Dette er et redigeret uddrag fra artiklen ’De drikfældige danskere’ af Kasper H. Andersen, som findes i bogen ’Drikkekultur i middelalderen’.
I middelalderens Danmark drak man øl som et alternativ til beskidt og sygdomsfremkaldende vand, idet vandet i forbindelse med ølbrygningen blev kogt, og man da fik fjernet mange af dets skadelige organismer.
Øl spillede derfor en central rolle i hverdagen, og det såkaldte 'hverdagsøl', som almindeligvis blev brygget i hjemmet og havde en meget lav alkoholprocent, indtog danskerne ved praktisk talt alle daglige måltider.
Bryggerkunsten opstår
Man fik i løbet af middelalderen også mulighed for at købe øl fra helt eller delvis professionelle bryggere, der opstod som et specialiseret håndværk i løbet af 1200-tallet.
Bryggerne producerede bedre og stærkere øl, og ville man drikke sig beruset omkring år 1300, købte man derfor som regel sit øl af den lokale brygger. Alternativt kunne man købe mjød, vin eller tidens meget populære tyske øl.
Generelt steg importen af tysk øl gennem hele middelalderen, og det var især det lybske øl, der var populært.
I Danmark var man vant til at anvende porse i ølbrygningen, men i det tyske øl anvendte man humle, der blandt andet gjorde øllet mere velsmagende.
Da det tyske øl samtidig havde en højere alkoholprocent, var det eftertragtet og selvfølgelig også dyrere; i første halvdel af 1300-tallet betalte man ofte det samme for én tønde tysk øl som for to tønder dansk.
Kromutter holdt drukkenbolte i ørerne
Det tyske humleøl forblev populært blandt danskerne, der snart også selv begyndte at brygge og sælge humleøl, og i forbindelse med ølbrygning og -salg var det ofte kvinderne, der førte an.
Da hverdagsøllet hovedsageligt blev brygget i hjemmet, var det for det meste kvinderne, der stod for brygningen.
Men derudover indtog kvinderne også en central rolle i den kommercielle del af alkoholkulturen, og i løbet af 1200-tallet begynder ’ølkoner’ at blive omtalt i kilderne.
Ølkonerne solgte øl i forskellige former for beværtninger, i særdeleshed lader kvinderne til at have stået i spidsen for små ølboder, der i løbet af højmiddelalderen opstod i købstæder og på markedspladser.
I Haderslev fik ølkonerne i stadsretten fra 1292 ret til selv at tage pant, hvis en beruset kunde nægtede eller ikke kunne betale for det øl, vedkommende havde drukket.
At det ikke altid gik stille for sig i ølkonernes beværtninger, fremgår af følgende ordsprog, der formentlig første gang blev nedskrevet i 1300-tallet:
»Altid opstår der kiv i ølkonens hus.«
Dummebøder til drukfester
Et andet nyt socialt fænomen var gilderne, der skød frem overalt men primært i købstæderne, hvor de fungerede som fora for ligeværdige mænd, der kunne mødes i en slags uformelt broderskab, der varetog medlemmernes interesser.
I højmiddelalderen var det nok mest markante danske gilde Skt. Knuds Gilde, der havde navn efter kong Valdemar den Stores fader, Knud Lavard, der var blevet ophøjet til helgen i 1170.
Her spillede øllet en vigtig social rolle. Ved gildesamlingerne skålede man for gildets værnehelgen og alle mulige andre levende og døde, og når man afgjorde tvister og handler samt optog nye medlemmer.
Ved gilderne kunne drikkeriet endda være sat i system, hvilket blandt andet fremgår af flere af Skt. Knuds Gildernes vedtægter (gildeskråer).
Gildeskråen for Skt. Knuds Gildet i Odense fra ca. 1245 indeholder en regel om, at hvis nogen ønskede at blive siddende efter den officielle del af gildeforsamlingen, skulle man have »en spand fuld med øl og et lille lys (...)«.
Og ved Skt. Knuds Gildet i Malmø fastsatte man i gildeskråen fra midten af 1300-tallet bødestraffe for gildemedlemmer, der enten kastede op eller sov i gildehuset.
At disse ’uheld’ skal relateres til beruselse, indikeres af, at de efterfølges af en bødestraf til den »(...) som falder pga. drukkenskab i gildehuset, eller før han når ind i sin egen gård.«
Højtid er øltid
Det var imidlertid ikke kun gildemedlemmer, der drak sammen.
Højtider blev fejret i festlige lag, og når der var fest, var alkoholiske drikke et fast element. Det var nok særligt tilfældet ved fastelavn, høstgildet ved Mikkelsdag (29. september) og selvfølgelig julen.
Netop julen blev allerede i vikingetiden forbundet med anseelige mængder alkoholiske drikke. Fra et islandsk skjaldedigt, hvis oprindelse formentlig kan dateres til omkring år 900, om den norske konge Harald Hårfager, kendes vendingen »(...) at drikke jul«.
