketingsmedlemmer.
Som modstandere af holdningen om at lægge grænsen udelukkende ud fra afstemningsresultatet var medlemmerne af Flensborg-bevægelsen. De ville, som navnet siger, have, at Flensborg skulle tilbage til Danmark og blev støttet af Det Konservative Folkeparti, et mindretal, men dog en forholdsvis stor andel af Venstre og ikke mindst af kongen, Christian X.
Medlemmerne af Flensborg-bevægelsen lod sig ikke gå på af, at afstemningsresultatet i Flensborg 14. marts 1920 blev et gedigent dansk nederlag. Tre ud af fire af de borgere, der gik til stemmeurnerne i Flensborg den dag, stemte for, at byen fortsat skulle være en del af Tyskland.
Forslaget fra Flensborg-bevægelsen lød derfor, at Flensborg skulle indgå i en zone sammen med området nord for byen op til Kongeåen, som skulle gøres til en international zone. Området skulle samarbejde med Danmark om den økonomiske politik, og så skulle der afholdes en ny folkeafstemning 15 år senere. Håbet var, at det til den tid ville være muligt at få et dansk flertal i byen.
LÆS OGSÅ: Breve fra Første Verdenskrig afslører: Sønderjyske soldater »spillede danskerkortet«
Kongen fyrede statsministeren
Efter afstemningen i Flensborg og det øvrige Mellemslesvig den 14. marts 1920 demonstrerede tusindvis af mennesker i København for at få Flensborg tilbage. Imens holdt statsminister C.Th. Zahle fortsat på, at afstemningens resultat skulle følges.
Kong Christian X var af en anden mening. Det var mandag 29. marts, og dagen i forvejen havde det været palmesøndag. På Amalienborg var der imidlertid ikke ligefrem en atmosfære af muntert forårshumør.
Her mødtes kongen og statsministeren, der heftigt diskuterede spørgsmålet om Flensborg. Det kulminerede med, at C.Th. Zahle meddelte kongen, at hvis han var så utilfreds med regeringen, kunne han jo bare afsætte den. Så det gjorde kongen og tog dermed hul på Påskekrisen.
Kongen havde retten på sin side
Avisen Socialdemokraten fik på forsiden fortalt sine læsere, at der var tale om et statskup.
»Jeg mener, at kongen sådan set bare udøver sin forfatningsmæssige ret. Det er ikke ulovligt og ikke noget statskup, men det er en politisk dumhed. Han går ind og spiller en rolle, som tiden er ved at løbe fra. Han har lov til at gøre det i forhold til grundloven, men det er ikke dér, hvor dansk politik og det danske samfund befinder sig på det tidspunkt,« forklarer Niels Wium Olesen, lektor på Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet. Han fortsætter:
»Når avisen Socialdemokraten skriver statskup på forsiden, er det en måde at beskrive situationen på, som falder i deres kram. Det er en form for politisk spin.«
LÆS OGSÅ: Hvad var og er kongens forfatningsmæssige rolle? Del 2: 1849-grundloven
Det handlede ikke kun om Flensborg
Dagen efter afsættelsen af regeringen udnævnte kongen et forretningsministerium, en midlertidig regering, under ledelse af kongens advokat, højesteretssagfører Otto Liebe.
»Otto Liebe udtrykte betydelig vrede over for kongen, fordi han havde bragt ham i den umulige situation,« siger Knud J.V. Jespersen, professor emeritus på Institut for Historie under Syddansk Universitet. Han har blandt andet skrevet bogen »Rytterkongen« om Christian X, hvori 46 sider går til at beskrive Påskekrisen.
Baggrunden for kongens drastiske handling havde mere i sig end blot spørgsmålet om Flensborgs skæbne. Toppen af det københavnske erhvervsliv havde gennem længere tid set sig sur på C.Th. Zahles regering.
En af grundene var, at regeringen havde smurt tandhjulene for, at det socialdemokratiske støtteparti kunne få ført en af sine gamle mærkesager ud i livet, nemlig ottetimersarbejdsdagen til landets arbejdere.
En af de mest fremtrædende skikkelser og bærer af denne mistillid var H.N. Andersen, som var direktør for det dengang mægtige Østasiatisk Kompagni. Han nærede stor tillid hos Christian X, som året i forvejen havde tildelt ham rigets fornemste hædersbevisning, elefantordenen.
