Krigen om verdenskortet: Hvordan skal verden se ud?

Du har muligvis et helt forkert indtryk af, hvordan verden ser ud.

For kortet over verden, som du kender den fra klasseværelset i geografitimerne, fra brætspillet Risk, Google-Maps eller miniskærmen på en jumbojet, gengiver ikke verden, som den virkelig er.

Faktisk langt fra. Kortet forvrænger kontinenternes størrelser af praktiske og politiske årsager, og det har fået folkeskoler i Boston til at droppe kortet og i stedet hænge et andet kort, der arealmæssigt er mere retvisende, op i klasselokalerne. Mere om det senere.

Afrika er 14 gange større end Grønland

Lad os først se nærmere på det verdenskort, der er mest udbredt i vores og de fleste andre dele af verden, og som er skabt ud fra den såkaldte Mercator-projektion.

På Mercator-projektionen er Grønland på størrelse med Afrika, og Europa er nogenlunde så stort som Sydamerika.

Men faktisk er Afrika 14 gange større end Grønland, og Sydamerika er dobbelt så stort som Europa. Størrelsesforholdene på Mercator-projektionen er mildest talt ret misvisende.

Så hvorfor bruger vi det overhovedet?

Oprindeligt et søkort

Mercator-projektionen er skabt af Gerardus Mercator, som var en flamsk geograf og kartograf fra renæssancen.

For at kunne få jordens kugleform ned på et fladtliggende kort, var Gerardus Mercator tvunget til at lave en slags projektion.

Det gjorde han ved projektere jordkloden ind i et rør eller en cylinderform. Den har han derefter skåret op og rullet ud som et fladt kort. Og sådan blev Mercator-projektionen til i 1569.

Dengang havde Gerardus Mercator for øje at fremstille et søkort. Så for ham var det egentlig ligegyldigt, hvordan kortet forvrængede størrelsesforholdet mellem kontinenterne, så længe det kunne bruges til at navigere med.

Mercator-projektionen blev på sin tid – og har siden været – det mest brugte og anerkendte navigationskort over Jorden, og det er sandsyndligvis derfor, vi stadig bruger det i udbredt grad i dag.

»Kortet er meget eksponeret, og derfor er vi vant til at se Jorden repræsenteret netop på den måde, og således bliver et bud på en repræsentation naturaliseret,« fortæller Thomas Theis Nielsen, der er lektor ved Roskilde Universitet og forsker i geografiske informationssystemer.

At holde imperialismen i ave

Da Gerardus Mercator var flamsk, tager hans kort naturligvis udgangspunkt i Europa, og det er det, kritikere ofte hæfter sig ved i dag.

»Det er på mange måder en kortprojektion, der har passet godt ind i den europæiske historie, og som anskueliggør tankegods, der kan hentes frem fra imperialismens gemmer,« fortæller Thomas Theis Nielsen og uddyber:

»Mercator-projektionen i sin grundsubstans er med til at opretholde et eurocentrisk verdenssyn med Europa i centrum og i en større udgave, end det ret- og arealmæssigt er. Samtidig bliver områder omkring troperne underrepræsenteret, hvorved de kommer til at fremstå mindre væsentlige.«

Der findes dog en række alternative verdenskort, som gengiver verdens størrelsesforhold med en anden præcision og 'fairness', som kritikere siger. Det er et af dem, en række folkeskoler i Boston nu er begyndt at bruge i undervisningen i stedet for.

Et mere 'fair' kort?

Det kort, som FN anbefaler, og som en lang række skoler i USA og folkeskolerne i Boston har indført, bygger på Gall-Peters-projektionen.

Gall-Peters-projektionen er en rektangulær kortprojektion, der gengiver kontinenterne i et mere nøjagtigt størrelsesforhold i relation til hinanden.

Talsmænd fra folkeskolerne i Boston fortæller til theguardian.com, at det ikke kun handler om at give eleverne det rigtige størrelsesforhold på kontinenterne. Det handler også om at justere på de fejl, som koloniale agendaer stod bag for snart 500 år siden.

