Store mængder af olie og gas og et statsejet olieselskab, der finansierer en massiv statslig investeringsfond, er det korte svar på overskriften.
Du kan derudover erstatte Saudi-Arabien med lande som Kuwait, Forende Arabiske Emirater, Qatar, Rusland, og pointen vil forblive den samme. På verdensplan er cirka halvdelen af alle olie- og gasressourcer på statsejede hænder.
Jeg forsker i statslige investeringer i fossile brændstoffer ved Roskilde Universitet. Nærmere bestemt, hvordan stater kan bevæge sig væk fra denne type investeringer.
Da jeg startede min ph.d., havde jeg en idé om, at min forskning ville handle om, hvordan olielande adskiller sig fra hinanden.
Men efterhånden som min forskning skred frem, blev det klart for mig, at det snarere drejer sig om de slående ligheder, disse lande deler.
Store olieindtægter har en meget specifik og ensartet effekt på et land – uanset om det land hedder Norge eller Saudi-Arabien. Lad mig uddybe.
Norges pengetank ville gøre Joakim von And misundelig
Norge fandt olie i 1960’erne, mens vi for Saudi Arabiens vedkommende skal tilbage til 1930’erne.
Siden de første olieboringer fandt sted, har begge lande udviklet en kæmpe statsejet olie- og gasindustri, der i Norge har statsejede Equinor (tidligere Statoil) og Statens Pensjonsfond som epicenter.
For Saudi Arabiens vedkommende er det statsejede Saudi Aramco og The Public Investment Fund.
I Norge har man udviklet et system, hvor indtægter fra olieaktiviteterne i landet overføres til Statens Pensjonsfond, der derefter reinvesterer indtægterne.
I dag er Statens Pensjonsfond en af de største institutionelle investorer på verdensplan, og fonden ejer i gennemsnit 1,5 procent af alle verdens børsnoterede virksomheder.
Man kan blot give fondens hjemmeside et klik og med fascination følge med i liveopdateringen af fondens markedsværdi.
Statens Pensjonsfond, med sine i skrivende stund cirka 19.500.000.000.000 norske kroner i værdi, fungerer blandt andet som en finansiel reserve for den norske økonomi.
Lover grøn omstilling, men borer stadig efter ny olie
De seneste år har indtægterne fra olie-og gasaktiviteter udgjort cirka 20-30 procent af statens indtægter i Norge.
Det politiske system i Norge er derfor tæt vævet sammen med og afhængigt af indtægterne fra olie- og gassektoren.
Denne afhængighed er ikke blot et resultat af Norges egne isolerede valg, men er i høj grad præget af globale markedsstrukturer som den stigende internationale efterspørgsel på fossile brændstoffer.
Dette skaber en strukturel afhængighed, som Norge både drager fordel af, men samtidig også er fanget i.
\ Læs også
Derfra er der ikke langt til at forstå, hvorfor Equinor fortsat ekspanderer sine olieaktiviteter på trods af Norges løfter om grøn omstilling.
Norge har en ambition om at være klimaneutral i 2050, det vil sige et løfte om at reducere 90-95 procent af landets CO2-udslip. Med en fortsat voksende oliesektor er det et tomt løfte.
Saudi-Arabien lever næsten kun af olie og gas
Vender vi blikket mod Saudi-Arabien, har vi med et radikalt anderledes politisk system at gøre. Saudi-Arabien, et absolut monarki med Al Saud familien i spidsen, har fuld kontrol over et af verdens største olieselskaber, statsejede Saudi Aramco.
I Saudi-Arabiens tilfælde udgør olieindtægterne stort set statens eneste indtægtsgrundlag – i nogle år har olie-og gasaktiviteterne udgjort cirka 80 procent af statens indtægter.
Ligesom i Norge bliver indtægter fra olie- og gasaktiviteter overført til deres statsejede investeringsfond, The Public Investment Fund.
Fonden spiller en central rolle i Saudi-Arabiens forsøg på at diversificere økonomien væk fra olie og gas ved at investere i andre vigtige sektorer såsom turisme og teknologi.
Olie og gas er derfor uundværligt for landets økonomiske stabilitet, uanset om indtægterne stammer fra direkte eksport af olie og gas eller fra afkastet fra The Public Investment Fund.
