På terrassen gik det op for mig, at jeg følte mig ensom: Her er, hvad venskaber kan

For nogle år siden var jeg lige flyttet i hus.

Som relativt nyuddannede havde min mand og jeg kæmpet med bankerne om at få lov til at låne og værre endnu; jeg havde en humanistisk baggrund, der ikke ligefrem garanterede et job.

Men det var lykkedes at overtale en venlig bankdame til at give os et lån, efter vi havde spurgt en række banker. Nu var vi landet i forstæderne med en masse kvadratmeter og en havetrampolin.

En sommeraften, hvor børnene sov, sad vi på terrassen i solskin. Vi havde spist god mad, tændt fakler og drak vin.

Det lyder som den perfekte aften, ikke?

På papiret var vores drøm blevet realiseret, men problemet var, at det ikke føltes sådan. Jeg havde en underlig fornemmelse af, at der manglede noget – selvom jeg knuselsker min familie.

Der manglede venner.

Og selvom jeg følte mig ensom, var jeg ikke alene. Undersøgelser viser nemlig, at vi er mange, der har oplevet ensomhed.

Jeg forsker i venskab og har i de sidste par år dykket ned i alt fra videnskabelige studier til litterære tekster om venskab.

Især litteraturen har givet mig et nyt syn – både fagligt og privat – på, hvad venner er, og hvad venskab kan.

Vennesult

Jeg har altså det, romantiske B-film og populærkulturen fortæller os er vigtigt: en partner, børn, arbejde og et realkreditlån.

Kald mig grådig, men det er ikke helt nok.

Og det fik mig til at tænke på, om det livsforløb, mange – jeg selv inklusive – styrer efter i virkeligheden har nogle indlejrede problemer.

Om det efterlader for lidt plads til de relationer, der er gennemsyret af frivillighed og ligeværdighed, og som ikke handler om familiedannelse, nemlig vores venner?

Vi er opdraget til at følge et særligt socialt manuskript i livet. Et manuskript hvor karriere, ægteskab og børn er i centrum – og hvor venskab tildeles en mindre vigtig rolle.

Vi forlader ungdomslivet, hvor venskab ofte fylder meget, til fordel for det såkaldt seriøse parforhold i voksenalderen, og betragter i det hele taget venskab som en slags valgfri glasur på tilværelsen snarere end den dej, der holder det sammen.

Men hvad hvis dette manuskript ikke gør os glade? Hvad hvis vi snyder os selv for noget af det vigtigste i livet?

Måske kender du også til følelsen af vennesult, selvom du ikke bor i forstæderne eller leger far, mor og børn til hverdag.

Måske har du indrettet dit liv på en helt anden måde, end jeg har, men alligevel siddet derhjemme og undret dig over, hvor dine venner blev af.

Hvornår siver vennerne ud af vores liv?

Det er særligt midt i livet, at det kan være svært at finde tid til venner.

De amerikanske psykologer Willard Hartup og Nan Stevens har fundet frem til, at vi bruger mindre end 10 procent af vores vågne tid sammen med venner i de år, hvor arbejde og familie for manges vedkommende optager hovedparten af vores tid og muligheder.

Et andet studie – også fra USA, som vi kulturelt og socialt godt kan sammenligne os med – finder frem til noget tilsvarende: Mere end 40 procent af de voksne deltagere i studiet udtrykte, at de savner at være følelsesmæssigt tættere på deres venner, og at de i det hele taget godt kunne tænke sig at bruge mere tid i venners lag.

I tørre tal bruger vi nu mindre end tre timer om ugen sammen med vores venner sammenlignet med seks timer for et årti siden. En halvering slet og ret!

Den udvikling går hånd i hånd med en bredere samfundsmæssig udvikling: Færre er medlemmer af politiske partier, tilslutningen til religiøse institutioner falder, og færre engagerer sig i fagforeninger, som den amerikanske professor i politik James Putnam allerede beskrev det i bogen Bowling Alone fra 1995.

Og det gælder i hele den vestlige verden.

Selvom Danmark har en stolt fritids- og foreningstradition, ser vi de samme tendenser herhjemme: Vi mødes simpelthen mindre med andre mennesker og er i tiltagende grad alene og føler os ensomme.

For mit eget vedkommende var der god tid til venskaber i starten af tyverne. Jeg boede på kollegium, og det absolut bedste ved de år var, at jeg ikke behøvede at lave aftaler for at opretholde et socialt liv.

Der var altid mennesker i køkkenet, jeg kunne tale med. Altid nogen at drikke kaffe med. Det var et liv med indbyggede venner.

Men hvorfor så forlade det kollektive liv, kan man spørge?

Hvorfor i det hele taget få børn og, i mit tilfælde, flytte til forstæderne?

Det er et legitimt spørgsmål, og ét jeg også har stillet mig selv. Det enkle svar er, at jeg var gravid, og det var ikke tilladt at have børn på kollegieværelset.