Udover at dette formodes at være den tidligst kendte anvendelse af det nordiske ord jul, er det værd at bemærke, hvorledes man forbandt det at fejre jul – på dette tidspunkt selvfølgelig en hedensk begivenhed – med at drikke.
Enkelte udlændinge beskrev netop julen som en tid, hvor danskerne drak særligt meget, og gennem hele middelalderen talte man ikke om at fejre jul, men præcis som i skjaldekvadet om at drikke jul.
Udover julen og de andre højtidsfester markerede man også det enkelte individs festdage: Dåb, bryllupper og begravelser, hvor vi fra senmiddelalderen ved, at der ofte blev indtaget anseelige mængder øl og vin.
\ Læs mere
Kirkens alkoholregulering og -konsumering
Med udgangspunkt i Bibelen opfordrede forskellige kirkelige aktører til mådehold. Sat på spidsen kan kirkens indsats karakteriseres som det første eksempel på alkoholforebyggelse eller -regulering.
I forhold til gejstligheden selv resulterede dette blandt andet i følgende bestemmelse under Det fjerde Laterankoncil i 1215:
»Alle klerke skal omhyggeligt afstå fra drukkenskab. De skal tilpasse vinen til sig selv og sig selv til vinen. Heller ikke skal nogen blive opmuntret til at drikke, for drukkenskab forjager fornuften og tilskynder til lyst. Vi bestemmer derfor, at det misbrug absolut skal ophæves, som findes nogle steder, hvor drukkenbolte forpligter sig til en lige så stor portion af drikke, og han så bliver dagens helt i deres øjne, som kan drikke de andre under bordet. Hvis nogen gør sig skyldig heri, skal han, medmindre han adlyder sin overordnedes advarsel og gør passende bod, blive suspenderet fra sit beneficium eller embede.«
I middelalderens Danmark kunne man dog godt både være en god og from gejstlig og samtidig drikke øl og vin.
De to ting udelukkede ikke hinanden. Men kirken opfordrede trods dette faktum til mådehold, og for visse grupper af gejstlige kunne det have konsekvenser, hvis de ikke opførte sig, som de burde.
Gejstligheden bidrog dog også på forskellig vis til den generelle alkoholkonsumering.
Ved udgangen af højmiddelalderen ejede flere danske klostre humlehaver, som må ses i lyset af, at munkene eller nonnerne bryggede anseelige mængder øl af høj kvalitet.
Øllet blev enten drukket af de gejstlige selv, solgt eller udskænket gratis ved særlige lejligheder. Førstnævnte ses af Aarhus Kannikebords Jordebog fra omkring 1315, der fortæller, at de århusianske kannikker havde en gård i landsbyen Låsby, hvor indtægterne var øremærket til kannikkernes drikkefællesskab.
Udlændinges syn på den danske drikkekultur
Flere udenlandske kilder tyder altså på, at danskerne blev opfattet som drikfældige.
Den tyske kronikør Helmold af Bosau fortæller omkring 1175, at danske konger havde en særlig hang til fest og druk, der endda forhindrede dem i at udføre deres kongegerning på tilfredsstillende måde.
En anden tysk forfatter, Arnold af Lübeck, der skrev sin krønike omkring 1210, bekræfter forestillingen om danskerne som særligt drikfældige.
Han lægger vægt på danskernes ekstraordinære behov for alkohol ved at nævne sammenhængen mellem julen og druk. Men de tyske kilder står ikke alene.
En fransk gejstlig, der levede i Danmark i anden halvdel af 1100-tallet, karakteriserede ligefrem ukontrolleret druk under aftensmaden som en dansk sædvane. Og et par engelske højmiddelalderlige historieskrivere beskyldte danskerne for at have lært englænderne at drikke for meget.
Også danskernes egen historieskriver Saxo Grammaticus, der ellers ikke har noget negativt at sige om sine danske landsmænd, beklagede sig en smule over deres hang til de våde varer.
Var middelalderens danskere et særligt drikfældigt folkefærd?
I højmiddelalderen huskede andre europæiske lande de danske vikingers hærgen rundt omkring i det nordvestlige Europa, og periodens forestilling om danskerne som drikfældige kan have rødder i de fjendebilleder, man opererede med i vikingetiden.
Mange andre danske kilder vidner dog om et dansk samfund, hvor alkoholkonsumering spillede vigtige roller i forskellige sociale kontekster.
Men kilderne fortæller også en historie om et samfund, der på forskellige måder forsøgte at regulere alkoholkulturen, idet i hvert fald visse gejstlige aktører anså drikfældighed og beruselse som fænomener, der skulle bekæmpes.
Selvom kilderne er sporadiske og forholdsvis få, står man altså tilbage med et indtryk af, at danskerne blev opfattet som en særlig drikfældig gruppe i højmiddelalderen. Der florerede en stereotyp omkring danskerne som drikfældige.
Hvorvidt højmiddelalderens danskere reelt drak mere end andre etniciteter, lader sig ikke afgøre på baggrund af det eksisterende kildemateriale. Men det er uomtvisteligt, at de havde ry for at være en særlig drikfældig gruppe.
