Nobelprisen i økonomi 2022 går til forskere, der reddede bankerne under finanskrisen

Nok var finanskrisen slem i 2008. Men at den ikke blev værre, kan vi blandt andet takke tre nyslåede nobelpristagere for.

Det mener professor i økonomi Peter Norman Sørensen om de tre amerikanske modtagere af dette års nobelpris i økonomi:

• Ben S. Bernanke fra The Brookings Institution i Washington DC,
• Douglas W. Diamond, University of Chicago, samt
• Philip H. Dybvig, Washington University in St. Louis.

De tre professorer modtager prisen for deres »forskning i banker og finanskriser«, der stammer fra 1980’erne, meddeler det kongelige svenske videnskabsakademi, der har uddelt prisen.

Og spørger man Peter Norman Sørensen, er det helt på sin plads:

»Det er fuldt fortjent. De tre er bestemt ikke nogle små fisk,« siger professoren, der forsker ved Københavns Universitet og har »trukket en del« på de tre vindere i sin undervisning.

»Hvis man sætter det lidt på spidsen, kan man sige, at deres forskning har bidraget til, at finanskrisen i 2008 ikke blev lige så slem som den store depression i 1930’erne,« tilføjer Peter Norman Sørensen.

Bankers konkurs spreder sig som ringe i vandet

Især Ben S. Bernanke har i sin forskning interesseret sig for, hvorfor det gik så galt under den omfattende økonomiske krise i 1930'erne.

Et af de problemer, der ifølge ham fik krisen i 1930’erne til at løbe løbsk, var, at bankerne gik konkurs på stribe, forklarer Peter Norman Sørensen:

»Han har observeret, at der skete nogle paniske stormløb mod bankerne fra kunderne, der stod i lange køer for at trække deres likvide midler ud,« fortæller professoren, der blandt andet forsker i økonomisk hordeadfærd.

Det virker måske logisk, at man kunne have lyst til at få pengene ud af sin bank, hvis man frygter for sine penges sikkerhed. Problemet er dog, at det hurtigt kan ende med, at banken går konkurs, hvis alle kunder flænser deres bankkonto samtidig.

Hvis det sker, vil en del kunder stadig ikke have nået at sikre deres penge, inden banken er gået konkurs. Dermed vil deres penge være indefrosne. Samtidig kan banken ikke betale sine regninger, hvis den går konkurs.

Humlen i det er, at bankens konkurs risikerer at sprede sig som ringe i vandet til andre dele af samfundet. Flere banker og flere firmaer vil gå konkurs. Og sådan tager en økonomisk steppebrand fat. Det var det, der skete i 1930’erne.

Spillede en positiv rolle i 2008

Men det kunne have været undgået. Og det burde være undgået, mener Ben S. Bernanke, der fik chancen for at bruge sin viden i praksis som chef for Centralbanken i USA, da finanskrisen ramte i 2008.

»For at undgå en krise som i 1930’erne gik han ind og sørgede for, at Centralbanken stillede likviditet til rådighed og derved reddede mange konkurstruede banker,« forklarer Peter Norman Sørensen og tilføjer, at »det er en løsning, der er stor opbakning til«:

»Meget liberale økonomer vil sikkert mene, at markedet burde kunne regulere det hele selv. Bankernes kunder burde på forhånd sikre sig imod problemerne. Men det store flertal af økonomer vil nok støtte en model, hvor man redder bankerne,« vurderer professoren.

»På den måde kommer samfundet lidt hurtigere videre gennem en finansiel-økonomisk krise. Og jeg vil bestemt vurdere, at Ben Bernanke spillede en positiv rolle i 2008 ved at undgå en endnu værre krise,« lyder det fra Peter Norman Sørensen.

Betydningen af likviditet

Mens Ben S. Bernankes forskning og rolle som amerikansk centralbank-direktør har haft en meget direkte effekt på virkeligheden, er hans to kollegers forskning en anelse mere teknisk.