En af hagerne ved Gall-Peters-projektionen er dog, at kortet ikke har de rigtige vinkler. Det vil sige, at formerne på kontinenterne er meget upræcise, hvor de på Mercator-kortet er meget præcise.

Men det skal man ikke lægge for meget i, fortæller Thomas Theis Nielsen, for man kan ikke både være vinkel- og arealtro:

»Hvis man vil have arealer, der kan sammenlignes, kan man ikke måle vinkler og dermed ikke bruge det til navigation. Skal man på den anden side have et kort, der kan bruges til navigation, må man give afkald på arealerne.«

Et politisk spørgsmål

Thomas Theis Nielsen kalder tiltaget i Boston for en »fin ide«. På hans eget institut på RUC bruger de som alle andre også Mercator-projektionen som et standardkort. Om det skulle byttes ud med Gall-Peters-projektionen, har han har svært ved at afgøre.

»Man kommer under alle omstændigheder til at bruge Mercator-projektionen i sø- og luftfart, men diskussionen her går jo også mere på, hvilket verdenssyn det er, vi præsenterer vores børn for. De er nok rimelig ligeglade med, om de kan navigere på globalt niveau og vil formentligt interessere sig mere for, hvor tingene ligger, og hvor store de er. Det er et politisk spørgsmål,« konkluderer han.

I sidste ende findes der nemlig hverken rigtige eller forkerte kort, fortæller han.

»Jeg plejer at bede mine studerende spekulere over et helt basalt spørgsmål, når vi taler kartografi: Hvorfor er et bestemt kort fremstillet. Hvad var det for et spørgsmål, der gav anledning til et bestemt kort.«

Et hav af kort

Disciplinen i at forme det bedste verdenskort har stået på blandt geografer i hundrede år.

Det, man især skal være opmærksom på, er kontinenternes størrelsesforhold og former, der vil være forskellige fra kort til kort.

Du kan herunder få et overblik over nogle af de mange andre verdenskort og gøre op med dig selv, hvilket du helst vil have hængende på væggen - eller om du hellere vil investere i en globus.

Winkel tripel

Winkel tripel-projektionen er fra 1922 og er sammen med Mercator et af de mest brugte kort i verden.

Den gengiver hverken størrelsesforholdene eller kontinenternes former helt præcist, men den kombinerer Mercator- og Gall-Peters-projektionen og er på den måde et kompromis. Når man bevæger sig mod polerne, vil former og størrelsesforhold forvrænges.

Dymaxion

Dymaxion-kortet her projekterer jordkloden over på et ikosaeder, der er sat sammen af tyve trekanter og tredive kanter. Ideen er, at man kan folde det tredimensionelle ikosaeder ud til et todimensionelt kort.

Kortet har færre forvrængninger i kontinenternes størrelsesforhold end Mercator og færre forvrængninger i kontinenternes vinkler end Gall-Peters. Kortet har ingen 'rigtig vej', som det skal vende.

Det har vist sig at være glimrende til at forklare, hvordan vi mennesker har befolket og bevæget os på jorden.

Goode Homolosine

Goode Homolosine blev introduceret i 1923 som et alternativ til Mercator. Det er også kendt som appelsinskræls-kortet, da det ligner skrællen på en pillet appelsin.

Størrelsesforholdene er korrekt gengivet på kortet, mens vinklerne forvrænges noget, når man bevæger sig 44 grader nord eller syd fra ækvator.

Det er blevet brugt til at opdele verden i regioner. Der er også en alternativ version af kortet, der tager udgangspunkt i verdens oceaner.

Cahills butterfly

Cahills butterfly-projektion fra 1909 er muligvis det mest specielle af dem alle.

Kortet er projiceret over på en tredimensionel flersidet figur, som kartografen og arkitekten bag kortet, Bernard Joseph Stanislaus Cahill, selv udviklede.