LÆS OGSÅ: Hvordan kom man op om morgenen, inden vækkeuret blev opfundet?
Mange forsøgte at manipulere Christian X
I det hele taget var der en række personer, der stod i kø for at komme til at manipulere kongen.
Blandt dem var officeren Erik With, som senere blev udnævnt til generalløjtnant og hærchef i 1931. Hans standpunkt var meget klart, at Flensborg atter skulle være dansk.
En gruppe franske diplomater gjorde deres for at holde liv i striden om grænsespørgsmålet. Målet var at skabe uro i grænseområdet mellem Danmark og Tyskland, så tyskerne fik distraheret deres fokus fra regionen Alsace-Lorraine ved den fransk-tyske grænse. Frankrig havde mistet regionen i krig til Tyskland i 1871 og havde i 1920 netop fået tildelt den på ny efter første verdenskrig.
\ Påskekrisens vigtige datoer
14. marts: Flensborgs borgere stemmer sammen med det øvrige Mellemslesvig om, hvorvidt området skal være tysk eller dansk. Kun 25 procent af stemmerne angiver, at Flensborg igen bør blive dansk.
De følgende dage går tusindvis på gaden i København i demonstration mod, at Flensborg skal forblive tysk.
29. marts: Kongen, Christian X, fyrer regeringen med statsminister C.Th. Zahle i spidsen. Påskekrisen er begyndt.
Arbejderne frygter, at en ny regering vil forringe deres arbejdsvilkår og danner demonstrationer.
2. april: Thorvald Stauning forhandler med kongen, som i sidste ende bøjer sig.
3. april: Som led i Staunings plan inviterer kongen landets partiledere til møde. Ud på natten til den 4. april bliver parterne om, at der skal indsættes en midlertidig og upolitisk regering, som har til opgave at udskrive et valg.
Christian X blev også påvirket af lederen af partiet Venstre, J.C. Christensen, som gerne så, at Det Radikale Venstre tabte regeringsmagten. C.Th. Zahles regering havde nemlig videreført en række restriktioner, som var blevet indført under første verdenskrig, hvor der var knaphed på en lang række varer.
Det vil sige, at der knap halvandet år efter krigens afslutning stadig fandtes rationering, og at staten i øvrigt ofte fastsatte prisen på de forskellige varer, ligesom staten også stod for at fordele råstoffer blandt landets produktionsvirksomheder.
Altsammen var til gene for landbruget og industrien, med andre ord Venstre og Det Konservative Folkepartis kernevælgere.
Arbejderne demonstrerede
Og så var der altså kritikken af regeringen fra erhvervslivets top.
Arbejderne var ikke sene til at opfatte, hvad afskedigelsen af regeringen kunne risikere at føre med sig. Derfor var deres reaktion langt mere voldsom end hos Det Radikale Venstre selv.
Lyden af demonstrationer kunne høres spredt over hele byen. Ikke mindst på Amalienborg Slotsplads, hvor der blev råbt skældsord ad kongen og ytret ønske om at få oprettet en republik.
Christian X frygtede nok ikke ligefrem at blive afstraffet korporligt af sine landsmænd. Samtidig har han dog næppe heller kunnet lade være med at sende en tanke til sin farbror, kong Georg I af Grækenland, som var blevet myrdet af en socialist syv år tidligere.
Og til sin fætter, zar Nikolaj II af Rusland, som sammen med sin familie havde lidt samme skæbne mindre end to år forud for Påskekrisen.
Og så var familiens ære på spil.
»Kongen var dynastisk tænkende og mente, at Christian IX havde fået en uaftvættelig plet på sin ære i 1864, da grænsen blev rykket op til Kongeåen. Så stod det til sønnesønnen, handlede det om en genopretning af slægtens ære. Derfor gik Christian X så helhjertet ind i det, der blev til påskekrisen,« forklarer Knud J.V. Jespersen.
LÆS OGSÅ: 1864 gav danskerne mindreværdskompleks
Forventning om generalstrejke
Efter afsætningen af regeringen fulgte nogle usikre dage. Usikkerheden var centreret om hovedstaden, men kunne også føles i resten af landet.
»Det var oprustningsdage. Politiet havde travlt med demonstranter og uromagere, og ude på arbejdspladserne havde man travlt med at forberede sig på en generalstrejke, som, man mente, måtte komme. Det var nogle meget urolige dage,« siger Knud J.V. Jespersen.
