Mobiltelefoner i fængsler kan sænke kriminaliteten

Justitsminister Søren Pind (V) har netop fremsat et lovforslag om at skærpe straffene til indsatte i arresthuse og fængsler, der bliver pågrebet med en mobiltelefon.

Fremover skal de indsatte kunne straffes med op til 15 dages isolationsfængsling og udgangsforbud, hvis de har smuglet en mobiltelefon ind, foreslår Søren Pind. Hidtil har straffen for en konfiskeret mobiltelefon været fem dages isolationsfængsling og politianmeldelse.

Justitsministeren vil stramme op, efter det er kommet frem, at fem personer, som i 2015 blev anholdt i forbindelse med terrorangrebene på kulturhuset Krudttønden og Synagogen i København, har haft adgang til mindst 12 mobiltelefoner, mens de har været varetægtsfængslet.

For at forhindre at noget lignende sker igen, skal både varetægtsfængslede, der endnu ikke er dømt, og indsatte, der allerede har fået en dom i retten, straffes hårdere, hvis de bliver snuppet med en mobiltelefon i deres celle, foreslår Søren Pind.

Men ifølge lektor i sociologi Linda Kjær Minke, som forsker i straf på Syddansk Universitet, er det helt hen i vejret overhovedet at forbyde fængslede, der har fået en dom, at have mobiltelefoner. For det forebygger ikke kriminalitet. Tværtimod:

»Både international og national forskning viser, at det virker kriminalitetsforebyggende, når indsatte har sociale relationer og er i stand til at bevare et netværk, der rækker ud over fængselsmuren, så selvfølgelig skal de have ret til at bruge de samme kommunikationsmidler, som alle andre. Det vil sige mobiltelefoner,« siger Linda Minke Kjær og fortsætter:

»Man lovgiver på baggrund af enkeltsager og rammer en stor gruppe indsatte med tiltag, der kan have store konsekvenser for deres mulighed for at leve kriminalitetsfrit fremover.«

Fængslede bruger mobilen til harmløse samtaler

Linda Kjær Minke har interviewet en række indsatte i danske fængsler blandt andet om, hvad de bruger mobiltelefoner til i sin ph.d.- afhandling ‘Fængslets indre liv’.

Hendes forskning viser, at de indsatte overvejende bruger telefonerne til harmløs kommunikation såsom at holde sig opdateret på, hvad der sker på hjemmefronten: Hvordan det går deres børn i skolen og den slags.

Forbud mod mobiltelefoni i fængsler er en slags ekstra straf, som ligger ud over den frihedsberøvelse, de fængslede er dømt til i retten, påpeger sociologen:

»Fængselsstraf består alene af frihedsberøvelse. Så skal politikerne ikke lægge alle mulige andre ting ind over såsom forbud mod mobiltelefoner«

I den danske Lov om Straffuldbyrdelse står der, at der ikke må pålægges indsatte »andre begrænsninger i tilværelsen end sådanne, der er fastsat ved lov eller er en følge af selve straffen.«

Der står også, at der ved straffuldbyrdelse skal tages hensyn både til straffens gennemførelse og »til behovet for at hjælpe eller påvirke den dømte til at leve en kriminalitetsfri tilværelse.«

Politikere er ligeglade med forskning

Forslaget om at straffe indsatte med mobiltelefoner endnu hårdere end hidtil er det sidste i en lang række stramninger af straffeloven:

I løbet af de seneste 15 år har Folketinget hævet strafferammerne omkring 50 gange. Især er straffene for volds- og terrorrelaterede forbrydelser blevet strengere.

I den samme periode har der været en tendens til, at politikerne er holdt op med at tage forskerne med på råd om, hvad der forebygger kriminalitet.

»Vi hører politikere sige direkte, at de er ligeglad med, hvad forskere siger. Det hele handler om folks retsfølelse. Undersøgelser viser, at der er en tendens i Skandinavien til, at politikerne ikke længere tager kriminologiske forskeres viden alvorligt, når de skærper straffene,« siger Kristian Nagel Delica, der er lektor i sociologi på Roskilde Universitet.

»Kriminologerne fokuserer på, hvad der virker kriminalitetsforebyggende, og deres forskning viser, at strengere straffe ikke har en positiv effekt,« fortsætter han.

Politikerne argumenterer med retsfølelse

Kristian Nagel Delica er ikke selv kriminolog, men som sociolog har han sammen med Ida Norvin Nilsson lavet en analyse af den retspolitiske debat, der gik forud for to stramninger af strafferammen. I en artikel netop publiceret i Dansk Sociologi konkluderer de, at politikerne glemte alt om evidensbaseret viden og i stedet udelukkende brugte følelsesbaseret argumentation, som ramte lige ned i befolkningens hang til social tryghed, før de vedtog:

• Loven om en styrket indsats mod bandekriminalitet i 2009
• En lov, som drejer sig om skærpede straffe for hjemmerøveri og organiseret indbrudskriminalitet vedtaget i 2011

Ifølge Kristian Nagel Delica viser analyserne, at politikerne prioriterede hensynet til befolkningens retsfølelse fremfor viden om, hvad der virker kriminalitetsforebyggende:

»Politikerne taler om, at der skal været et ret- og rimelighedsprincip - at straffeloven skal laves, så borgernes retsfølelse bliver tilfredsstillet. Men retsfølelse er en uendelig størrelse, som man kan bruge til at legitimere hvad som helst,« siger han og fortsætter:

»Samtidig ser politikerne stort på, hvad den mangeårige forskning, der er på området, viser.«

Mens politikere fra en bred vifte af partier fortsat argumenterer for strengere straffe for det ene og det andet med henvisning til borgernes tryghed, viser undersøgelser, at danskere som helhed er faktisk er blevet tryggere, og at kriminaliteten er faldende.

