Forsker: Afskaf kapitalismen i forskningen

Forskerne publicerer i dag artikler i ét væk - men stort set ingen spørger, hvordan forskningen egentlig påvirker samfundet. Hvad er godt, hvad er skidt, og hvorfor gør vi det egentlig?

Står det til lektor og forskningspolitisk rådgiver David Budtz Pedersen, skal vi som samfund i gang med at genoverveje, hvad vi vil have ud af de offentlige og private forskningsinvesteringer. Dernæst skal vi have nye målemetoder af forskningens værdi på banen, så vi måler på de rette parametre og pejler forskerne i den rigtige retning.

»Vi er nødt til at lave en ny grundfortælling om, hvorfor forskning er vigtig. Forskning bidrager ikke kun til vækst i erhvervslivet, men også til en intelligent offentlig sektor, en dynamisk samfundsdebat og kultur og dannelse.«

Derfor skal vi ifølge lektoren udvikle evalueringsredskaber, der ikke kun dokumenterer slutproduktet af den videnskabelige proces, som eksempelvis den videnskabelige artikel, men også alle »sidegevinsterne«.

Stod det til professor emeritus Heine Andersen, skulle universiteterne hvert år simpelthen have en større pose penge, som var uafhængig af kvantitative målinger som BFI (se boks).

»Det ville nok løse lidt op, hvis der var flere basismidler frem for de eksterne midler, og hvis finansieringen ikke i så stor udstrækning var baseret på BFI. Allerhelst burde man afskaffe kapitalismens profittankegang, når det havde med forskningsressourcer at gøre, så markedslogikken ikke var så afgørende,« siger han.

\ Læs mere

Hvad skal vi med videnskaben?

Forskere er også bare mennesker

I dag bliver forskere målt og vejet på et væld af måder, som ifølge kritikerne har det tilfælles, at de fokuserer på kvantitet frem for kvalitet og indhold. Det kan for eksempel være, når en forsker skal søge om penge til et nyt projekt og bliver vurderet på længden af hans eller hendes publikationsliste – fremfor indholdet.

Flere forskere har kritiseret denne, i nogens øjne, ensporede måde at måle forskningens udbytte, da fokus i høj grad kommer til at ligge på at »producere PDF-filer«, som David Budtz Pedersen udtrykker det. Samtidig får det videnskabelige personale mindre grund til at udføre andre arbejdsopgaver, som for eksempel myndighedsbetjening og formidling.

»Forskerne får incitament til at jagte den videnskabelige anerkendelse i stedet for at løse vigtige samfundsproblemer som klima og sundhed. Forskere er også bare mennesker, og ligesom alle andre arbejder de selvfølgelig efter de incitamenter, systemet har opstillet for dem,« siger David Budtz Pedersen, som arbejder på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

BFI kommer ud på forskernes bord

Risikoen ved at lægge for meget vægt på »firkantede algoritmer« som eksempelvis målesystemet BFI er også, at man kommer til at fokusere på meget kortsigtede mål – på bekostning af langsigtede, overordnede mål, lyder det fra DTUs rektor, professor Anders Overgaard Bjarklev.

BFI er et system til at finde ud af, hvor meget og hvor god forskning universiteterne har lavet og går blandt andet ud på at tælle antallet af videnskabelige artikler.

»Nogle steder er man begyndt at se BFI komme helt ud på den enkelte forskers bord, så vedkommende tænker, at han eller hun er nødt til at skrive nogle flere publikationer for at få penge ind – og det er slet ikke det, der er meningen med det,« siger Anders Overgaard Bjarklev.

Den problemstilling kan du læse mere om i artiklen ’Grundforskningskrise: Forskerne publicerer for meget’.

Kun ved at blive bedre til at se på den værdi og almennytte, forskningen kaster af sig i løbet af forskningsprocessen, kan vi skabe forskerkarrierer, der afspejler samfundets interesser.

David Budtz Pedersen

I mellemtiden er det universitetsledelsernes ansvar at give forskerne gode rammer at arbejde indenfor, mener DTU-rektoren, som også er formand for Danske Universiteters Rektorkollegium.

»Det er et spørgsmål om, hvordan vi vælger at håndtere det fra universiteternes side. På DTU har vi meget klart sagt til vores forskere fra begyndelsen, at vi overhovedet ikke ønsker, at de skal skele til BFI, de skal bare tænke over, hvordan deres forskning giver bedst genlyd, og hvor folk vil komme til at bruge den. Det er det, de skal bruge som kriterium, uagtet at det kan komme til at koste os penge.«

»Det er sørgeligt«

Også Heine Andersen, som er professor emeritus ved Sociologisk Institut på Københavns Universitet og tidligere næstformand i Det Frie Forskningsråd, er ligeledes bekymret for udviklingen.

