Musikken er det universelle sprog, hvor vi alle forstår hinanden uafhængigt af kulturforskelle og sprogbarrierer.
Det lyder måske lidt som en kliché, men ScienceAlert skriver, at en gruppe amerikanske forskere er nået frem til netop denne konklusion ved at analysere mere end 100 års musik fra 315 forskellige kulturer fordelt over hele kloden.
I studiet, der er udgivet i tidsskriftet Science, kom forskerne frem til, at strukturen og de melodiske elementer i musikken fra forskellige kulturer minder om hinanden, i så høj grad at man kan regne ud, hvilken kontekst musikken indgår i, bare ved at lytte.
LÆS OGSÅ: Derfor kan musik gøre dig glad i låget
Forskerne har lavet studiet ved at sammensætte en imponerende database over musikkens historie, som indeholder både lydfiler og skriftlige kilder.
Denne har de gennemgået med fokus på fire forskellige former for musik:
- Helbredende musik
- Kærlighedssange
- Sange til dans
- Godnatviser
Forskerne kom frem til, at forskellene på de forskellige melodityper var større end forskellene på melodier på tværs af kulturer.
En godnatvise fra to vidt forskellige kulturer minder altså med større sandsynlighed om hinanden på visse parametre end en godnatvise og en dansemelodi fra samme kultur.
I studiet vurderer forskerne derfor, at musik i højere grad er et produkt af menneskets underliggende psykologiske træk, end den er et produkt af individuelle kulturer.
Forskerne håber, at det nye studie kan give os en bedre forståelse for, hvordan vores hjerner skaber og opfatter musik.
Du kan hjælpe forskerne ved selv at teste dine evner til at kende forskel på de forskellige typer musik i denne quiz, som holdet bag det nye studie har lavet.
LÆS OGSÅ: Musik på hjernen: Derfor reagerer vi fysisk på musik
LÆS OGSÅ: Hvorfor kan nogle mennesker ikke lide musik?
jsj