3 ting, Aristoteles kan lære os om venskab
Ifølge Aristoteles findes der tre typer venskaber, og selvom du måske tænker, at de nære, karakterbaserede venskaber er mest værd, opfordrer den græske filosof dig til at værdsætte hver type.
Ifølge Aristoteles findes der tre typer venskaber, og selvom du måske tænker, at de nære, karakterbaserede venskaber er mest værd, opfordrer den græske filosof dig til at værdsætte hver type.
Selvom lykke og hjertesorg oftest bliver forbundet med romantiske forhold og er inspirationen bag de fleste kærlighedssange, kan kærligheden mellem venner være lige så intens og kompliceret.
Mange kæmper med at skabe og bevare venskaber, og et skænderi med en nær ven kan være ligeså smertefuldt som et brud med en partner.
På trods af disse potentielle faldgruber har mennesket altid værdsat venskab.
I det 4. århundrede før vor tidsregning skrev filosoffen Aristoteles således:
\
»Uden venner ville ingen ønske at leve. Om de så ejede alt på Jorden.«
Aristoteles er mest kendt for sin afgørende indflydelse på naturvidenskab, politik og æstetik, men langt mindre kendt for, hvad han havde at sige om venskab.
Jeg forsker i oldgræsk filosofi, og når jeg dækker dette materiale med mine bachelorstuderende, er de ofte forbavsede over, at en filosof fra oldtidens Grækenland kan kaste så meget lys over deres egne oplevelser med relationer.
.
Annonce:
Men det burde måske ikke være overraskende: Venskaber mellem mennesker har eksisteret, så længe der har været mennesker.
Faktisk er Aristoteles' tanker om venskab så eviggyldige, at de også er med i et helt nyt dansk forskningsprojekt om unge og fællesskaber. Det kan du læse mere om i artiklen Unges mistrivsel: Fællesskaber har en skyggeside.
Her er tre ting om venskab, som Aristoteles stadig kan lære os.
1. Venskab skal være gensidigt og anerkendt
Den første lektion kommer fra Aristoteles' definition af venskab: Gensidig, anerkendt velvilje.
I modsætning til forældreskab eller søskendeskab eksisterer venskab kun, hvis det er anerkendt af begge parter. Det er ikke nok at føle velvilje mod en anden person; de skal også ønske dig alt godt, og I skal begge anerkende denne gensidige velvilje.
Som Aristoteles udtrykker det:
\
»For at være venner ... skal [parterne] føle velvilje for hinanden, det vil sige ønske hinandens alt vel og være opmærksomme på hinandens velvilje.«
Aristoteles illustrerer dette punkt med et tidligt eksempel på et parasocialt forhold – en ensidig relationstype, hvor én person udvikler venskablige følelser for, og endda føler at de kender, en (typisk offentligt) person, de aldrig har mødt.
Annonce:
Aristoteles kommer med følgende eksempel: En fan kan ønske en atlet held og lykke og føle sig følelsesmæssigt investeret i hans succes. Men fordi atleten ikke gengælder eller anerkender denne velvilje, er de ikke venner.
Lige så sandt i dag
Det er lige så sandt i dag, som det var på Aristoteles' tid. Vi kan jo ikke engang kan være Facebook-venner med andre, medmindre de accepterer vores venneanmodning - hvad vi kan gøre, er at følge en person på de sociale medier uden deres accept.
Alligevel er det måske sværere i dag at skelne reelle venskaber fra parasociale relationer. Når influencerne for eksempel deler detaljer om deres privatliv, kan deres følgere udvikle en ensidig følelse af intimitet - de ved ting om influenceren, som kun en nær ven ville have kendt til, før de sociale medier dukkede op.
Influenceren kan føle velvilje over for sine følgere, men det er ikke venskab. Velviljen er ikke reelt gensidig, hvis den ene part føler det over for et individ, mens den anden føler det over for en gruppe.
På denne måde kaster Aristoteles' definition af venskab lys over en situation, der ellers er unikt forbeholdt vores moderne samfund.
2: Tre slags venskab
Aristoteles skelner mellem tre slags venskaber:
- Venskab baseret på egeninteresse
- Venskab for fornøjelsens skyld
- Venskaber, der er karakterbaserede
Hver slags venskab udspringer af det, der værdsættes i vennen: Den nytte de gør, glæden ved deres selskab eller deres gode egenskaber.