»Jeg har oplevet en stor ændring, siden BFI blev indført. Folk er blevet meget mere opmærksomme på kvantitet, for eksempel målt som antal BFI-point, fremfor kvalitet og originalitet. Da man lavede BFI i sin tid, sagde man højtideligt, at det skulle være på institutionsniveau og slet ikke på individniveau, men det holder altså ikke stik i dag. Nogle steder sidder forskerne faktisk til MUS-samtalerne og gennemgår med deres institutleder, hvor mange point de har tjent ind.«

Heine Andersen understreger dog også, at BFI bare er en del af »det generelle konkurrencesystem«, som efter hans mening er taget til.

»Der har altid været et pres og en konkurrence om at blive anerkendt og publicere, men det er blevet forstærket, og det er i høj grad på grund af finansieringssystemet. Ansøgninger bliver i tiltagende grad bedømt på længden af ansøgerens publikationsliste og ikke på indholdet – det er efterhånden sjældent, at artiklerne på listen faktisk bliver læst af rådene, og det er sørgeligt.«

Hør Heine Andersen fortælle mere om sine synspunkter i denne podcast.

Svært at holde effekter isoleret

Formand for Danmarks Frie Forskningsråd, Peter Munk Christiansen, mener også, at der er behov for nye metoder til at måle på forskningen. Metoder, som gør det mere oplagt at fokusere på at publicere godt frem for at publicere meget.

Videnskab.dk har tidligere beskrevet, hvordan presset for at udgive mange artikler får forskerne til at nedprioritere andre opgaver såsom undervisning, som ifølge Peter Munk Christiansen er »forskningens vigtigste afledte effekt«.

»Vi er i dag ret gode til at måle på videnskabelig impact, men ret dårlige til at måle forskningens bredere effekter, som eksempelvis vidensdeling og evnen til at løse sociale problemer; alt det, du ikke måler ved publikationer og citationer,« siger han og fortsætter:

»Jeg er fuldstændig enig i, at der er svært behov for at supplere med andre måder at måle forskningens bredere effekter i samfundet bredere og meget mere systematisk. Men hvordan? Effekterne af forskningen er mange, og mange af dem er det svært at holde isoleret.«

Dokumentation er for dyrt

På Aalborg Universitet sidder Søren Kristiansen som prodekan for forskning ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet og arbejder med, netop hvordan forskningens samfundsmæssige værdi og gevinster bedst kan beskrives og formidles.

Han tror dog ikke på, at nye målemetoder og systemer i sig selv er løsningen. I stedet mener han, at man blandt andet gennem øget diskussion og debat i forskningsgrupperne kan få forskningens samfundsgevinster på dagsordenen.

»Det er dyrt og ressourcekrævende at bede om ekstra dokumentation, og jeg tror ikke på, at det er alene vejen frem. Men vi ér på vej ind i et regime, hvor interessenter og samfundet forventer at få mere at vide om, hvad de får for pengene, så nu er vi begyndt at kigge på, hvordan man kan kortlægge forskningens vej ud i samfundet,« siger han og fortsætter:

»Efter at BFI er blevet indført, er forskerne begyndt at orientere sig meget imod det, og de leverer i høj grad på det parameter. Det har i en vis udstrækning været adfærdsregulerende. Men nu begynder vi også at få en debat om forskningens værdi for samfundet.«

Samfundet fortjener indsigt

Med en udgift på 20 milliarder om året til forskning fortjener samfundet at få en større bevidsthed om dens effekter og gevinster, mener Søren Kristiansen.

\ Læs mere

Danmark bruger historisk mange penge på grundforskning

»På vores fakultet har vi aldrig været i tvivl om, at vores forskning nytter og har en samfundsvirkning, vi har bare aldrig været systematiske omkring at dokumentere det. Det skal vi blive bedre til.«

Ifølge David Budtz Pedersen er det også op til de enkelte forskere at skabe forandringer og nytænkning.

»Det kan være svært at kræve af den enkelte, at man skal gå ud og være rebel og bygge et alternativt CV op, men jeg mener helt ærligt, at man som ung forsker skal prøve at ændre de her præmisser og gøre opmærksom på de andre ting, man foretager sig i sit forskningsarbejde end kun at publicere. Hvis ikke man gør ens formidling og samarbejder synlige over universitetsledelsen og eksterne råd og fonde, er der en risiko for, at det får lavere prioritet, selvom det er vigtigt,« siger han og fortsætter:

»Universiteternes ledelser har et stort ansvar, men det er i høj grad også forskernes eget ansvar at medvirke til at skabe nye redskaber.«