Vi lever i en verden præget af massive økonomiske og politiske forskelle i levestandard og livskvalitet. Disse massive forskelle kan let komme til at skygge for en vigtig pointe: Skellet mellem velstående demokratiske retsstater og fattige fejlslagne stater eller undertrykkende regimer er faktisk af nyere dato.
Historiske samfund har været kendetegnet ved korrupte og ineffektive stater, og politisk medbestemmelse har – dersom den fandtes – været forbeholdt en snæver elite af aristokrater samt eventuelt et præsteskab.
Historisk set har den altovervejende del af menneskeheden måttet leve fra hånden til munden.
Retsstat og demokrati er resultatet af en udvikling
De materielle levevilkår, vi har vænnet os til i eksempelvis Danmark, er med andre ord resultatet af en forbløffende historisk udvikling. De udgør ét af tre led i det, jeg vil omtale som det ’europæiske mirakel’.
\ Tænkepauser
Jørgen Møller har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Europa’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Europa’ er nummer 43 i serien, og udkom 7. november 2016.
Læs mere om bogen her.
Økonomiske historikere har brugt dette udtryk om de velstandsstigninger, der fra midten af 1700-tallet og fremefter løftede først Europa og siden også en række andre lande ud af fattigdom.
Jeg bruger det i en lidt bredere forstand, der indbefatter den sideløbende udvikling af demokratiet og retsstaten.
For ligesom en ulykke sjældent kommer alene, kan man også sidde i held. De seneste århundreders velstandsstigninger er kommet ridende på frakkeskøderne af to andre skelsættende udviklinger: en stadig større respekt for befolkningens rettigheder og en stadig større medinddragelse af befolkningen i statsstyret.
Med tiden er disse udviklinger kulmineret i den moderne markedsøkonomi, den moderne retsstat og det moderne demokrati.
Udviklingen kan ikke forstås uden middelalderen
Disse udviklinger har imidlertid dybe rødder. Historien om det moderne Europa er ikke blot en beretning om renæssancen, oplysningstiden og de politiske kampe i de seneste 200 år.
Faktisk kan den ikke forstås uden et nærmere blik på middelalderen.
Middelalderen blev længe set som en tid præget af primitiv teknologi, materiel elendighed, magtbrynde, overtro og afstumpethed. Det er disse associationer, der endnu i dag er forbundet med udtrykket »den mørke middelalder«.
Det negative syn på middelalderen går tilbage til renæssancen. Også dette udtryk er sigende. Det betyder genfødsel og henviser til den ’genopdagelse’ af antikkens viden, som i øvrigt også har givet navn til ’middelalderen’, dvs. tidsalderen mellem antikken og antikkens genfødsel.
Middelalderens skrald fejes væk
Renæssancens nedvurdering af middelalderen fik yderligere vind i sejlene under oplysningstiden, og vi finder et godt eksempel på den i Karl Marx’ berømte bemærkning om, at Den Franske Revolution i 1789 var en gigantisk kost, der fejede det middelalderlige skrald væk.
I de seneste generationer har forskere imidlertid givet genoprejsning til middelalderen, der nu bliver set som en dynamisk tid, der lagde brostenene til det moderne Europa.
Kun ved at forstå det middelalderlige skrald er det med andre ord muligt at forstå, hvorfor fattigdommens lænker blev brudt, og hvorfor statsmagten blev civiliseret og demokratiseret.
Kong Johan og frihedsbrevet
Vi spoler tilbage i tiden til en sommerdag på en engelsk eng i 1215.
15. juni 1215 tvang en gruppe engelske stormænd kong Johan uden Land (navneforklaring følger) til at underskrive Magna Carta på engen Runnymede godt 30 kilometer vest for London.
Magna Carta var det, vi på dansk kalder en håndfæstning eller et frihedsbrev, og det knæsatte frem for alt en række friheder for adelen. Men frihedsbrevet etablerede samtidig, at ingen fri mand kunne dømmes, uden at det skete ved lov. Med andre ord fastslog det, at kongen stod under og ikke over loven.
Optakten er spændingsmættet. Johan – den fra Robin Hood kendte prins John – havde i 1199 overtaget tronen efter sin bror, Richard Løvehjerte. Den engelske konge herskede på denne tid over betydelige dele af Frankrig, og i 1202 gerådede Johan i krig med den franske konge, Filip August.
Krigslykken gik imidlertid Johan imod. I 1204 mistede han herredømmet over en række franske provinser, herunder Normandiet og Anjou, hvor Johans slægt kom fra – deraf det lidet flatterende tilnavn ’uden Land’.
Modstanden mod Johan vokser
Johan kæmpede i de følgende år for at generhverve sine franske provinser. Men han kunne ikke få has på Filip August, og i 1214 led han et forsmædeligt nederlag i Nordfrankrig. Samtidig havde skatteudskrivningerne fået modstanden til at syde hos de engelske stormænd.
En række stormænd havde blandt andet af denne grund nægtet at deltage i Johans franske kampagne. Prestigetabet, der fulgte af nederlaget i 1214, styrkede de oprørske stormænd og gjorde en konflikt uundgåelig.
