Omkring 300 år før vores tidsregning udspiller der sig en dramatisk scene, som kunne have set sådan her ud:
Fire både lægger til ved kysten på Als.
Krigere, cirka 80 af dem, går i land. Bevæbnet med sværd, spyd og skjold, går de til angreb på den lokale befolkning.
Men de fremmede krigere vender aldrig tilbage til deres både. Alsingerne forsvarer sig - og slår de invaderende krigere ihjel.
Som tak til guderne ofrer sejrherrerne de fremmedes våben og en af bådene ved at sænke det hele ned i Hjortspringmosen.
Hvad der præcist er sket, er uvist.
Men 2.200 år senere, i 1920’erne, bliver båden og de mange våben fundet og udgravet.
Båden, som i dag kaldes Hjortspringbåden, er det ældste plankbyggede fartøj, der er fundet i Nordeuropa, og står i dag udstillet på Nationalmuseet.
Hvem de fremmede krigere var, og hvor de kom fra, er stadig et mysterium.
Men i et nyt studie, publiceret i tidsskriftet PLOS One, er vi nu kommet et godt skridt nærmere på at løse gåden.
Harpiks afslører hemmelighed
I studiet har danske og svenske forskere nemlig undersøgt det materiale, som er brugt til at gøre båden vandtæt, ved hjælp af en såkaldt gaskromatografi-massespektrometri.
Her opløser man noget af materialet og ser, hvilke kemiske forbindelser det består af - og det var her, en spændende detalje blev afsløret, fortæller Martin Nordvig Mortensen, seniorforsker på Nationalmuseet og ansvarlig for de kemiske analyser:
»Vi analyserede det sorte tætningsmateriale og kunne se, at det indeholdt stoffer, der peger på harpiks fra fyrretræ, og vi fandt også spor, der minder om animalsk fedt,« siger han til Videnskab.dk.
Fundet af harpiksen fra fyrretræ er særligt interessant, mener Mikael Fauvelle, der er forsker på Lunds Universitet og førsteforfatter på det nye studie:
»På det her tidspunkt var fyr sjældent i Vestdanmark og Nordtyskland, for skovene var blevet fældet for at gøre plads til landbrug,« siger han til Videnskab.dk
»Derimod voksede der store fyrreskove længere østpå - langs kysterne i Østersøen. Derfor tror vi nu, at de fremmede krigere er sejlet hertil fra et sted østfra.«
Nærmere kan forskerne dog ikke komme. Men blandt andre de baltiske lande samt Sverige, Polen og Finland har alle kyst til Østersøen. Områderne havde store fyrreskove i jernalderen, hvilket du kan se på kortet herunder:
Kunne være handlet
Det er selvfølgelig muligt, at bådens byggere har handlet sig til fyrreharpiksen, fortsætter Mikael Fauvelle.
Han mener dog, at det er usandsynligt:
»I en rekonstruktion af båden blev den gjort vandtæt med en blanding af fedt fra køer og linolie, materialer der var let tilgængelige i Danmark, og det fungerede lige så godt,« siger han.
»Hvorfor skulle man så importere harpiks fra områder langt mod øst, når man kunne løse opgaven med det, man havde ved hånden?«
At de fremmede krigere kan have rejst langt, åbner også for en bredere forståelse af jernalderen, forklarer Mikael Fauvelle.
I bronzealderen var lange rejser nødvendige, fordi man måtte ud for at skaffe kobber og tin, som ikke var tilgængeligt i Norden. I jernalderen havde man jern mange steder, og derfor har forskere ofte antaget, at forbindelserne over store afstande blev færre.
Bronzealderen strakte sig fra cirka år 1700 til 500 før vores tidsregning, hvorefter jernalderen tog over frem til omkring år 800.
»Men hvis de her krigere har rejst over store afstande, tyder det på, at lange rejser og forbindelser mellem fjerne områder fortsatte ind i den tidlige jernalder,« siger han.
Enestående fartøj
Studiet er »vældig spændende,« mener Jan Bill, professor og kurator for vikingeskibssamlingen på Kulturhistorisk Museum ved Oslo Universitet, efter at have læst studiet for Videnskab.dk.
Hjortspringbåden spiller nemlig en helt særlig rolle i vores forståelse af bronze- og jernalderens Skandinavien, forklarer han:
»Vi ved, at plankebåde var udbredte i bronzealderen, for de er afbildet på helleristninger over hele Skandinavien. Alligevel har vi fundet forbavsende få spor af dem,« siger Jan Bill og fortsætter:
»Hjortspringbåden er faktisk det eneste bevarede eksempel på en båd af denne type i hele Skandinavien, bortset fra nogle få fragmenter fra Sverige.«
»Hjortspringbåden er derfor et helt enestående og meget vigtigt fund, siger Jan Bill.
Giver kun indikationer
Jan Bill understreger, at resultaterne kun giver indikationer på, hvor krigerne kan have haft deres oprindelse.
»Studiet her bringer os nogle skridt videre, men det giver ikke noget endeligt svar,« siger han og tilføjer, at det gør arkæologiske studier sjældent.
Dertil hæfter han sig ved, at der blev fundet dyrefedt i det vandtættende tjære:
»Senere i historien er fyrretræsharpiks det dominerende materiale, når træbåde skal gøres vandtætte. Men hvad er så meningen med at blande det med dyrefedt i det her tilfælde?« spørger han.
»Der må være en grund til det, som kunne være interessant at forstå. Måske har man fundet ud af, at dyrefedtet gav blandingen den helt rigtige konsistens, men vi ved det ikke.«
Fingeraftryk fra oldtiden
Ud over analysen af det vandtættende materiale foretog forskerne også en kulstofdatering, som bekræftede, at båden blev bygget mellem år 350 og 300 før vores tidsregning.
Ved et tilfælde faldt forskerne også over en uventet detalje: Et ældgammelt fingeraftryk afsat i tjæren.
»Det kom fuldstændig bag på os, og det var en helt fantastisk oplevelse at finde,« beretter Mikael Fauvelle.
Forskeren fortæller, at han tilfældigt opdagede aftrykket, da han gennemgik nogle prøver med Peter Toft, museumsinspektør på Nationalmuseet og medforfatter på studiet.
»Jeg pegede på en af prøverne og spurgte Peter, om det ikke lignede et fingeraftryk, og det synes han også,« fortæller Mikael Fauvelle.
Prøven blev sendt til eksperter, som bekræftede, at der var tale om et fingeraftryk. Det blev også vurderet af svensk politi, som dog ikke kunne sige mere om det.
Aftrykket ligger størrelsemæssigt mellem en gennemsnitlig mand og en gennemsnitlig kvinde, og derfor kan det være afsat »af en mindre mand eller en større kvinde«, fortæller han.
For nu er det dog alt, forskerne kan sige.
»Vi er ved at undersøge, om der kan udvindes DNA fra tjæren, hvis der skulle være bevaret små rester af hud,« siger Mikael Fauvelle.
»Men det bliver vi først klogere på næste år,« afslutter han.