Situationen var spændt i København, og kommunen valgte at gøre brug af en gammel ret til at kunne henvende sig direkte til kongen. Det skete 3. april på sjettedagen af krisen, påskelørdag.
Staunings genistreg
I spidsen for kommunens delegation var den senere socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning, som i 1920 var formand for borgerrepræsentationen, altså byrådet.
Stauning forhandlede med Christian X, som i sidste ende bøjede sig.
»Det er fremragende iscenesat af Stauning. Han møder op flere gange på Amalienborg Slotsplads. Dels som leder af Socialdemokratiet på landsplan, en anden gang som repræsentant for de samvirkende fagforbund, som vi i dag kender som Fagbevægelsens Hovedorganisation. Og en tredje gang som medlem af Københavns borgerrepræsentation. Han går i spidsen for alle tre optog og manifesterer virkelig den organiserede arbejderklasse,« siger Niels Wium Olesen og føjer til:
»Stauning giver kongen en kattelem, så han kan slippe ud af krisen, som han har bragt sig selv i. Det er genialt, fordi Stauning på den måde også viser, hvad det er for en rolle, Socialdemokratiet gerne vil spille i Danmark. Nemlig som et værn mod de voldsomme samfundsforandringer man så i Rusland og andre europæiske lande i årene efter første verdenskrig.«
LÆS OGSÅ: Spil Stauning i historisk rollespil
Christian X fortsatte med at være politisk aktiv
Senere på dagen efter Stauning og kongens møde inviterede Christian X landets partiledere til møde på Amalienborg. Flere timers forhandlinger fulgte, inden man i løbet af natten til den 4. april, påskedag, enedes om at afsætte Otto Liebes få dage gamle regering. I stedet blev der indsat en ny, midlertidig og upolitisk regering, som skulle stå for at udskrive et nyvalg.
\ Dannevirke-bevægelsen
I artiklen nævnes to strømninger i spørgsmålet om, hvor stor en del af Slesvig, der skulle tilbage til Danmark efter første verdenskrig:
- Aabenraa-bevægelsen holdt på, at grænsen skulle fastlægges ud fra en folkeafstemning, hvor man lagde grænsen relativt nøje efter, hvor der var henholdsvis dansk og tysk flertal.
- Flensborg-bevægelsens medlemmer mente til gengæld, at man skulle arbejde for atter at få Flensborg som en del af Danmark, selvom valgresultatet i byen havde vist, at kun 25 procent af de afgivne stemmer støttede tanken. Denne bevægelse var faktisk udsprunget af en tredje bevægelse, nemlig:
- Dannevirke-bevægelsen, som var den mest ambitiøse i forhold til at genvinde gammelt dansk land. Bevægelsen ønskede, at grænsen skulle gå ved det ældgamle forsvarsanlæg Dannevirke, som er en jordvold umiddelbart syd for byen Slesvig. En grænse her ville ligge omtrent 40 kilometer syd for Flensborg, og den tanke vandt ikke stor opbakning.
Dermed var krisen forbi. Valget kom den 26. april 1920, og Venstre vandt regeringsmagten. Kort efter begyndte overdragelsen af Nordslesvig til Danmark, og 15. juni blev området officielt en del af Danmark med international anerkendelse fra 5. juli, inden Christian X red over den nye grænse på en hvid hest ved byen Taps den 10. juli 1920.
»Der er mange, der har udlagt Påskekrisen sådan, at da lærte monarkiet sin lektie. Det, mener jeg, ikke er rigtigt. Christian X var bedrøvet over, at han med Påskekrisen havde skabt splittelse i landet. Men rent forfatningsmæssigt mente han, at han spillede en politisk rolle, og det gjorde Rigsdagen også. Det viser sig meget tydeligt under besættelsen,« siger Niels Wium Olesen.
Da Danmark blev angrebet af Tyskland den 9. april 1940 om morgenen, bad regeringen eksempelvis om at få lov til at foretræde for kongen. Så Christian X sad med ved bordet, da man træffer beslutningen om, at Danmark skal overgive sig.
Først i 1953 bliver parlamentarismen skrevet ind i grundloven. Det vil sige, at fra dette tidspunkt blev politiske beslutninger truffet af politikerne på Christiansborg, mens landets regent fik indskrænket sin magt.
