Norditalien rummer ny information om danernes oprindelse

»Sed o ubi est Danus?«

Sådan spurgte en endnu ukendt forfatter i et værk omkring år 700. Oversat betyder det: »Men åh, hvem er danerne?«

Ethvert folk vil gerne vide, hvor det kommer fra. Således også med os danskere – eller danere, som det øvrige Europa har døbt os, og som nok er det mest korrekte danske folkenavn langt tilbage i historien.

Spørgsmålet om danernes oprindelse har optaget danske historieskrivere siden middelalderen.

Gejstlige i 1100-tallet, med Saxo (ca. 1160-1208) som den nok mest iøjnefaldende, var de første, der interesserede sig for det komplekse spørgsmål herhjemme. Siden middelalderen har interessen været støt stigende.

Trods den store interesse afslører en grundig gennemgang af de ældste skriftlige kilder, hvori danerne omtales, at det ikke er hver en sten, der er blevet vendt: Det har nemlig været muligt at trække nye informationer ud af kilderne.

Af særlig interesse er påvisningen af, at danerne blev omtalt i kilder fra 500-tallets første fjerdedel, der for længst er gået tabt.

Og at forfatterne bag disse ældste skriftlige vidnesbyrd om danerne, såvel tabte som overleverede skrifter, kan knyttes til byen Ravenna i Norditalien.

Men før vi kan tage fat på de historiske opdagelser fra det norditalienske, skal vi se på de tidligste vidnesbyrd om danerne, vi hidtil har arbejdet ud fra.

En barbarisk halvø på verdens rand

De første direkte udsagn om danerne afspejler i vid udtrækning antikkens forestilling om, at verden langt mod nord var et perifert og barbarisk sted.

Man havde samtidig den opfattelse, at hele verden var omkranset af et stort ocean, og at det senere danske område sammen med Den Skandinaviske Halvø var en ø, der lå på verdens yderste rand i det store ocean.

Det er i 500-tallet, vi finder de første sikre vidnesbyrd om danerne, da en lille håndfuld historieskrivere i middelhavsområdet begyndte at skrive om dem.

Blandt 500-tallets historieskrivere er Jordanes nok en af de mest kendte herhjemme. En af de mest informative af de ganske få samtidige skriftlige kilder til folkevandringstiden er hans værk 'Om Goternes Oprindelse og Historie' (De origine actibusque Getarum), almindeligvis blot kaldet Getica.

Jordanes havde ifølge ham selv gotiske aner.

En af grundene til at der i en dansk sammenhæng har været en stor interesse for Jordanes, er hans beskrivelse af danernes imponerende fysiske størrelse og krigeriske fremfærd, som passede perfekt til især 1800-tallets patriotiske og nationalistiske fremstillinger af den tidligste danmarkshistorie.

Jordanes skrev efter alt at dømme sit lille værk omkring 554. Men han var ikke den første til at skrive om danerne.

En berejst sekretær

Få år forinden i 540’erne havde Prokopios (ca. 500-560) nemlig skrevet om danerne i sit værk om den østromerske kejser Justinians krige.

Prokopios var en slags sekretær for kejserens vigtigste general Belisarius, og af den grund var han med i generalens krigsfølge.

Ud over detaljerede beskrivelser af Belisarius’ felttog rummer Prokopios’ værk også historiske og etnografiske skildringer, der byggede på det, han havde set, hørt eller læst på sine rejser.

En af disse skildringer omhandler det germanske folk herulerne og deres hjemstavn Thule, der for Prokopios sandsynligvis var identisk med Den Skandinaviske Halvø.

Han beskriver to tilfælde, hvor heruliske krigere måtte passere de barbariske danere, lige før de kom til Thule.

Ifølge Prokopios havde han informationerne fra nogle mænd, der stammede fra Thule. Men hans beskrivelser afslører, at han også må have anvendt skriftlige beretninger, som han kan have fået adgang til, efter Belisarius havde erobret Ravenna i 540.

Den nysgerrige Prokopios blev herefter et halvt års tid i Ravenna, hvor han må have studeret byens rige samlinger af håndskrifter.

