En fremtid uden antibiotika: Hvad gør vi?

I løbet af de seneste årtier har vi vænnet os til, at når en bakterie gør os syge, så kan vi nemt komme ovenpå igen med hjælpen fra noget antibiotika. Men den tid kan meget vel være ved at være forbi.

Vi befinder os nemlig i en resistenskrise, hvor flere og flere bakterier har udviklet immunitet for antibiotika.

Men når vi taler om, at verden befinder sig i en resistenskrise, er det ikke bare, fordi bakterierne udvikler resistens. Det er i høj grad også, fordi der over de seneste årtier kun er udviklet få nye antibiotika til erstatning for dem, vi taber som følge af resistensudviklingen.

En begrænset ressource

De første to årtier efter 2. verdenskrig var en gylden tid, men fra midten af 1960’erne begyndte det at gå tilbage, og de sidste 30 år er der ikke opdaget nye antibiotikaklasser.

Inden for flere af de store antibiotikaklasser, for eksempel penicilliner, cefalosporiner og aminoglykosider, er der godt nok skabt flere nye præparater med et bredere spektrum, som i nogen grad har afhjulpet resistensproblemerne.

Men det ændrer ikke ved den nøgterne kendsgerning, at udviklingen af nye antibiotika overordnet set ikke har kunnet følge med resistensudviklingen.

Antibiotika er derfor en begrænset ressource, som vi skal værne om. Det er en afgørende erkendelse, som er retningsgivende for, hvordan vi skal tackle resistenskrisen fremover.

En uhellig alliance

Et gammelt ordsprog siger, at min fjendes fjende er min ven. Sådan har vi det med bakteriofager, som er højt specialiserede virus, der angriber og dræber bakterier.

Menneskers celler angribes ikke, og derfor kan man bruge bakteriofager i bekæmpelsen af bakterielle infektioner, herunder de, der er forårsaget af resistente bakterier.

Det er der egentlig ikke noget nyt i.

Teknikken til behandling af bakterieinfektioner med specialiserede bakterievirus blev udviklet i 1920’erne i det tidligere Sovjetunionen og fortsatte som en nichebehandling under Den Kolde Krig, hvor landene bag Jerntæppet ikke havde samme lette adgang til antibiotika, som vi havde i Vesten.

Bakteriofagbehandling har fået fornyet interesse i takt med, at resistensproblemerne er vokset ude i verden.

Der er efterhånden god dokumentation for, at behandlingsprincippet virker, men det bliver nok ikke en mainstream behandling, som kan rulles ud bredt. For mens antibiotika ’kun’ er kemi, er fager biologisk materiale, som stiller særlige krav til sikkerhed og standardisering.

Så længe man holder sig til naturligt forekommende fager, går det an.

Men hvad nu hvis man i den gode sags tjeneste begynder at manipulere med fagernes gener for at udvide deres virkningsspektrum?

Det kunne godt blive sprængfarligt.

Når det er sagt, er behandlingsprincippet dybt interessant. Bakteriofager kan meget vel få en plads i behandlingen af probleminfektioner, for eksempel kroniske infektioner med biofilmdannelse, hvor antibiotika ikke virker.

Den ultimative biologiske behandling

En anden biologisk bekæmpelsesstrategi kunne være at lade bakterierne selv gøre arbejdet.

Vores normale mikrobiota indeholder som nævnt myriader af 'gode bakterier', som normalt ikke er skadelige, men som tværtimod er med til at opretholde vores sundhed.

Kan vi spænde dem for vognen, når det gælder bekæmpelsen af resistente bakterier?

Vi har et godt eksempel i behandlingen af en ondartet diarré, som forårsages af den resistente bakterie Clostridioides difficile.

Sygdommen opstår typisk efter længerevarende behandling med bredspektrede antibiotika, som fjerner en stor del af de godartede bakterier i tarmen.

Når de gode bakterier er reduceret i antal, skabes der plads til, at den ondartede C. difficile-bakterie kan formere sig uhæmmet og producere giftstoffer, som ødelægger tarmens epitelceller.

Den hidtidige behandling har været at give antibiotika mod C. difficile, men det er ikke specielt effektivt, fordi der hyppigt kommer tilbagefald, når behandlingen er stoppet.

Alternativt har man forsøgt sig med blandinger af ’gode’ probiotiske tarmbakterier, i princippet som vi kender det fra syrnede mælkeprodukter.

Det virker en anelse bedre, men er heller ikke langtidsholdbart. Til gengæld har man opnået bemærkelsesværdigt gode langtidsresultater ved at transplantere afføring fra raske personer til C. difficile-patienter.

Man kan sige, at det er den ultimative biologiske behandling, fordi man ikke bare behandler med udvalgte bakterier, men med et helt økosystem af gode bakterier, kendte såvel som ukendte, som tilmed er i deres egne vante omgivelser.

Behandlingen gives som kapsler eller ved direkte indhældning gennem endetarmen.

Det er klart, at donorerne skal udvælges med stor omhu, så man ikke utilsigtet kommer til at overføre sygdomsfremkaldende mikroorganismer.

Gør rent med bakterier

Et andet spændende område, hvor man kan bruge gode bakterier til bekæmpelse af resistens, er på rengøringsområdet.

