KORT NYT FRA DANMARK
Et nyt verdenskort udarbejdet af forskere fra Københavns Universitet viser, at 64 procent af landjordens overflade er kommet under øget påvirkning fra mennesker over de sidste to årtier, og det presser naturen. Det skriver Københavns Universitet i en pressemeddelelse.
»Vi har undersøgt, hvor på jorden man ser den største fremgang eller tilbagegang i menneskelig påvirkning af naturen gennem de seneste to årtier. Det har givet os et aktuelt billede af, hvor forandringerne er størst, og det hjælper os eksempelvis med at vurdere, om beskyttede naturområder kan modstå presset eller ej,« forklarer Jonas Geldmann, der er post doc fra Danmarks Grundforskningsfonds Center for Makroøkologi, Evolution og Klima, i pressemeddelelsen.
Det er især de sværttilgængelige områder i bjerge, der har oplevet den største stigning i pres fra mennesker. Bjergområder og lignende huser nemlig mange af verdens sjældne og truede arter.
»Fra andre studier ved vi, at de største skader på naturen er sket i de lavtliggende, lettilgængelige områder. At presset nu flytter til de mere utilgængelige områder, tolker vi som et tegn på, at naturlige ressourcer som træ og landareal er ved at være udpint i de lavereliggende egne eller også, at der ikke er nok til at forsyne en voksende befolkning,« siger Jonas Geldmann om studiet, der er udgivet i tidsskriftet Conservation Biology.
Læs også:
Invasive arter koster én milliard om året
Sådan kan mennesket skabe Jordens undergang
Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.
aml