Oldtidens Ægypten havde sine egne influencere. Mød en af dem her

I dag bruger politikere i høj grad sociale medier, når de iscenesætter sig selv. Bare tænk på statsminister Mette Frederiksens berømte makrelmad.

Men ’self-branding’ er langtfra et moderne fænomen. I oldtidens Egypten brugte man statuer som filtre, relieffer til at sælge idéen om det perfekte liv og titler som selviscenesættelse.

Og særligt én person perfektionerede brugen af oldtidens ’sociale medier’: Vesiren Paser. Ham skal du møde i denne artikel.

I min forskning har jeg undersøgt, hvordan vesiren (en oldtids-statsminister) brugte selviscenesættelse i sit opførte gravkammer og på relieffer til at udbrede og konsolidere sin magtposition. Disse medier afslører desuden ny information om samfundets top, politik, magtbalancer og internationalt diplomati.

Men lad os begynde med lidt fakta om oldtidens Ægypten. Riget opstod 2.900 år før vor tidsregning – altså for næsten 5.000 år siden. Og det bestod lige til 32 år før vor tidsregning, da Ægypten blev en romersk provins.

I de mere end 2.800 år oldtidens Ægypten eksisterede, udspillede sig et væld af magtkampe, krige og økonomisk udvikling og kriser. Du kan få et meget forsimplet overblik over perioden i boksen nedenfor.

Paser var influencer

I Det Nye Rige, som er den tidsperiode, jeg beskæftiger mig med, var der altid to vesirer ad gangen.

Én bestyrede det nordlige Ægypten, mens den anden havde kontrollen mod syd. Paser var vesir for det sydlige Ægypten i begyndelsen af den periode, som kaldes Ramesside Tiden (ca. 1290-1180 før vores tidsregning – altså for tæt på 4.000 år siden).

Man kan sige om Paser, at han var en af sin tids største influencere, eftersom han var exceptionelt aktiv når det kommer til at indprente sit navn og billede så mange steder, som muligt.

Selvom den høje aktivitet gør det muligt at analysere mange aspekter af statslig administration og vesirens funktion i den, er der ikke blevet lavet en dybdegående undersøgelse af Paser og hans virke før nu.

I min forskning har jeg anvendt kildemateriale relateret til Paser til at undersøge, hvad han egentlig lavede som embedsmand. Jeg har kigget på hans grav, statuer, steler (en høj sten med indskrift), kapeller, mindre genstande og andet skriftligt materiale.

For at have noget at sammenligne med, og give et mere nuanceret billede, har jeg brugt Pasers kolleger fra samme tidsperiode.

Grave fungerede som sociale medier

I oldtidens Ægypten blev især grave brugt som den ultimative platform til selviscenesættelse.

En grav i oldtidens Ægypten var nemlig ikke bare et sted, man blev placeret efter sin død. Det var i høj grad et udstillingsvindue, som blev brugt til at positionere sig selv, mens man var i live.

På gravpladserne i det gamle Ægypten holdt man også festival for de døde, sammenlignelig med 'Dia de los Muertos' (de dødes dag), som vi kender fra blandt andet Mexico.

Og samtidig var det vigtigt for gravenes ejere at blive husket og bevare deres dødekult gennem madofre og bønner. Derved kunne de opretholde et evigt liv i det hinsides.

Mange mennesker kom altså forbi gravene, mens de blev opført og inden de blev taget brug. Derfor kunne bygherren bruge væggene både indvendigt og udvendigt til at promovere sig selv.

Paser kunne selv styre sin fortælling

At få bygget sin egen grav var naturligvis forbeholdt mennesker i magtfulde positioner, som for eksempel farao og de, der arbejdede i hans regering.

Således også Paser, der selv satte bygningen af sin grav i gang, mens han var i live. Så der var rig mulighed for at styre fortællingen.

Paser fik bygget sin grav på vestbredden af Nilen ved Luxor i det centrale Ægypten, og her er det tydeligt, hvordan han ønskede at blive fremstillet.

Ved at placere sin grav lige præcis det sted, sammenlignede han sig selv med en række meget magtfulde vesirer, som levede omkring 150 år før ham selv. De var nemlig begravet i netop det område.

Den sammenligning bliver styrket, når man kigger på hans valg af tekst og dekorationer i graven. De havde nemlig et fokus på hans stilling som vesir.

Sidst men ikke mindst valgte han at få bygget en pyramide oppe på en bakketop, mens hans grav blev placeret i bunden. På den måde blev pyramiden og Paser forbundet med de vesirer, som i forvejen havde bygget deres grave dér.

Med gravens og pyramidens placering forbandt Paser sig altså med tidligere magthavere i samme stilling som ham selv.

Hans ønske om den sammenkobling skal findes i det politiske miljø. Ægypten havde nemlig været igennem en politisk ustabil tid, og magthaverne, som Paser tilhørte, havde brug for at legitimere deres magt.

Flere greb til selvpromovering

Også andre steder end gravpladserne benyttede man visuelle og skriftlige medier til selvpromovering. Paser fik for eksempel fremstillet adskillige statuer, som blev anbragt i forskellige templer. Disse statuer afslører flere detaljer om Pasers karriere og politiske arbejde.

For eksempel begyndte han som erfaren vesir at bruge titlerne for ypperstepræsten for Amun, den vigtigste gud på det tidspunkt. Det afspejler en sammenhæng mellem religion og statslig kontrol.

Det er særligt gennem brugen af titler, jeg har undersøgt vesirernes funktion. På vesirernes statuer har det vist sig, at brugen af titler – for eksempel ’herren over hemmeligheder i Neiths tempel’ afspejler både den gud, det pågældende tempel var dedikeret til, og baggrunden for at statuen blev fremstillet.

Det perfekte menneske

Nok kan det være svært at se sammenhænge mellem vores moderne verden og en civilisation, som fandtes for flere tusind år siden. Men mange af de samme impulser og behov, som man i dag kan genkende fra sociale medier, genspejles altså i historien.

Således havde individet i oldtiden mange af de samme tendenser til at udstille sig selv som det perfekte menneske. Med filter og det hele.

Deres modtagere begrænsede sig til bestemte grupper og deres budskab kunne ikke sendes ud til som virale videoer på TikTok. Men intentionen var den samme.