Forsker: Din bedstemor kendte også til mental load

Er du ’hjemmets projektleder’, ’følelsesminister’ eller ’familiens blæksprutte’? Så er du formentligt bekendt med begrebet usynligt husarbejde.

Emnet har fyldt i den offentlige debat den seneste tid og omtales ofte som ’the mental load’, der betegner alle de usynlige opgaver, som primært kvinder, og ikke mindst mødre, udfører inden for familien og parforholdet. Det viser statistik på området.

Debatten har blandt andet handlet om, hvorvidt det kun er kvinder, der udfører dem, om det overhovedet er et reelt problem eller bare klynk, og hvem der i så fald er skyld i det.

Man kan hurtigt få et indtryk af, at ’mental load’ er et relativt nyt emne, men dykker vi ned i feministiske traditioner inden for sociologi, psykologi og litteraturvidenskab, kan vi se, at begrebet er blevet diskuteret i årevis.

Og vi får også et unikt indblik i, hvilke konkrete usynlige arbejdsopgaver der er på spil.

Det beskriver jeg i en nyligt udgivet bog, hvor jeg blandt andet fokuserer på skønlitterære tekster, hvor kvinder beskriver deres liv som mødre og familiekaptajner.

I skønlitteratur om moderskab kan vi nemlig finde et sprog for det hårde og ubetalte mor-arbejde, og derfor er den en vigtig arena, hvis vi gerne vil blive klogere på usynligt arbejde kendt som ’the mental load’, og hvordan vi kan gøre noget ved problemet.

Hvorfor udfører kvinder usynligt arbejde?

På samfundsplan er moderskabet en udfordret rolle, hvorom holdninger deler sig, og temperamenter blusser op.

Forskning viser, at kvinder fortsat tager sig af størstedelen af det reproduktive (pasning og pleje af børn og ældre) og praktiske arbejde i hjemmene, såsom rengøring.

Det er et faktum, der står fast på trods af årtiers kvindekamp og store sociale og kulturelle forandringer i slutningen af det tyvende århundrede. Hvorfor, kan man spørge sig selv?

Det er det store og svære spørgsmål, der bliver ved med at vække debat og uenighed i både akademiske og politiske samtaler.

Er kvinder simpelthen mere tilbøjelige til, måske endda biologisk drevne, til at tage sig af børn og hjem? Det er den ene konservative fløjs påstand.

Eller udfører kvinder størstedelen af omsorgsarbejdet, fordi patriarkatet finder det belejligt at dumpe det hos dem, sådan som de venstreorienterede argumenterer for?

Forældreskab, og specifikt moderskab, giver kort sagt anledning til diskussioner, der aldrig mangler hverken damp eller ivrige debattører.

Familien som syndebuk

På grund af sin højspændthed er det et felt, hvor der er nok at tage fat på, hvis man vil kigge på forholdet mellem køn, anerkendelse og usynligt arbejde.

Historisk set er feminismens forhold til moderskabet præget af en vis ambivalens.

Kvindebevægelsen i 1960’erne og 1970’erne problematiserede kvinders dobbeltarbejde; dét, at vi både udfører betalt arbejde, og så har en ekstra vagt i hjemmet.

’The second shift’ (den anden vagt) blev først formuleret af sociologen Arlie Hochschild i hendes bog fra 1989, og i kvindebevægelserne blev der sat kræfter ind på at omorganisere eller helt undergrave familien, ægteskabet og børneopdragelsen, fordi det stod i vejen for kvindelig frigørelse.

Psykoanalytiker Juliet Mitchell og forfatter Betty Friedan gjorde familien til syndebuk, i den forstand at de mente, familien hindrede kvinders kreative og betalte udfoldelser.

Kernefamilien er undertrykkende

Andre var mere radikale, og tænkere som Shulamith Firestone udgav blandt andet ’The Dialectic of Sex: The Case for Feminist Revolution’ i 1970.

Her argumenterede Firestone for, at reproduktion burde udliciteres til maskiner med henblik på helt at fjerne byrden fra kvinder.

Forfatteren Germaine Greer gik også langt, da hun stemplede kernefamilien som indbegrebet at kvindeundertrykkelse og postulerede, at en husmors arbejde er aldeles resultatløst og formålsløst.

Kvindens rolle i hjemmet og den byrde, hun påtager sig i relation til reproduktivt arbejde, er således langtfra en ny debat, men derimod en diskussion, der har stået på i årevis.

Skønlitteraturens blik på usynligt arbejde

I skønlitteraturen er der også skrevet meget om kvinders rolle som primære omsorgsgivere.

I en dansk sammenhæng kan man for eksempel nævne forfatterne Olga Ravn og Cecilie Lind, der begge har sat moderskabet på den litterære dagsorden.

Maja Lucas’ roman ’Mor. En historie om blodet’ har også bidraget til debat og kontroverser.

Ved udgivelsen i 2016 blev den beskrevet som et vigtigt litterært skridt ind i uudforsket territorie og en undersøgelse af grænserne for, hvad der må skrives og siges om kvinders liv.

