Olie, magt og Iran: Derfor slipper regeringerne ikke de fossile brændstoffer

Oliemarkederne har svinget voldsomt den seneste uge i kølvandet på konflikten i Iran. Prisen er steget til over 100 dollar per tønde, mens angreb på skibsruter og trusler mod Hormuzstrædet har lagt pres på forsyningerne og skabt uro på det globale marked.

Det Internationale Energiagentur har ovenikøbet varslet den største nødfrigivelse af oliereserver nogensinde i et forsøg på at berolige markedet.

Det siger alt om, hvor afhængig verden fortsat er af olie. Og det gør afhængigheden desto mere opsigtsvækkende, fordi mange af verdens største olie- og gasproducenter – fra Saudi-Arabien og Rusland til Norge – er statsejede aktører, der samtidig ynder at fremstille sig selv som ansvarlige klimaspillere, der offentligt har lovet at handle på klimakrisen.

Omkring halvdelen af verdens olie- og gasreserver er stadig på statslige hænder. Så hvorfor går de så ikke forrest i omstillingen, hvis regeringerne kontrollerer så stor en del af verdens olie- og gassystem, og den globale udledning samtidig er rekordhøj?

De nationale olieselskabers magt

Svaret er enkelt: Olie er magt. Og dem, der sidder på olien, har sjældent travlt med at save den gren over, de selv sidder på. Vores forskning viser, hvordan regeringerne omsætter olieindtægterne til både politisk indflydelse og økonomisk slagkraft.

Rusland og Kina kanaliserer eksempelvis olieindtægter ind i statsejede industrier, der skal holde væksten oppe, samtidig med at de begrænser afhængigheden af fossile brændsler.

Indien og Norge investerer også massivt i vedvarende energi, men først og fremmest for at føje mere energi til systemet, ikke for at fortrænge olien.

Saudi-Arabien går en anden vej og flytter værdier ud af landet gennem enorme statslige fonde og holdingselskaber i blandt andet Luxembourg.

Dominerer hjemlige økonomier og spiller en stor rolle på de internationale energimarkeder

Regeringerne kontrollerer først og fremmest olie og gas gennem nationale olieselskaber og statslige investeringsfonde. Det er statsejede fonde, som ofte er skabt af indtægterne fra fossile brændstoffer.

Der findes mere end 70 nationale olieselskaber på verdensplan. Mange af dem dominerer ikke bare deres hjemlige økonomier, men spiller også en stor rolle på de internationale energimarkeder.

Verdens største olieselskab er i dag Saudi Aramco, som er ejet af den saudiske stat. Blandt de øvrige statskontrollerede fossile giganter finder man PetroChina i Kina, Gazprom og Rosneft i Rusland samt Equinor i Norge.

I mange lande udgør disse virksomheder helt centrale søjler i statens magtapparat. I Saudi-Arabien er kronprins Mohammed bin Salmans opstigning som landets de facto-leder eksempelvis tæt koblet til kontrollen over Saudi Aramco.

I 2015 fik kronprinsen større indflydelse over Saudi Aramco, og det gav ham mulighed for at styre de enorme olieindtægter ind i sin egen økonomiske udviklingsstrategi. Samtidig styrkede han sit politiske greb ved at placere loyale allierede på nøgleposter i virksomheden.

Olieindtægterne finansierer også en stor offentlig sektor, omfattende subsidier og sociale ydelser i Saudi-Arabien. Udgifter, der i praksis er med til at holde det politiske system stabilt.

Et lignende mønster tegner sig i Rusland. Efter Vladimir Putin kom til magten, placerede han gradvist politisk loyale folk på topposter i Gazprom og Rosneft.

Tidligere privatiserede fossile selskaber blev igen bragt under tættere statslig kontrol og gjort til effektive redskaber for både den indenlandske magtudøvelse og russisk udenrigspolitik.

I dag kanaliserer disse selskaber enorme summer til Putin og hans kreds, samtidig med at de tjener geopolitiske formål, blandt andet når statskontrollerede rørledninger bruges til at lægge pres på Europa og Ukraine.

Olieautoritarisme?

Ligesom Saudi-Arabien og Rusland udvinder Norge fortsat store mængder olie og gas gennem sit nationale selskab, Equinor. Produktionen er endda steget i de senere år.

Alligevel bliver Norge ofte fremstillet som både et klimapolitisk foregangsland og et demokratisk forbillede, selvom landets politiske økonomi afslører en tilsvarende strukturel afhængighed af fossile indtægter.

Norges øvrige økonomi kan ikke bære statens udgifter alene.

Olie- og gasindtægterne er med til at lukke hullet, samtidig med at de fylder den enorme oliefond, som finansierer en stor del af den offentlige velstand. Det skaber et stærkt politisk incitament til at holde produktionen kørende.

Politikerne nyder godt af den stabile offentlige økonomi og et velfinansieret velfærdssystem. Vælgerne nyder godt af solide offentlige tjenester og sociale ydelser, som i høj grad er båret af olieindtægterne.

Kort sagt: Den fossile rigdom er med til at understøtte den politiske stabilitet.

Samtidig rummer den norske model en demokratisk blind vinkel. Borgerne vælger ikke direkte ledelsen i Equinor eller i centralbanken, som forvalter den statslige formuefond. Dermed er afgørende beslutninger om olieindtægterne placeret uden for direkte folkelige indflydelse.

Selv i et liberalt demokrati kan koblingen mellem statsejet olie og politisk magt på denne måde skabe incitamenter, der favoriserer fortsat produktion. Det illustrerer, hvordan en statsejet oliesektor forandrer forholdet mellem staten og borgerne.

Nationale olieselskaber samler både økonomisk og politisk magt hos dem, der kontrollerer dem. Det er en væsentlig del af forklaringen på, at reelle forandringer i olieproduktionen og det massive olieforbrug er gået så langsomt på tværs af vidt forskellige politiske systemer.

I den forstand handler olie ikke kun om energi eller økonomi, men om magt.

Så længe regeringerne fastholder investeringerne i det fossile system, vil en reel indsats mod klimakrisen have trange kår.

Denne artikel er en del af et samarbejde mellem Videnskab.dk og The Conversation UK, hvor artikler skrevet af danske forskere også udgives på engelsk. Du kan læse den engelske version af artiklen her. Artiklen er oversat af Stephanie Lammers-Clark.