Stormændene rejste en hær, der erobrede London. Johan var, hvis han ønskede at beholde sin trone, tvunget til at komme overens med oprørerne. Resultatet var Magna Carta.
Danske konger underskrev frihedsbreve
Der er som sådan intet unikt ved Magna Carta. Vi finder lignende frihedsbreve over hele Vest- og Centraleuropa i løbet af høj- og senmiddelalderen.
Eksempelvis måtte de fleste danske konger ved deres tronbestigelse underskrive en håndfæstning, der sikrede specielt adelen, men ofte også andre samfundsgrupper, betydelige rettigheder.
Den første håndfæstning blev underskrevet af Erik Klipping i 1282 – i øvrigt efter flere årtiers strid mellem de danske konger og kirken, personificeret ved ærkebiskop Jakob Erlandsen. Traditionen varede ved, helt til Frederik 3. gennemførte enevælden i 1660.
Fra Magna Carta til Westminster
Frihedsbreve à la Magna Carta er i den forstand et karakteristisk træk ved middelalderens Europa. Men Magna Carta peger også frem imod et andet aspekt ved den europæiske middelalder, der er yderst vigtig for vores historie.
Frihedsbrevet indeholdt bestemmelser om, at skatteudskrivning kun kunne ske med stormændenes samtykke, og at et råd skulle nedsættes for at overvåge, om kong Johan overholdt aftalen.
Historikere har sporet det engelske parlament til disse bestemmelser. Det engelske parlament kan i ubrudt linje føres tilbage til højmiddelalderen, og det har i størstedelen af denne periode haft sæde i Westminster i London.
Parlamentet i Westminster består endnu i dag af underhuset House of Commons og overhuset House of Lords. Betegnelserne er en mindelse om, at højadelen og de højgejstlige i middelalderen sad i overhuset, mens de lavadelige og borgerskabet sad i underhuset.
Parlamenternes tidsalder
Det engelske parlament er givetvis det mest kendte af middelalderens parlamenter. Men ganske som Magna Carta var det en del af en mere generel udvikling, der kendetegnede hele Vest- og Centraleuropa.
Faktisk benævner visse historikere perioden fra omkring år 1200 til Den Franske Revolution som »parlamenternes tidsalder«.
Høj- og senmiddelalderens politiske styreform var kendetegnet ved, at samfundets eliter – de gejstlige, adelen, byernes eliter og eventuelt bønderne – via parlamenterne udgjorde statsstyret sammen med konger, kejsere eller fyrster.
Parlamentet styrede skatterne
Der var stor forskel på, hvor betydningsfulde parlamenterne var.
Nogle steder var monarkerne forpligtede på at sammenkalde dem efter et bestemt tidsrum, for eksempel en gang hvert år. Andre steder kunne monarkerne indkalde parlamentet efter behag.
Derudover varierede omfanget af parlamenternes beføjelser meget. Kernen var ganske vist den samme overalt. Parlamenterne skulle godkende udskrivelsen af nye skatter, og de blev derfor indkaldt, når monarkerne ville føre krig eller frygtede, at en krig stod for døren.
Parlamentet kunne udpege monarker
Men mange parlamenter havde betydeligt videre beføjelser. Flere steder i Vesteuropa skulle de således erklære krig, for at monarkerne kunne få lov til at drage i felten. Nogle steder var der derudover tale om en reel lovgivningsmagt: Nye love skulle simpelthen godkendes i parlamenterne.
Endelig var visse parlamenter kendetegnet ved, at de ikke blot udskrev og inddrev skatter, men også førte kontrol med, hvordan de indkrævede midler blev brugt.
Og nogle få steder havde parlamenterne ligefrem ret til at udpege monarkerne, i særdeleshed når tronen stod tom, efter at en mandslinje var uddød.
Med lov skal land bygges
Den europæiske middelalder var mere generelt gennemsyret af forestillingen om, at kongen var bundet af loven. ’Med lov skal land bygges’, som det karakteristisk for perioden lyder i fortalen til Valdemar Sejrs Jyske Lov fra 1241.
Hvorfor er disse udviklinger så vigtige for vores historie?
Det er værd at bemærke, at Europa – eller mere præcist Vest- og Centraleuropa – på dette punkt adskiller sig fra stort set alle verdens øvrige store civilisationsområder.
Den økonomiske historiker Eric L. Jones har sagt det på den måde, at Europa var »ene om den politisk bemærkelsesværdige bedrift at lægge en dæmper på vilkårlig magtudøvelse«.
Parlamentet stod bag Europas mirakel
Parlamenterne udgør selve kernen i denne retstradition. Disse institutioner var nemlig de eneste, der var i stand til systematisk at tøjle magthaverne.
Mange forskere argumenterer for, at det »europæiske mirakel« ikke kan forstås uden denne udvikling.
Opkomsten af middelalderens parlamenter kan således udlægges som en nødvendig betingelse for, at retsstaten, demokratiet og velstanden overhovedet kunne vinde indpas i Europa.
