Eksisterer der et non-verbalt sprog, som vi alle taler? Det er der noget, der tyder på ifølge et nyt studie.
Det skriver Georgia State University i en pressemeddelelse.
Şeyda Özçalışkan, professor i psykologi, står bag studiet, og hun har i årevis undersøgt forbindelsen mellem sprog og tanke.
100 børn i alderen 3-12 medvirkede i studiet. De talte enten engelsk eller tyrkisk, - et bevidst valg, fordi de to sprog er så forskellige.
Børnene blev først bedt om at beskrive forskellige handlinger - kun med ord og herefter både med ord og med hænderne. Et eksempel var handlingen at løbe ind i et hus.
På engelsk kan man sige det i en sætning: ‘he runs into the house’, men på tyrkisk skal man sige det i to sætninger - først, at han løber, og derefter, at han kommer ind i huset.
Forskere ville nu se, om gestikuleringerne alene fulgte sproget. Altså, ville et tyrkisktalende barn udtrykke handlingen nonverbalt over to omgange og det engelsktalende i én gestikulering?
De bad derfor børnene om kun at bruge deres hænder til at udtrykke de forskellige handlinger, som børnene netop havde beskrevet med ord.
Resultatet viste, at når børnene tale og gestikulerede på samme tid, fulgte gestikuleringerne de talte ord, med tydelige forskelle på hvordan de tyrkisk- og engelsktalende børn gestikulerede. Men når børnene udelukkende brugte hænderne til at 'tale', var deres gestikuleringer bemærkelsesværdigt ens.
Özçalışkan har tidligere undersøgt seende og blinde voksne og fundet, at de bruger lignende gestik til at udtrykke sig - selv dem, der er født blinde, og som aldrig har set andre lave gestik før.
Studierne viser samme resultat. Mange af gestikuleringerne minder om hinanden, i et slags uformelt sprogsystem, som både døve børn kan bruge og børn, der taler forskellige sprog.
Resultaterne tyder således på, at der kan være et universelt gestikuleringssystem, som gør os i stand til at kommunikere uden talesprog, hørelse eller synet.
Næste skridt for Özçalışkan er at undersøge blinde tyrkisk- og engelsktalende børn, for at se om samme system også eksisterer her.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Language and Cognition.
les



