Og her fører kilderne så danerne til Norditalien. Fra kilder herfra ved vi nemlig nu, at danerne blev omtalt tidligere end Jordanes og Prokopios i nu tabte kilder. Her fremstilles danerne som et af de mest betydningsfulde folk i 500-tallets Norden.

Theoderik den Stores Ravenna: 'Det nye rom'

I slutningen af 480’erne førte den østgotiske konge Theoderik den Store en hær mod Italien, som han erobrede i 493. Han tilhørte en magtfuld østgotisk herskerslægt, og blev i sine unge år i Konstantinopel formet af romersk kultur.

Ravenna blev centrum i Theoderiks rige, der udover Italien og områder på Balkan også snart reelt dækkede det andet goterfolk, vestgoternes (visigoternes) rige.

Allerede før Det Vestromerske Riges endeligt i 476, var kejserne begyndt at se Ravenna som alternativ til Rom, og under Theoderik eskalerede udviklingen.

Den nye hersker satte sig for at gøre Ravenna til en by, der kunne måle sig med Rom og Konstantinopel. Blandt meget andet blev byens kejserpalads ombygget, og foran paladset blev der opstillet en stor bronzestatue af Theoderik, der symboliserede, at en ny hersker havde taget over, hvor de vestromerske kejsere havde sluppet.

Ravenna var nu hjemsted for en af Europas mest magtfulde herskere, et tilhørende prestigefyldt hof og en administration, der styrede det vidtstrakte imperium.

Herved opstod et dynamisk lærd miljø i byen. Udviklingen blev stimuleret af Theoderiks store interesse for historie og geografi, der udsprang af hans ønske om at legitimere sin magt og sikre sine efterfølgere en plads på den politiske scene.

I Theoderiks tilfælde handlede det især om at sammenflette gotiske traditioner med romerske, hvilket blandt andet kom til udtryk i de byggeprojekter, den nye hersker satte i værk i Ravenna.

Ambitionen om at legitimere den gotiske dominans i store dele af det tidligere Romerrige affødte også den historieskrivning, der skulle give goterne en glorværdig fortid.

Cassiodorus’ goterhistorie

På Theoderiks opfordring gik Flavius Magnus Aurelius Cassiodorus (ca. 490-590) i gang med et værk i tolv bøger om goternes – herunder danernes – historie.

Cassiodorus’ goterhistorie er desværre ikke bevaret. Vi kender kun til værkets eksistens gennem andre skrifter af såvel Cassiodorus selv som af andre, omtrent samtidige, forfattere, heriblandt Jordanes. Sidstnævnte skriver direkte, at han havde studeret goterhistorien, og at hans eget værk var en slags resumé heraf.

For Jordanes var Cassiodorus en autoritet, idet han var en af de første, der havde forsøgt at sidestille goternes historie og status med romernes.

Selvom vi ikke kan vide, i hvor høj grad Jordanes benyttede sig af Cassiodorus’ goterhistorie, er det altså muligt, at Jordanes hentede sin viden om danerne fra Cassiodorus.

Goterhistorien må have rummet udførlige beskrivelser af det fjerne Norden, fordi folkets oprindelsesmyte havde afgørende betydning for goternes og dermed også Theoderiks identitet.

Goterhistorien er ældre end de eksisterende værker

At værket blev skrevet på Theoderik den Stores opfordring betyder ikke nødvendigvis, at det blev til før hans død i 526.

Det gjorde det dog givetvis. Men alt vi med sikkerhed ved om dateringen er, at værket blev skrevet før ca. 530.

Goterhistorien er altså ældre end både Prokopios’ og Jordanes’ værker, og skal vi tro Jordanes egne ord, kan han meget vel have læst om danerne i Cassiodorus’ goterhistorie.

Det indikerer, at man i Ravenna på Theoderiks tid havde en opfattelse af, at danerne levede langt mod nord, nær det Scandza goterne også selv skulle stamme fra.

At man vitterligt havde den opfattelse i Ravenna, bekræftes af en yngre kilde.