Det sker ved, at man bruger udvalgte miljøbakterier til rengøringsmidler, for eksempel sporedannende Bacillus-arter, som kan bekæmpe resistente bakterier udskilt fra patienter, hvis de spredes ud i miljøet.

Forsøg med disse såkaldt probiotiske rengøringsmidler har givet lovende resultater, men der skal flere undersøgelser til, før man kan sige noget sikkert om langtidseffekten.

Hvad med vacciner?

Vacciner mod resistente bakterier er også en gammel, afprøvet idé, og den virker faktisk i udvalgte tilfælde.

Et godt eksempel er vaccination mod pneumokokker, som er den vigtigste årsag til alvorlig lungebetændelse og hjernehindebetændelse (meningitis).

Vi har længe kunnet vaccinere voksne mod pneumokokker, og med ny teknik er der nu også lavet vacciner, som kan bruges til børn.

Derfor indgår pneumokokker nu også i børnevaccinationsprogrammet.

Pneumokokker behandles normalt med almindeligt penicillin, men kan udvikle resistens over for penicillin og en række andre antibiotika. Pneumokokker kan inddeles i over 90 forskellige typer på basis af den kapsel, som omgiver bakterierne.

Af praktiske årsager kan man ikke lave vaccine mod alle kapseltyper. Men man kan lave en vaccine mod de typer, som hyppigst forårsager sygdom.

Den aktuelle vaccine dækker de 13 vigtigste kapseltyper, og det er så heldigt, at antibiotikaresistensen er knyttet til nogle ganske få af disse typer.

Vaccinen har været i brug i over 10 år nu og har reduceret ikke bare antallet af alvorlige infektioner, men også forekomsten af resistente stammer.

Eksemplet viser, at vaccination kan bruges til at bekæmpe resistens, men det er vigtigt at huske, at vaccination kun virker på helt konkrete bakterier, som vaccinen er rettet imod.

Det bliver aldrig en mainstream-behandling til bekæmpelse af antibiotikaresistens, fordi der skal fremstilles en vaccine mod hver enkelt resistente mikroorganisme.

Men det kan blive et fint supplement til alt det andet, vi gør.

Hvad gør vi med landbruget?

Den industrielle husdyrproduktion tegner sig for 70 procent af antibiotikaforbruget.

Sådan er det både herhjemme og i resten af verden, og det har konsekvenser i form af resistente bakterier, som spredes til mennesker og i sidste ende giver anledning til infektioner, som er vanskelige at behandle.

MRSA CC398-epidemien er blot et af eksemplerne. Det er ikke en holdbar situation.

Antibiotika er afgørende vigtige lægemidler for sundhedsvæsenet. Derfor skal de prioriteres til behandling af syge mennesker med infektioner og ikke til industriel masseproduktion af billigt kød.

Det burde være åbenlyst, at hensynet til folkesundheden bør vægtes over hensynet til fødevareproducenterne.

Naturligvis skal der også fremover være plads til at behandle syge dyr med antibiotika i ny og næ. Men det skal ikke være en regel, som det er nu, at basere en industriel produktion af kød på omfattende brug af antibiotika.

Forbruget i husdyrsektoren skal derfor reduceres drastisk, og med drastisk taler vi om en reduktion på over 90 procent.

Det kan nås ad to veje:

1. Ved at indskrænke den industrielle kødproduktion.
2. Ved at reducere antibiotikaforbruget i den del af kødproduktionen, som bliver tilbage.

Blot en af de gode grunde til mindre kød og mere økologi

Vi taler i disse år om at begrænse husdyrproduktionen af hensyn til klima-, miljø- og biodiversitetskrisen.

Det interessante i denne sammenhæng er, at det også ville bidrage til at løse resistenskrisen. Mindre kødforbrug fører til færre husdyr, som betyder mindre antibiotikaforbrug.

Det gør det dog ikke alene. Den husdyrproduktion, som bliver tilbage, skal omlægges til økologi eller andre driftsformer, som mindsker behovet for antibiotika.

Det sker naturligvis ikke fra den ene dag til den anden, men der skal udarbejdes en strategi med milepæle, som fører os frem til målet. Det er politikernes opgave.

Måske overhales de af udviklingen.

Mange forbrugere er allerede i gang med at omstille sig til plantebaseret mad, og forbruget af især svinekød er i de senere år faldet drastisk, til trods for at kødbranchen – med EU-støttemidler – har søgt at holde forbruget oppe med reklamekampagner rettet især mod unge og børn.

Det har ikke virket.

Der skal naturligvis være valgmuligheder til alle. Til de, som ikke vil undvære kød, er der interessant nyt fra laboratorieindustrien, hvor man arbejder på at producere kulturkød ud fra stamceller.

En tilsvarende udvikling er i gang på mejerisiden. Det kan meget vel betyde, at de store industrielle husdyrbesætninger, som vi kender dem i dag, på sigt forsvinder.

Dermed forsvinder også størstedelen af antibiotikaforbruget. De husdyrbesætninger, som bliver tilbage, bør omlægges til økologi eller andre driftsformer, som producerer med et minimum af antibiotika.

Økologerne har for længst vist, at det kan lade sig gøre.

Nu er det op til politikerne at sikre rammerne.