»Burde det ikke afspejle sig i den politik, der bliver ført?« spørger Kristian Nagel Delica retorisk.

DK går mod amerikanske tilstande

Ifølge Kristian Nagel Delica er politikernes hang til strengere straffe en del af en tendens, der begyndte i USA tilbage i 1980’erne. Dengang startede de amerikanske politikere en krig mod narkokriminalitet blandt andet for at skabe mere tryghed.

I samme ombæring begyndte amerikanerne at sætte hårdt ind mod småkriminalitet så som lommetyveri, hærværk og gadeuorden for at fjerne uønskede elementer fra gaderne.

Siden har amerikanske politikere fra hver sin fløj nærmest konkurreret om at være mest hårdhændet, når det handler om straf.

‘Tough on crime’-bølgen er siden skyllet ind over en række europæiske lande, men blandt forskere og i den videnskabelige litteratur om emnet, har der været en tilbøjelighed til at se de skandinaviske lande som en undtagelse.

»Man har fremhævet den store grad af selvbestemmelse og de relativt ordnede forhold, der er i skandinaviske fængsler. De indsatte kan organisere sig, der er åbne fængsler og adgang til forskellige fornødenheder. Derfor har nogle argumenteret for, at Skandinavien er en undtagelse fra den international tendens til at slå hårdt ned mod kriminalitet,« siger Kristian Nagel Delica og forsætter:

»Det er rigtigt, at forholdene i de skandinaviske fængsler er meget anderledes end de forhold, man ser i amerikanske kæmpe-fængsler. Men i den retspolitiske debat ser vi, at Skandinavien måske ikke længere kan betegnes som en undtagelse. Der er ikke amerikanske tilstande endnu, men vi ser i debatten, at der er nogle træk, man skal være opmærksom på.«

Politikere piller ved de indsattes håndvægte

Peter Scharff Smith, der er ph.d. i historie og forsker i straf på Dansk Institut for Menneskerettigheder, er enig:

»Der er helt klart en tendens til, at man har bevæget sig fra at være mere ekspert- og forskningsorienteret, når lovene skulle udformes, til at straffepolitik er blevet et mere symbolpolitisk og følelsesladet område,« siger han og fortsætter:

»I USA har man i de seneste fire årtier set et massivt opsving i strafferammerne, og landet er i dag verdens førende fængselsnation med en fangepopulation på omkring to millioner.

Tendenserne begyndte at slå igennem i Europa i 1990’erne, og i Danmark har det taget yderligere fart i 00’erne, selv om vi lever i et samfund, der historisk set er fredeligere end nogensinde før.«

Ifølge Peter Scharff Smith er der en række eksempler på, at danske politikere i de seneste år har ført en ‘tough on crime’-symbolpolitik, der på visse områder minder om den amerikanske. Han nævner blandt andet politikernes nul-tolerance-politik over for narkotiske stoffer i fængsler:

»Det er oplagt symbolpolitik. Ansatte i Kriminalforsorgen og andre eksperter ved, at der er stoffer og hash i fængslerne, og at det er noget nært umuligt at slippe af med. Alligevel går man ind og siger til fængselspersonalet, at der er nultolerance, og at de skal lave flere tusind urintests årligt og straffe overtrædelser med isolation og udgangsforbud. Det bliver i vid udstrækning et ‘hårdt-mod-hårdt’ miljø,« siger Peter Scharff Smith og fortsætter:

»Politikerne har endda været inde og pille ved, hvilke håndvægte de indsatte må have. Og der er mange andre eksempler.«

Indsatte forstår ikke særregler

I 2015 konfiskerede personalet i danske fængsler 1.700 mobiltelefoner. I 2014 konfiskerede de 1.900.

Mobiltelefonerne blev smuglet ind, selv om fængslerne har metaldetektorer, overdækkede gårdmiljøer og andre foranstaltninger, der skal forhindre, at mobiltelefoner og andre ulovlige genstande kommer ind bag murerne.

Linda Kjær Minke tvivler på, at de indsatte i fængslerne stopper med at smugle mobiltelefoner ind, selv om de bliver straffet hårdere for at have dem:

»Når jeg taler med indsatte, kan de ikke forstå, at noget er forbudt bag lås og slå, men legalt i det omkringliggende samfund, så som at kommunikere via mobiltelefon. Når man forbyder mobiltelefoner i fængsler, skaber man et parallelsamfund, hvor der gælder andre regler end i det omkringliggende samfund, og det virker ikke befordrende i forhold til, at de indsatte skal ud af kriminalitet,« siger Linda Kjær Minke.

Linda Kjær Minke nævner også en skærpelse af fængslernes udgangsregler som et eksempel på, at politikerne har lavet lovændringer, der strider imod forskernes viden. I dag skal de indsatte sidde længere tid i fængsel, før de kan komme på udgang, end de skulle tidligere.

»Men forskning viser som sagt, at fortsat kontakt til det omkringliggende samfund begrænser risikoen for, at indsatte falder tilbage i kriminalitet, når de bliver løsladt,« siger hun.