Annonce:
Selvom karakterbaseret venskab er den højeste form, kan vi kun have nogle få intime venner. Det tager lang tid at lære en persons karakter at kende, og man skal bruge meget tid sammen for at bevare sådan et venskab.
Da tid er en begrænset ressource, vil de fleste venskaber være baseret på fornøjelse eller nytte.
Nogle gange protesterer mine elever over, at nytteforhold ikke rigtig er venskaber. Hvordan kan to mennesker være venner, hvis de bruger hinanden?
Men når begge parter forstår deres nyttevenskab på samme måde, udnytter de ikke hinanden, men er derimod til gensidig fordel for hinanden.
Som Aristoteles forklarer:
\
»Uoverensstemmelser mellem venner opstår oftest, når deres venskab ikke er, hvad de tror, det er.«
Hvis din medstuderende tror, at I to hænger ud, fordi du nyder hendes selskab, mens du faktisk gør det, fordi hun er god til at forklare matematik, så kan det resultere i sårede følelser.
Men hvis I begge forstår, at I hænger ud, så I kan forbedre dine karakterer i matematik og hendes karakterer i dansk, kan I udvikle gensidig velvilje og respekt for hinandens styrker.
Annonce:
Støttegrupper kan være en slags nyttevenskab
Faktisk kan den begrænsede karakter af et nyttevenskab være netop dét, der gør det gavnligt. Tag eksempelvis en moderne form for nyttevenskab: Støttegruppen.
Fordi vi kun kan have et lille antal karakterbaserede venner, har mange personer, der kæmper med traumer eller kronisk sygdom, ikke nære venner, der kan hjælpe dem med at bearbejde disse oplevelser.
Støttegruppemedlemmer er i stand til at hjælpe hinanden, selvom de har meget forskellige personlige værdier og overbevisninger. Disse forskelle kan betyde, at venskaberne aldrig bliver karakterbaserede - men alligevel kan gruppemedlemmerne føle dyb velvilje over for hinanden.
Kort sagt er Aristoteles' anden lektion, at der er plads til alle slags venskaber, og at et venskab virker, når der er en fælles forståelse for dets grundlag.
3. Venskab er som fysisk form
Endelig har Aristoteles noget betydningsfuldt at sige om, hvad der får et venskab til at holde. Han hævder, at et venskab, ligesom fysisk form, er en tilstand eller indstilling, der skal opretholdes ved aktivitet:
På samme måde, som fysisk form opretholdes ved regelmæssig motion, så opretholdes venskab ved at gøre ting sammen.
Hvad sker der så, når du og din ven ikke kan deltage i venskabsaktiviteter? Aristoteles skriver:
\
»Venner, der er … adskilte, er ikke aktivt venner, men har alligevel en tendens til at være det. For adskillelse ødelægger ikke venskab, selvom det forhindrer dets aktive udøvelse. Men hvis adskillelsen bliver længerevarende, ser det ud til at forglemme selve den venlige følelse.«
Aristoteles' teori holder stik
Nutidig forskning understøtter Aristoteles' tanker: Venskaber kan vare ved selv uden venskabsaktiviteter, men hvis der går lang nok tid, vil venskabet forsvinde.
Det kan se ud til, at Aristoteles' pointe er blevet mindre relevant, nu da kommunikationsteknologier – fra breve til FaceTime – har gjort det muligt at bevare venskaber over store afstande. Men selvom fysisk adskillelse ikke længere er slutningen på et venskab, holder Aristoteles' teori stik.
Forskning viser, at på trods af adgang til kommunikationsteknologier oplevede personer, der mindskede deres venskabsaktiviteter i løbet af det første år af COVID-19-pandemien, et tilsvarende fald i kvaliteten af deres venskaber.
I dag, som i oldtidens Athen, skal venskaber vedligeholdes via venskabsaktiviteter.
Aristoteles kunne ikke have forestillet sig nutidens kommunikationsteknologier, fremkomsten af online støttegrupper eller den slags parasociale relationer, der er blevet mulige som følge af sociale medier.
Men på trods af alle de måder, verden har ændret sig, fortsætter Aristoteles' skriverier om venskab med at vække genklang.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
