De to følgende spørgsmål kunne umiddelbart virke simple, og lette at besvare:
- Hvordan ser en moske ud?
- Hvem er moskeens brugere?
Hvad angår spørgsmål 1, vækker det sikkert med det samme billedlige associationer: Forestillingen om den stort bygning med kuppel og ikke mindst minaret, dekoreret med mosaikker placeret i geometriske mønstre.
Det er dette billede, som blandt andet reproduceres, når der i den offentlige danske diskussion bruges et begreb som 'stormoske' (uden den store overvejelse af, hvad der egentligt ligger i det begreb, og hvordan 'stormoskeen' er anderledes end 'moskeen'). En simpel google søgning på ordet kan understrege den forestilling.
Der er variation blandt blandt muslimer
Men hvordan ser moskeen i Danmark egentligt ud?
En tur udi det danske moskelandskab understreger, at ganske få af disse passer til forestillingerne om denne som bygningsværk. En af disse er ganske sikkert den moske, som åbner i Rovsinggade i København d. 19. juni i år.
En anden (dog uden minaret, for der er netop moskeen i Rovssinggade den første, som kan gøre hævd på dette arkitektoniske udtryk) er Nusrat Djahan moskeen i Hvidovre, som er Danmarks (og Nordens) første byggede moske, færdigbygget i 1967.
Sidstnævnte moske understreger i øvrigt noget af den variation, som findes blandt muslimer i lille land som Danmark, da moskeen er grundlagt af Ahmadiyya muslimer: En muslimsk sekt, som i modsætning til islams andre retninger ikke anerkender Muhammad som den sidste profet, men derimod anser sektens stifter, Mirza Ghulam Ahmad, for at være 'profetens segl'.
Mænd og kvinder beder hver for sig
Men de fleste af Danmark andre moskeer (og der er i hvert fald 115 af slagsen, som det fremgår af det eneste dybtgående studie af moskeer i vores land, som pt. er udført, nemlig Lene Kühles bog fra 2006) ser helt anderledes ud. Et par eksempler er fx Islamisk Trossamfund i det københavnske Nordvestkvarter, og Dansk Islamisk Center på Nørrebro.
Islamisk Trossamfunds moske i Nordvest er et typisk eksempel på en dansk moske, fordi den har overtaget eksisterende bygninger – ofte gamle værksteder eller fabrikslokaler – for at udføre moskevirksomhed.
At der er tale om overtagede bygninger gør også, at nogle af moskeens aktiviteter ikke på samme måde hænger sammen, som de gør i en bygget moske. I en af bygningerne, som Islamisk Trossamfund anvender på Dortheavej, er der således ét stort rum, hvor mændene beder, og hvor imamen giver sin fredagsprædiken.
Det er ikke den samme bygning, hvor kvinderne beder: Det gør disse på den anden side af gården, i den bygning, hvor den stiftelse, som driver og finansierer moskeen, har sine øvrige aktiviteter. Lokalet, hvor kvinderne beder, findes på anden sal i denne bygning, som med sin røde, lidt slidte facade, langt fra ligner det, som farverige forestillinger om (stor)moskeen måtte indeholde.
Ikke alle moskeer er usynlige
Dansk islamisk Center har deres moske på Indre Nørrebro, og atter understreges de danske moskeers mangfoldighed. Centeret har lokaler i en helt almindelig ejendom i en typisk Nørrebrobaggård. Den gør ikke særligt meget væsen af sig, netop fordi den for udeforstående er relativt usynlig.
Usynligheden er ikke et træk ved alle danske moskeer, og noget har selvfølgelig at gøre med, hvor mange personer, som bruger dem til hverdag, og ikke mindst til fredagsbøn.
Kører man forbi moskeen i Dortheavej en tidlig fredag eftermiddag er der ikke tvivl om, hvad der foregår – fx når pladsen bliver så trang, at nogle af de troende må bede i gården. Men ofte er danske moskeer arkitektonisk ikke markeret med meget andet end et skilt. Sådan er det i hvert fald indtil videre.
Jeg nåede ikke at besvare spørgsmål 2 i indledningen. Det gør jeg i næste blogindlæg. Men allerede nu skulle det være tydeligt, at spørgsmål om moskeer i Danmark og deres brugere langt fra har simple og entydige svar. Svar kræver, at vi tænker i mangfoldighed.
