Mere sundhedspleje giver bedre trivsel for børn i udsatte familier

Dit barns arme falder ikke af, hvis du tumler med det, og et kondom er noget, man bruger, hvis man ikke ønsker at blive gravid igen. Det lyder som banale råd, men det er nogle af de ting, som sundhedsplejerskerne har brugt tid på at forklare udsatte familier i boligområdet Tingbjerg i Københavns Kommune, blandt andet i mødegrupperne og ved en række ekstra hjemmebesøg.

»For os etniske danskere lyder det simpelt, men Tingbjerg er et område med mange beboere med etnisk minoritetsbaggrund. For mange af mødrene her er disse ting helt nye. Flere besøg giver mere tid til at være konkret og handlingsanvisende, og det har ifølge sundhedsplejerskerne betydet rigtig meget for de udsatte familier,« siger Lars Ladefoged, videnskabelig assistent og cand. pæd. fra Aarhus Universitet.

Sammen med sin kollega Kirsten Elisa Petersen, lektor og ph.d. på Aarhus Universitet, har han evalueret på, hvordan den ekstra indsats på sundhedsplejeområdet i Tingbjerg, som Københavns kommune har iværksat, har virket.

Deres undersøgelse har vist, at det er flere hjemmebesøg og en tættere kontakt mellem sundhedspleje og børneinstitution, som har gjort en forskel i Tingbjerg. Her til kommer en styrkelse af sammenholdet mellem mødrene i mødregrupperne.

»Som konklusion på projektet har vi fremsat en række forslag til, hvad man med fordel kan indføre i andre områder med mange udsatte familier. Ud over et øget antal hjemmebesøg, så peger vi på, at sundhedsplejersken skal være med under de første samtaler i børnehaven, og at det er en rigtig god idé at støtte ekstra op om samværet i mødregrupperne,« fortæller Lars Ladefoged.

Børnene er bagud sprogligt og socialt

En af grundende til, at en øget besøgsfrekvens fra sundhedsplejerskerne i de udsattes familier kan anbefales er, at det er vigtigt, at der kommer nogen og ser til børnene og vejleder mødrene i, hvordan de bedst skaber trivsel for deres børn.

»Rigtig mange børn med anden etnisk baggrund end dansk bliver passet hjemme i dette område. Men desværre formår mange af deres mødre ikke at give børnene den rette stimulans. Børnene er bagud sprogligt, motorisk og socialt,« forklarer Lars Ladefoged.

Via observationsstudier og interviews med forældre, daginstitutioner og sundhedsplejersker peger Lars Ladefoged og Kirsten Elisa Petersen på, at mere tid sammen med sundhedsplejersken kan give børnene en bedre start på livet.

Det skaber mulighed for, at sundhedsplejerskerne kan gå helt ned i detaljen og vise familien, hvordan man omgås børn. Hvordan løfter man dem for eksempel? Hvordan tumler man dem rundt? Hvordan børster man tænder på et barn?

»For de her mødre er det ikke nok bare at sige det med ord. Sundhedsplejersken har kunnet se, hvordan flere besøg og mere tid til at demonstrere og vise tingene konkret har gjort forskellen. Helt målbart har man kunnet se, hvordan babyerne efter den øgede indsats har haft mere stabile hovedløft, som ellers har været et stor problem i det område,« fortæller Lars Ladefoged.

Børnene skal ind i daginstitutionerne

En anden ting, som sundhedsplejerskerne i Tingberg har kunnet bidrage med via den ekstra indsats, er at støtte forældrene i at få deres børn til at gå i vuggestue og børnehave. Derfor peger Lars Ladefoged og Kirsten Elisa Petersen på, samarbejdet med daginstitutionerne som en anden af de ting, det skal anbefales at overføre til andre udsatte boligområder.

Og det kan være en rigtig god idé at få børn fra udsatte familier, og især indvandrefamilier i kontakt med institutionerne, siger andre forskere med viden om udsatte familier. Som sundhedsplejen i Tingbjerg har erfaret, så kommer børn af udsatte forældre tit til at mangle noget, når de går hjemme, som de ville have kunnet få, hvis de havde været i institution.

»Der er flere studier fra både USA, Danmark og Norge, der konkluderer at udsatte børn, som er i daginstitution, klarer sig bedre senere i livet og opnår markant bedre resultater. De får mere hensigtsmæssig adfærd, bliver bedre til at udskyde egne behov og udvise ikke-voldelig adfærd,« siger Anders Holm som er professor ved institut for sociologi, Københavns Universitet. Han forsker blandt andet i uddannelse, familie og social arv.

Præcis hvad det er, forældrene til udsatte børn ikke formår, når de passer børnene hjemme, står til gengæld lidt hen i det dunkle og er ikke undersøgt grundigt. Men Anders Holm forklarer, at man regner med, at det sandsynligvis handler om tilknytningsproblemer, når barnet er helt lille og om manglende stimulering i form af sanglege, højtlæsning mv.

Sundhedsplejersken er børneekspert

Hvor lang tid et barn kan være overladt til sig selv i hjemmet, uden at nogen fra omsorgs- eller sundhedssystemet ser til dem, har været en af de helt store opdagelser ved dette projekt, fortæller Lars Ladefoged. Rigtig mange af mødrene i Tingbjerg kommer fra en kultur, hvor man passer sig selv og sine egne børn. De er ikke vant til at rette henvendelse til kommunen og bede om hjælp.

»Konsekvensen af det bliver, at de her børn faktisk fra de er helt små til de starter i børnehave ikke er blevet set af en sundhedsperson. Det betyder i nogle tilfælde, at først når de nærmer sig skolealderen, skal de til at lære sproget, og så er de sat bagud fra starten,« siger Lars Ladefoged.

En tættere tilknytning til sundhedsplejersken kan være med til at hjælpe mødrene til at åbne op og tage imod støtte og hjælp.

»En lang række af de her familier har en udpræget angst overfor at være i kontakt med systemet og autoriterne af frygt for, at deres børn pludselig vil blive fjernet. Men sundhedsplejersken er i mødrenes øjne eksperter i alt, hvad der har med små børn at gøre, så deres anbefalinger bliver taget alvorligt,« siger Lars Ladefoged.