Douglas W. Diamond og Philip H. Dybvig har dog ligesom Ben S. Bernanke »givet os en større forståelse af, hvilke roller banker har i samfundet,« fortæller Peter Norman Sørensen.

»Især bankernes rolle, hvor likvide indlån omdannes til illikvide udlån, har de bidraget med en vigtig forståelse for,« tilføjer professoren.

Betydningen af likviditet - det vil sige beholdning af let omsættelige kontanter - spillede i 1960’erne ikke en særlig stor rolle i den økonomiske forskning.

Den idé udfordrede Douglas W. Diamond og Philip H. Dybvig i deres anerkendte ‘Diamond–Dybvig model’, som de præsenterede i en artikel i 1983.

Med modellen løste de to problemer.

Bankernes dobbeltrolle

For det første gav de en løsning på en udfordring, som mange banker lever med:

• På den ene side har bankerne behov for at investere deres kunders penge for selv at generere penge. Det gør banker eksempelvis ved at låne penge ud.
• På den anden side skal bankerne lynhurtigt kunne udbetale sine kunders penge til uventede udgifter og boligkøb.

Banker investerer med andre ord med ‘lånte’ penge. Det skaber - i princippet - en overhængende risiko for, at bankerne ikke har likviditet til at udbetale penge til deres kunder.

Meget forenklet viste ‘Diamond–Dybvig-modellen’, at banker på bedste vis løser denne dobbeltrolle ved at tage imod så mange kunders penge som muligt og lade deres kontanter fungere som likviditet.

Det lyder måske indlysende, men i 1980’erne var det en åbenbaring:

»I den neoklassiske teori, der dominerede i 1960’erne var penge bare et eller andet abstrakt medium, hvor man regnede med, at der altid ville være penge nok. Så man tænkte ikke rigtig, at penge betød noget,« forklarer Peter Norman Sørensen.

Banker er sårbare i krisetider

For det andet viste analysen netop, at bankerne står i en sårbar situationen, hvis deres kunder under krisetider vælger at tømme deres bankkonto.

Hvis rygterne går på, at en bank er konkurstruet, risikerer det at blive en selvopfyldende profeti, når kunderne står i kø for at få deres kontanter ud.

På den måde er deres forskning bundet sammen med Ben S. Bernankes forskning i forståelsen af finanskriser.

Og det er vigtig viden, vi alle forhåbentligt kan få glæde i fremtiden, pointerer Nobelkomitéens chef for økonomi-prisen, Tore Ellingsen:

»Prismodtagernes indsigter giver os bedre muligheder for i fremtiden at undgå seriøse kriser og dyre redningsaktioner,« siger han i en pressemeddelelse.

Bedre forberedt mod kriser i dag

Særligt vigtigt er det, at forskningen har vist, hvorfor det er vitalt at undgå, at banker kollapser, meddelte komitten.

Da Nobelkomitéen fangede Douglas W. Diamond på telefonen og gav journalister mulighed for at stille spørgsmål, blev der hurtigt dannet en kobling til, hvad der sker i verden lige nu,

Kan den nuværende situation ende som en finanskrise - og er vi i så fald bedre forberedte denne gang, lød det fra salen.

»Ja, vi er helt sikkert bedre forberedt,« vurderede den nyudnævnte nobelpristager.

»Før 2008 var der ingen bred opfattelse i finanssektoren blandt dem, der udstedte regler og love, at der var en usædvanlig høj sårbarhed i sektoren. At tabene i 2008-perioden begyndte inden for finanssektoren i blandt andet banker, gjorde det ekstra slemt.«

»Men siden da har forbedringer i regulering verden over gjort systemet langt mindre sårbart. I USA, i EU og i Asien er alle langt mere tunet til den nuværende verden. Banksektoren i de dele af verden, jeg kender, er i en meget solid tilstand, har et godt netværk og har god risikostyring.«

»Problemet er, at sårbarhed, frygt og kriser kan dukke op alle steder; det behøver ikke at begynde i bankerne,« lød det blandt andet fra Douglas W. Diamond.