Jeg var også træt af andres fester og andres rod. Og nogle gange vil man gerne drikke kaffen alene.

Hvis det var muligt at blive boende i et slags fællesskab, der kunne rumme børn og med eget køkken, havde jeg gjort det. Ingen tvivl om det. Men sådan er det de færreste steder.

Og så er vi tilbage ved det sociale manuskript, jeg talte om i begyndelsen.

Dét, man kan kalde den sociale struktur såvel som den fysiske arkitektur, levner ikke meget plads til andre måder at leve på end det gængse parforhold, kernefamilien, eller singlelivet (flere end nogensinde før bor alene).

Litteraturen giver venskaber en ny plads

Der er dem, som mener, at familien er en undertrykkende institution, der helt bør afskaffes.

Strømningen lægger sig i forlængelse af den radikale feminisme fra 1970’erne, hvor stemmer som Shulamith Firestone argumenterede for, at reproduktion bør overlades til maskiner, så kvinder kan slippe for tjansen.

I nutiden kan man nævne Sophie Lewis, der med bogen Abolish the Family. A Manifesto for Care and Liberation (2022) plæderer for en undergravning af familiens sociale struktur til fordel for en kollektiv omsorgskultur.

Jeg forstår bevæggrundene for den slags argumenter, men hvis folk gerne vil forelske sig og have børn sammen i par, skal de da 'by all means' gøre det. Uanset hvad en tysk-britisk intellektuel måtte mene om sagen.

Er der meget i vejen med familier, og kan de gøre os ensomme ved at tage tiden væk fra vores venner? Ja.

Kan de også være en kilde til glæde og mening? Lige så stort ja.

Når jeg alligevel nævner kritikken af familiens sociale struktur, er det fordi, det illustrerer en tendens i bøger, film og kultur – i bred forstand – til at sætte spørgsmålstegn ved den måde, vi lever på og på venskabets plads i livet.

Jeg har skrevet om udviklingen i en artikel, og her beskriver jeg, hvordan venskabet nyder tiltagende popularitet og gav også tre bud på, hvorfor det er sådan.

Den øgede forekomst af ensomhed gør venskaber mere eftertragtede, fordi de simpelthen er mere sjældne. Det er et af mine argumenter.

Dertil kommer, at venskab kan give os status og prestige i en verden præget af sociale medier og visuel kultur.

Endelig er det min påstand, at der er en kulturel nysgerrighed i forhold til, om venskaber kan fungere som en ramme for tilværelsen i lighed med den måde, parforholdet historisk har været det.

Tendens: Længsel efter nye normer for venskab og fællesskab

Den franske stjerneforfatter Eduoard Louis er en markant skikkelse på den litterære scene, der tager livtag med venskabet.

I værket Forvandlingens metode (2021) beskriver han sit liv som en bevægelse væk fra familien. I stedet opsøgte han forskellige venskaber, der hjalp ham med at flygte fra et homofobisk arbejdermiljø i Nordfrankrig for i stedet at drage imod den litterære scene i Paris.

Han skildrer, hvordan hans venskab til pigen Elena, som kommer fra middelklassen, vender fuldstændigt op og ned på hans verdenssyn, og hvordan han senere bliver tætte venner med de prominente franske intellektuelle Didier Eribon og Geoffroy de Lagasnerie.

Sidstnævnte har beskrevet deres trekløvervenskab som en »måde at leve på« og en »radikal livsform«, der gør op med det bestående.

Man kan indvende, at den slags kulturelle fremstillinger af venskabets vigtighed udgør en kulmination af nutidens individualisme.

For Louis handler det nemlig om at leve præcis, som han gerne vil leve – helt og aldeles fri af konventioner og forventninger.

Samtidig rummer de en længsel efter andre mennesker og efter fællesskab.

Er det muligt at brænde bestående sociale konventioner ned og udvikle vores egne normer for venskab og sammenhold? Ja, er hans og Lagasneries klare svar.

Den danske forfatter Thomas Korsgaards fortællinger om Tue er en parallel til franske Louis; Tue kommer fra et fattigt og ikke-akademisk provinsmiljø, og ligesom Louis tager han til byen for at skabe sig et nyt liv.

I bogen Man skulle nok have været der (2021) skriver han om Tues turbulente, første tid i København, hvor han i lang tid lever som forhutlet hjemløs, indtil han møder Victoria (den danske udgave af Elena, om man vil) og igennem hende tillærer sig sociale koder fra den øvre middelklasse og langsomt, men sikkert begynder den samme forvandling som den, Louis beskriver.

Hvad litteraturens venskaber minder os om

Der er i kultur- og litteraturhistorien også mange eksempler på beskrivelser af kvindelige venskaber, der har givet folk mulighed for at leve uden for normerne og for at være dem selv.