To lande med samme olie-afhængighed
Hvad har et absolut monarki som Saudi-Arabien dog tilfælles med et demokrati som Norge? De er begge indfanget i samme afhængighed af fossile brændstoffer i den globale økonomi.
Deres politiske og økonomiske system kan ikke overleve i sin nuværende form uden brændsel fra olie og gas. Derfor er der lange udsigter til, at magthaverne i de respektive lande klipper navlesnoren til deres guldgrube.
Det hører med, at Norge har et andet økonomisk råderum end Saudi Arabien. Det gør, at staten i teorien kan overleve uden sine olie-og gasindtægter.
Men i praksis kræver det en stat, der opgiver en rigdom og magt, som gør store dele af samfundets øvrige sektorer (velfærd, kultur, fiskeristøtte med mere) afhængige af statens subsidier, investeringer og overførsler.
Det kræver, at oliesektoren, hvor en mindre gruppe af individer på tværs af brancheforeninger, olieselskaber og stat stopper den massive modstand mod udfasning af fossile brændstoffer.
I stedet skal de udfase deres eget magtgrundlag.
Sidst, men ikke mindst, kræver det et opgør med den norske folkemyte og selvforståelse: Fortællingen om landet, der gik fra et fattigt fiskersamfund til en rig og gavmild velfærdsstat takket være oliefundene.
Problemet med myten er bare, at den ikke er sand.
Norge var ikke fattige, da de fandt olie. Uden olien havde Norge nærmere lignet nutidens Sverige eller Danmark, ifølge Anne Karin Sæther, forfatter til bogen ’De beste Intensjoner – Oljelandet i klimakampen’ .
Nøglekomponenterne til ligheden mellem de to stater: En rig og magtfuld stat med en afhængighed af olieindtægter og en civilbefolkning, der lever godt af statens oliepenge.
Den grønne omstilling er et spørgsmål om magt, ikke teknologi
Som civilbefolkning må vi tage et opgør med de magtfulde interesseser og narrativer, der fastholder os i en forståelse af, at vi kan forsætte status quo, og at teknologien løser problemerne for os.
En nødvendig start er en forståelse af realiteterne.Cirka 2/3 af verdens CO2-udslip kommer fra energi, i særdeleshed udvindingen og forbrug af olie og gas. Så hvordan vi producerer, konsumerer og distribuerer energi, er helt centralt for den grønne omstilling.
Her er det værd at bemærke, at også Danmark er et olieland gennem det statsejede selskab Nordsøenheden og det tilknyttede selskab Nordsøfonden.
Statsindtægterne herfra er dog væsentlig mindre end for Saudi-Arabien og Norge.
COP-28, COP-29 og COP-30: Olie, olie og mere olie
Vi kan også betragte denne olieafhængighed i lyset af COP-29, som netop nu afholdes i Baku, Aserbajdsjan.
Aserbajdsjan har det statsejede olieselskab State Oil Company of the Azerbaijan Republic (SOCAR), der finansierer landets oliefond, State Oil Fund of Azerbaijan.
COP-28 blev afholdt i Dubai, De Forenede Arabiske Emirater (FAE).
FAE har de statsejede olieselskaber Abu Dhabi National Oil Company (ADNOC) og Emirates National Oil Company (ENOC) samt oliefondene Abu Dhabi Investment Authority (ADIA) og Mubadala.
COP-30 skal afholdes i Brasilien, som har det statsejede olieselskab Petrobras.
Hvad kan vi gøre?
Når vi ikke kan forlade os på, at statslige instanser løser problemet for os, lægger det et kæmpe pres på civilsamfundet. Hvilke muligheder har vi?
Et par bud:
- Vi kan støtte klimabevægelsen
- Møde op til en demonstration
- Skrive et debatindlæg
- Støtte de for tiden økonomisk hårdt pressede civilsamfundsorganisationer (kan defineres som private, non-profit-medlemsorganisationer, der opererer mellem stat og marked - såsom for eksempel Danmarks Naturfredningsforening, Verdensnaturfonden, Greenpeace mv, red.)
- Presse på for politiske forslag, der mindsker økonomisk ulighed og styrker demokratiet ved at sprede magten
Sidstnævnte er særdeles vigtig, da den fjerner magten fra teknologi-optimisterne.
Heldigvis er mulighederne mange, selvom problemerne er store.
