I flere årtier har forskere vurderet, at Tollundmanden var omkring 40 år, da han døde i jernalderen for cirka 2.400 år siden. Nye undersøgelser peger nu på, at han i virkeligheden var væsentligt yngre.
Det skriver DR og Midtjyllands Avis på baggrund af nye analyser.
Efter de nye undersøgelser af moseliget vurderer forskerne nu, at Tollundmanden var tættere på de 30 og måske endda i slutningen af 20'erne, da han døde.
\ Hvem var Tollundmanden?
I 1950 blev der fundet et lig af en mand i en mose vest for Silkeborg, som i dag er kendt som Tollundmanden. I dag er han på Silkeborg Museum.
Tollundmanden er cirka 2.400 år gammel og har gennem årene været genstand for flere videnskabelige undersøgelser. Tidligere Kulstof-14-dateringer har vist, at han døde mellem 405 og 380 f.Kr, og at han derfor levede cirka samtidig med den græske filosof Sokrates.
Han blev fundet med et læderreb om halsen.
Det anslås, at han var mellem 30 og 40 år, cirka 164-167 cm høj og brugte størrelse 41 i sko. Da han blev lagt i mosen, var han korthåret og forholdsvis nybarberet.
Tollundmanden var formentlig ved godt helbred, da han døde. Han led af fodvorter og af indvoldsorm.
Ifølge DR har forskere undersøgt Tollundmandens nakke, ryg og tænder og fundet frem til, at de er langt mindre slidte, end man ville forvente hos en 40-årig mand fra jernalderen.
Især tænderne er vigtige for forskernes vurdering af hans alder. Tollundmanden havde alle sine tænder, og de var i usædvanlig god stand.
»Det peger også i retning af en yngre mand,« siger museumsdirektør Ole Nielsen fra Museum Silkeborg til Midtjyllands Avis og understreger, at der offentliggøres flere videnskabelige detaljer i løbet af første halvdel af 2026.

Ifølge samme medie bygger de nye konklusioner på micro-CT-skanninger (meget detaljerede og avancerede røntgenbilleder), som blev foretaget i 2024 på Retsmedicinsk Institut ved Aarhus Universitet. Teknikken har gjort det muligt for forskerne at kigge ind i Tollundmandens fredfyldte ansigt uden at skære i moseliget.
På baggrund af de nye analyser har Ole Nielsen gjort sig tanker om, hvad Tollund-manden var for et menneske.
»Måske har han haft særlige privilegier i samfundet, fordi han ikke var særlig slidt. Det er usædvanligt for et menneske fra før den industrielle revolution (udvikling i samfundet fra midten af 1700-tallet, red.). Vi ved også, at han døde med maven fuld af en nærende grød. Noget kunne derfor tyde på, at han ikke var et menneske nederst i samfundslagene,« siger han til mediet.
De nye resultater vil fremover indgå i formidlingen på Museum Silkeborg, skriver Midtjyllands Avis.