Selma Lagerlöf levede sammen med en kvinde, og Virginia Woolfs liv og værk bærer også præg af dybe kvindelige venskaber.

Det var i mange år imidlertid ikke set på som noget fordækt, at kvinder havde romantiske og grænseerotiske forhold til hinanden – det blev betragtet som intime venskaber.

Den mandlige homoseksualitet har derimod i mange tilfælde og historiske kontekster været genstand for had og modstand (med en vigtig undtagelse i det antikke Grækenland).

Louis, Korsgaards, Lagasneries – og der er mange flere – beretninger er alle vidnesbyrd om en stærk trang til at gøre op med de strukturer, der dikterer, at vi skal leve vores liv på en bestemt måde.

Litteraturens beskrivelser af venskab minder os om, at vi skal huske at forholde os undersøgende til os selv og vores verdensanskuelse, for glemmer vi det, kan vi blive ramt af en tomhedsfølelse.

Voksenven udvidede min horisont

Følelsen af at savne venner – som jeg blev ramt af dengang på terrassen – handler måske om noget dybere end blot det at have mange mennesker, man kan invitere til sin fødselsdag eller polterabend, og det er dét litteraturen især gjorde mig opmærksom på:

Jeg indså, at vennesulten faktisk også handler om, at jeg havde brug for at udvide min horisont og lytte til andre perspektiver.

Jeg savnede ikke bare venner; jeg savnede andre holdninger, input og nye måder at tænke på.

Venskaber kan nemlig hjælpe os til at se det skæve og ukonventionelle i tilværelsen og dermed udfordre det bestående – i lighed med skildringerne i mange litterære værker.

De kan kort sagt få os til at se på verden på en anderledes måde.

Da jeg gik i folkeskole, var én af mine bedste venner en kvinde i 70’erne, som havde passet mig som lille.

Efter hun ikke længere fik penge for at være sammen med mig, blev jeg ved med at opsøge hende. Lise, hed hun, født i 1928. Med mørk humor, mørke krøller og et skab fyldt med pelse var hendes lejlighed mit tilflugtssted nummer et.

Lise havde jødisk baggrund, og som femtenårig var hun flygtet fra nazisterne i en svensk fiskekutter.

Jeg elskede hendes historier og alt andet ved hende: Hun lavede forfærdelig mad, gav mig altid gaver og var ekstremt elegant.

Vores venskab gik på tværs af alt det almindelige. Det var unormalt og mærkeligt. Men det var lige præcis dét, vi begge havde brug for.

Hvad kan du selv gøre?

Kan vi, inspireret af litteraturens mange eksempler, leve et liv, hvor venner fylder mere, og hvor venskaber får lov at skubbe lidt til vores forestillinger om livet?

Også selvom vi ikke er parate, eller har lyst til at smide familien og alle andre sociale konventioner på historiens mødding?

Jeg er overbevist om, at det er muligt. Men det kræver, at vi går lidt imod nutidens vægt på valgfrihed og individualitet og gør noget umoderne: Laver aftaler og holder dem. Forpligter os. Sender en sms i stedet for at scrolle.

Det kræver også, at vi bygger nye traditioner og rutiner med folk, vi godt kan lide.

Inviterer folk over og hilser på naboen. Smiler og taler til folk i forretningen eller bussen, for såkaldt svage forbindelser (weak ties) er faktisk også sunde for os og giver os en fornemmelse af at indgå i et fællesskab.

Og så kræver det, at vi tør række ud efter mennesker, der ikke ligner os på papiret.

At vi forlader lige-børn-leger-bedst-mentaliteten og rækker ud efter nogle, der er anderledes end os selv, ligesom Louis, Korsgaards Tue og Lagasnerie gjorde.

At vi anerkender, at venskaber kan se ud på mange måder og ikke behøver at ligne de perfekte fester og babyshowers, der præger sociale medier.

For mit eget vedkommende er jeg begyndt at samle venner, også folk jeg ikke har set længe, til diverse arrangementer.

Det er slet ikke hipt og kollegieagtigt, for folk har ofte børn med, og så går tiden med at bygge Lego eller løse konflikter. Men det er underordnet, synes jeg. For mig handler det om, at vi kan rumme hinanden i forskellige livsfaser.

Derudover har jeg udvidet min forståelse af venskab i den forstand, at jeg betragter små interaktioner i det daglige – det gælder alt fra smalltalk med andre forældre i børnehaven til frokoster med kollegaer og venlige beskeder på sociale medier – som en del af det at have venner.

For man behøver ikke at have mange venner, som jeg ser det: Venskab er en praksis.

En indstilling til verden og noget, man gør snarere end noget, man har.

Det har virkeligt hjulpet på min vennesult, og jeg ser på mit forstadsliv i et helt andet lys i dag. Jeg har lært, at jeg ikke mangler noget – men at det snarere handler om gøre noget.

Forskningen i venskab er støttet af Carlsbergfondet.