Der var engang, hvor de kloge mente, at videnskabens sprog var latin. Brugte man ikke de korrekte latinske ord, mistede videnskaben sin værdi og integritet. Det gad Galileo Galilei ikke i 1600-tallet, så han skrev på folkesproget italiensk. Han fik jo egentlig en ok karriere ud af det alligevel.
I forlængelse af den seneste debat om forskningsformidling er jeg lidt bange for, at vi igen er ved at lulle os ind i en lignende latinificering af videnskaben. At vi tror, at den korrekte videnskabelige formidling er den, der foregår i tidsskrifter og på konferencer, hvor man bruger det fineste fagsprog for at værne om videnskabens nobelhed.
Denne ægte videnskab sætter man så i kontrast til den smudsige populærvidenskab. Her må man skære til og forsimple så meget, at kun et afpillet skrog af ens komplekse resultater står tilbage. Formidling i medierne bliver derfor til noget, man enten gør af pligt, fordi ministeren siger det, eller af personlig lyst. I hvert fald er det adskilt fra forskningshvervet.
Formidlingsarrogance
Hvad enten en forsker skriver en videnskabelige artikel, taler til en konference, holder foredrag for en 2. klasse eller interviewes til Politiken, så hører aktiviteterne under én og samme hat: forskningsformidling.
Det kan godt være, at målgruppen og sprogbruget varierer, men den ene form for formidling er hverken vigtigere eller finere end den anden. Derfor har forskerne ikke pligt til at formidle, forskning ER formidling.
Faktisk er de forskellige former for formidling også tættere på hinanden, end vi tror.
Hvor mange læsere mere end abstraktet?
For det første. Det er en skrøne, at forskningen er blevet så teknisk og faglig kompleks, at den kun dårligt lader sig forklare på hverdagssprog. Videnskabens styrke ligger jo ikke i sproget. Om jeg siger kræft, og lægen siger onkologi, så taler vi om det samme. Husk på, at vi har givet naturens fænomener navne. De er ikke faldet ned fra himlen.
Vi kunne have kaldt fabrikken inde i cellerne, der laver proteiner, for proteinfabrikken, men vi har valgt at kalde den for ribosomet og derved koblet ikke-biologer af.
Hvis nogle er i tvivl om, hvorvidt selv de tungeste fag kan formidles med hverdagssprog, så kig forbi siden tenhundredwordsofscience.tumblr.com og læs, hvordan forskere beskriver deres felt med kun de 1.000 mest brugte engelske ord. Her er det politisk økonomi forklaret af Warren Durrett:
»I try to see if bad people with power let bad people in business do bad things for easy money. Also I try to see if this hurts good people and their money.«
For det andet så er det ikke rigtigt, at der ikke er den samme tid i massemedierne til at forklare videnskab som i de videnskabelige kredse. Nogle artikler i prestigefyldte tidsskrifter er kun lidt længere end avisernes kronikker, og til mange konferencer får forskeren 10 minutter til at præsentere sine resultater – stort set samme tid som i en radioudsendelse eller i Deadline.
Jo, nogle videnskabelige artikler er 20-30 sider lange, men helt ærligt, hvor mange læser andet end det ultrakorte abstrakt? Ergo, budskabet skal fremstå præcist og forståeligt på begrænset plads, uanset hvem man taler til.
Menneskets intellektuelle opdagelsesrejsende
Forskning foregår ikke inde i en boble, hvorfra resultater kun kan komme ud, når de er blevet tygget igennem af kollegaer, så vi er sikre på, at kun skudsikre sandheder når offentligheden. I den ramme bliver formidling til en envejskommunikation fra de lærde til de uoplyste. Det kan jeg da godt forstå, hvis nogle forskere ser som en sur pligt.
I stedet bør vi se videnskabsmænd som vores allesammens ambassadører. Dem har vi sendt ud til kanten af vores forståelse for at tilfredsstille den dybe nysgerrighed, vi alle har. Hvem er vi, og hvor kommer vi fra? De står helt derude ved verdens ende og sopper i det kæmpe ocean af uvidenhed, vi er omringet af.
Når vi lægfolk så står tørskoet inde på et fastland af nogenlunde sikker viden og råber håbefuldt ud til videnskabsmanden: »Hvad ser du, hvad ser du!?«, så nytter det jo ikke noget, at videnskabsmanden råber tilbage »ah, det kan jeg ikke lige sådan beskrive«. Så mister videnskaben jo sin værdi.
Det kunne være, at når videnskabsmanden fortæller, hvad han ser, ja så står de ovre ved den modsatte oceanbred eller inde på fastlandet og tænker »hov, jamen det ligner det, vi ser.« Altså kunne det jo være, at selve formidlingen var med til at skubbe videnskaben fremad.
En dygtig forsker har respekt for formidlingen
Et eksempel fra virkeligheden. Dyrelægen Harold William Bennetts møder fåreavlere, der fortæller, at deres får føder færre lam, når de græsser på marker med meget rødkløver.
Bennetts finder ud af, at rødkløver indeholder så store mængder planteøstrogener, at den virker som p-piller. Et helt nyt forskningsområde åbner sig i mødet mellem forsker og lægmand.
Nye opdagelser er altid en kombination af gammelt og nyt. De nye input kommer dog kun, hvis andre end kredsen af kollegaer omkring forskeren forstår, hvad vedkommende laver.
Det er derfor en hel essentiel del af forskningen, at den spredes til så mange som muligt, og en stor del af denne kommunikation på tværs af uddannelsesskel og faggrænser foregår i massemedierne.
Og så vil jeg tillade mig at kalde det en myte, at forskere mister anerkendelse blandt kollegaerne, hvis de optræder i medierne. Hvem i historien har nogensinde sat sin videnskabelige karriere i bakgear ved at prioritere den letforståelige og enkle formidling? Tværtimod.
En dygtig forsker behøver ikke at være en dygtig formidler, men en dygtig forsker har respekt for formidlingen – også den folkelige del. Uformidlet videnskab er i hvert fald værdiløs.
Denne artikel er oprindeligt publiceret som et blogindlæg.