Den hudløst ærlige tekst tilbyder desuden forældre allevegne rig mulighed for at genkende og spejle sig selv i fortællerens indestængte vrede og ’omsorgsfrustration’.

Bogen ramte dermed en blotlagt social nerve, da den udkom.

Usynligt arbejde får ikke anerkendelse

Maja Lucas tager især fat på alt det arbejde, der knytter sig til moderskabet, og peger på, hvordan den manglende anerkendelse af kvinders usynlige omsorgsarbejde influerer forholdet mellem mænd og kvinder samt kvinders egen selvforståelse.

Hvor arbejde i offentlige og professionelle sammenhænge er knyttet til løn og andre belønninger, indebærer det fysiske og psykiske omsorgsarbejde forbundet med reproduktion ikke nogen formel anerkendelse.

Sociologen Erin Hatton har i den sammenhæng påpeget, at omsorgsarbejde er usynligt, fordi det udføres i hjemmet, og hjemmet er »konstrueret som et sted, hvor ’rigtigt’ arbejde ikke finder sted.«

Litteratur gør arbejde synligt

I Maja Lucas bog ’Mor. En historie om blodet’ er manglen på anerkendelse tydelig:

Hovedpersonen arbejder hårdere end nogensinde før, men i stedet for at opleve tilfredshed med sin store indsats, føler hun sig i stedet intenst deprimeret og udtømt – nærmest slavebundet – da der netop ikke er nogen umiddelbare former for belønning eller anerkendelse knyttet til arbejdet.

Det er min påstand, at ’Mor – En historie om blodet’ kan hjælpe os med at gøre det usynlige arbejde synligt.

Mange passager i bogen opremser for eksempel de små ting, som hovedpersonen er nødt til at gøre for at få sig selv og resten af familien til at fungere, uden det resulterer i den mindste form for anerkendelse fra omgivelserne.

Vi skal anerkende det usynlige mor-arbejde

Disse passager, der beskriver alle de små detaljer i hverdagen med børn, fremhæver det usynlige arbejde, der finder sted i hjemmet.

Det får læseren til at reflektere over, og måske også genkende, den store indsats, hovedpersonen er nødt til at udføre for at komme igennem noget så banalt som en almindelig eftermiddag.

Psykologerne Lucia Ciciolla og Suniya Luthar argumenterer for vigtigheden af en »[...] større samfundsmæssig anerkendelse af usynligt arbejde blandt mødre.«

Men de to psykologer kommer ikke med forslag til, hvordan man præcist griber det an, eller hvordan man adresserer de risici, der er forbundet med at fremskynde en form for anerkendelse, der kan ende med at gøde jorden for et konservativt kvindesyn.

For hvis man anerkender kvinder som familieledere og som omsorgspersoner, risikerer man så ikke at forvente, at vi bliver ved med at være netop dette: kaptajner og primære omsorgsgivere?

Risikerer man ikke at cementere, at natlige opvågninger og ble-skift er særligt kvindelige dyder, vi skal tage os af, fordi vi er ’bedst’ til det?

Mor-arbejde og mor-rolle er ikke det samme

Man kan imidlertid også argumentere for, at vi skal blive bedre til at anerkende alt det arbejde, moderskabet indebærer.

En anerkendelse, der retter sig imod alt det usynlige arbejde, kvinder udfører på daglig basis, er nemlig konstruktiv i den forstand, at den ikke retter sig imod mor-rollen i sig selv – og dermed ikke glorificerer det moderlige.

Det er en anerkendelse, der stiller skarpt på arbejdet frem for på dén, der udfører det, og i det perspektiv kan alle sådan set udføre mor-arbejde: pædagoger, mænd, onkler, tanter såvel som andre omsorgspersoner.

Debatten er ikke ny

’Mor. En historie om blodet’ tegner med sine dybt genkendelige hverdagssituationer og spruttende følelser af afmagt og frustration et billede af, hvordan omsorgspersoner lider under samfundets manglende anerkendelse af deres store arbejdsindsats.

En manglende anerkendelse af alt det arbejde, mødre og andre, der udfører mor-arbejde, påtager sig hver eneste dag, året rundt.

Bogen peger dermed på behovet for netop dette: større synlighed og anerkendelse!

Litterære skildringer af hverdagslige situationer, som læseren kan spejle sig i, viser sig på den måde meget brugbare i forhold til at fremme en politisk og social agenda.

I det hele taget kan skønlitterære tekster, såvel som feministiske diskussioner inden for sociologi og psykologi, være med til at gøre os klogere på de historiske rødder af begreberne ’the mental load’ og usynligt arbejde og pege på, at der ikke er tale om nye begreber.

Emma Holtens nye bog ’Underskud’, der har vakt stor debat, lægger sig eksempelvis i forlængelse af en rig tradition inden for feministiske og litterære analyser, hvor man i årtier har diskuteret kvinders rolle som ubetalte omsorgsgivere og projektledere i hjemmet.

Så meget desto mere grund til at tage argumenterne alvorligt.