En yngre kilde om endnu ældre

Omtrent 200 år efter Cassiodorus havde forfattet sin goterhistorie i Ravenna, skrev en forfatter, som vi ikke kender navnet på, et værk, der senere i middelalderen blev kendt under navnet Ravennatis Anonymi Cosmographia, eller Kosmografien fra Ravenna – som jeg citerede i denne artikels begyndelse.

Byens lærde miljø blomstrede altså fortsat omkring år 700, da kosmografien blev til, selvom Ravenna ikke havde samme afgørende betydning som under Theoderik.

Blandt andre anvendes Jordanes som kilde til forhold i 'Scandza', men forfatteren vurderede faktisk Jordanes som en mindre vigtig kilde til denne del af verden, end andre værker han også havde adgang til.

Han nævner i den forbindelse tre historieskrivere, som han karakteriserer som Gothorum phylosophi, dvs. 'gotiske lærde'. Deres navne er Aithanarid, Heldebald og Marcomir.

Alt tyder på, at disse tre må have bidraget til Theoderiks projekt med at sidestille goterne med romerne, og det viser tydeligt, at man udviste en hidtil uset mere positiv interesse for de germanske folkeslag, der boede nordpå udenfor det gamle romerriges grænser, herunder danerne.

De hurtige, men dumme danere fra Dania

I Kosmografien fra Ravenna beskrives danerne gentagne gange på en sådan måde, at det klart fremgår, at forfatteren må have benyttet de tre ’gotiske lærde’ som kilder.

Der skrives blandt andet om landet Dania, der grænser op til saksernes og frisernes lande, og som er ’Danorum patria’, altså: danernes fædreland.

Danerne bor altså i Dania, hvilket dermed er den ældste forekomst af en variant af det danske landenavn.

Danerne kendetegnes ved at være et særligt hurtigt folkeslag. Men de er dog ikke helt så kloge som deres naboer i syd, sakserne, som det videre hedder.

I denne kilde gentages også forestillingen om Norden som et perifert og eksotisk sted, helt oppe ved verdens ende, der var forbundet til goternes oprindelsesmyte.

Danmarkshistoriens nye brikker

Da nu danerne blev omtalt i desværre tabte kilder allerede fra 500-tallets første fjerdedel, kan det meget vel være en interessant brik i det komplicerede puslespil om den tidligste danmarkshistorie, hvor vi nok kan forsøge at få brikkerne til at passe sammen, men aldrig vil komme til at se det fulde billede.

Det gælder for eksempel spørgsmålet om den danske rigsdannelse. Her er de interessante nye brikker, at danerne blev omtalt tidligere end Jordanes og Prokopios i nu tabte kilder, og at danerne på tværs af de overleverede kilder fremstilles som et af de mest betydningsfulde folk i Norden i 500-tallet.

Biskoppen Gregor af Tours (ca. 539-594) beskriver omkring 580 et dansk angreb 60-70 år forinden på det merovingiske rige Austrasien i dele af det moderne Frankrig og Nederlandene, ledet af en dansk konge, som Gregor på latin kaldte Chlochilaichus.

Dette er første gang, vi møder en navngiven dansk konge i kilderne.

At der skete store forandringer i Danmark på dette tidspunkt, ses især ved arkæologien, hvor der er stærke indicier på, at en rigsdannelsesproces var i gang her i overgangen mellem romersk og germansk jernalder.

For eksempel er det på denne tid, at de første faser af Danevirke blev etableret (se Skalk 2017:1) som et sydvendt forsvarsanlæg, og med tilbageførelsen af de første skriftlige kilder om danerne til tiden omkring år 500, bliver netop danerne en oplagt kandidat til dette byggeri.

Både anlæggelsen af Danevirke og de skriftlige kilders tilknytning til Theoderik den Stores Ravenna vidner om, at de usikre tilstande i folkevandringstidens Europa sandsynligvis også havde betydning for den danske rigsdannelsesproces på denne tid.

Ved at studere den danske rigsdannelsesproces i denne europæiske ramme kan vi måske få den belyst i langt større udstrækning, end forskningen hidtil har formået.

Denne artikel er en redigeret version af en artikel, Kasper H. Andersen har skrevet i SKALK.