Nogle gange er det godt at blive mindet om, at din dag kunne være værre.
I et nyt studie har en 3D-designer rekonstrueret et ansigt ud fra en falden bondekrigers vansirede kranie.
Staklens knogler blev fundet ved Visby på den svenske ø Gotland og er blevet dateret til at være fra år 1361 - det år, hvor den danske Kong Valdemar Atterdag angreb byen og slagtede en hær af utrænede og dårligt udrustede bønder, der var sat til at beskytte den.
Og her, sammen med 1.800 af sine gotlandske kampfæller, faldt han med en stor flænge, der kløvede hans mund i to.
»Det har været en massakre,« fortæller Kåre Johannessen, der er historiker, arkæolog og som har udgivet flere bøger om den danske middelalder.
»Manden hér har levet hele sit liv som bonde, og pludselig skulle han stå ansigt til ansigt med Valdemar Atterdags topmoderne og rutinerede ryttere. De har aldrig haft en chance, og det har de formodentlig vidst,« siger han.
Efter slaget, der var et af tidens allermest blodige, åbnede Visby sine porte, og Valdemar Atterdag brandbeskattede byen - en dyrtbetalt dummebøde, som Kåre Johannesen beskriver det.
Gotland forblev herefter en del af det danske kongerige indtil 1645.
Databaseret rekonstruktion - og gætværk
Rekonstruktionen af ansigtet, og det dertilhørende studie, er godt lavet, mener Niels Lynnerup, der er professor på Retsmedicinsk Institut ved Københavns Universitet.
Han har selv arbejdet med genskabelsen af ansigter ud fra arkæologiske kranier - blandt andet af Sven Estridsen, der var konge i Danmark indtil omkring år 1075.
»Når man skal rekonstruere et ansigt, tager man som det første udgangspunkt i ansigtsskelettet og identificere de helt grundlæggende ting som køn og alder,« fortæller han til Videnskab.dk.
»Herefter kigger man på anatomiske studier og databaser for at vurdere den gennemsnitlige bløddelstykkelse forskellige steder på ansigtsskelettet for mennesker i dette område på denne tid. Det vil sige, hvordan blandt andet deres læber, næse eller kinder så ud. Herefter ‘udfylder’ man hele ansigtet oven på ansigtsskelettet med hensyntagen til de vigtigste muskler.«
Og hertil rækker den databaserede rekonstruktion.
»Herefter er resten mere eller mindre gætværk. Om personen har være tyk eller mager, haft mange rynker eller skæg eller personens hud-, hår- og øjenfarve, kan vi ikke sige noget om,« fortæller Niels Lynnerup.
»Man kan lade sig inspirere af eksempelvis kalkmalerier eller mønter fra denne tid for at få et indtryk af moden inden for skæg eller frisure. Men det er selvfølgelig ikke særlig præcise ledetråde.«
Så han har altså ikke set ud som afbilledet?
»Muligvis ikke, men det er et kvalificeret gæt, og det, synes jeg, er helt fint. I studiet gør de også rede for usikkerhederne,« svarer Niels Lynnerup.
»Det samme kan jo også siges om Langhuset i Lejre eller vikingeskibene i Roskilde: Det er bare rekonstruktioner. Hvis alternativet er kun at udstille skeletter, så synes jeg, det er i orden.«
Hamrer budskabet hjem
For forskningen bidrager rekonstruktioner som disse ikke til noget, er Kåre Johannesen og Niels Lynnerup enige om.
Men for formidlingen gør det meget.
»Det gør historien mere nærværende for os som beskuere,« siger Kåre Johannesen.
»Når man kan se en persons ansigt, er det meget nemmere at forstå, at fortiden ikke er en grå, fremmed masse af navnløse mennesker - men at den bestod af virkelige folk,« tilføjer han.
Det er Niels Lynnerup enig i:
»Det viser, at middelalderen kunne være frygtelig og hamrer virkelig budskabet hjem. Det gør meget, når vi pludseligt kan se, at han var ligesom dig og mig. Og man skal heller ikke glemme, at formidling også er vigtigt for forskningen,« fortæller han.
»Stik ham her en iPhone og en cardigan, og så kunne han lige så godt være din underbo,« afslutter Kåre Johannessen.
»Det er banalt, men også vigtigt. Vi kan kun bruge historien til noget, hvis vi forstår, at historien handler om mennesker som os selv.«
