For 500 år siden udkom den første bibel med et landkort.
Jubilæet er passeret uden større opmærksomhed, men udgivelsen ændrede den måde, bibler blev produceret på.
Kortet var at finde i Christopher Froschauers udgave af Det Gamle Testamente fra 1525, trykt i Zürich og vidt udbredt i det centrale Europa i det 16. århundrede.
På trods af dette banebrydende øjeblik i bibelhistorien var dette første forsøg dog langt fra en succes.
Kortet er spejlvendt langs nord-syd-aksen, og som følge ligger Middelhavet øst for Palæstina i stedet for vest.
Det illustrerer, hvor begrænset kendskabet til Mellemøsten var i store dele af Europa, at et sådant kort kunne trykkes uden at nogen på trykkeriet stillede spørgsmål ved det.
Kortet blev oprindeligt tegnet omkring 10 år tidligere af den berømte renæssancemaler og grafiker Lucas Cranach den Ældre, der arbejdede i Wittenberg i det nuværende Tyskland.
Det er forsynet med latinske tekster og viser Palæstina med en række vigtige hellige steder som Jerusalem og Betlehem. Nederst på kortet ses Sinai-bjerget og den rute, israelitterne fulgte, da de flygtede fra slaveri i Egypten.
Landskabet fremstår dog mere europæisk end mellemøstligt, hvilket afspejler trykkernes uvidenhed om regionen.
Der er befæstede byer med mange træer, og i modsætning til virkeligheden slynger Jordanfloden sig langt mere dramatisk mod Det Døde Hav, mens kystlinjen er rigere på bugter og vige.
I det foregående århundrede havde europæerne genopdaget den græsk-romerske geograf Ptolemæus fra det 2. århundrede og med ham kunsten at fremstille præcise kort baseret på bredde- og længdegrader (i det omfang længdegrad overhovedet lod sig beregne på det tidspunkt, noget der først blev væsentligt forbedret i de følgende århundreder).
Køberne ønskede samtidige kort
Med bogtrykkerkunstens gennembrud gik Ptolemæus' Cosmographia sin sejrsgang gennem Europa.
Hans videnskabelige værk om geografi blev udgivet, og hans kort over den antikke verden reproduceret.
Trykkerne opdagede dog hurtigt, at køberne ønskede samtidige kort. Snart blev nye kort over Frankrig, Spanien og Skandinavien udgivet.
Set med nutidens øjne er de slående moderne: nord vender opad på siden, og byer, floder og kystlinjer er gengivet med stor nøjagtighed.
Disse kort fortrængte hurtigt middelalderens korttradition med dens symbolske tilgang til verden, som for eksempel Mappa Mundi, det berømte middelalderkort i Hereford-domkirken fra omkring år 1300, hvor det handlede mere om at formidle kulturel eller religiøs betydning end geografisk præcision.
Med én undtagelse: Palæstina.
De tidlige trykkere af Ptolemæus gav også deres læsere et 'moderne kort over Det Hellige Land', som i virkeligheden var alt andet end moderne.
Det var et middelalderkort, fremstillet ikke ved hjælp af bredde- og længdegrader, men ved brug af et gitter til at måle afstande mellem forskellige steder.
Det var orienteret med øst øverst på siden og vest nederst. Kortet fremstillede kristendommens hellige steder og opdelte Palæstinas land i stammeområder.
Lucas Cranachs kort blander disse to korttyper.
Langs den øverste og nederste kant er der indtegnet meridianlinjer, men kystlinjen hælder, så hele kortet i praksis er orienteret med nordøst øverst på siden.
Det er som om, Lucas Cranach ikke helt kunne beslutte sig for, hvilken type kort han ville skabe.
Fremstillingen er realistisk og moderne, men kortet er samtidig gennemsyret af symbolsk geografi: Når vi ser på tværs af kortet, følger vi israelitternes rejse fra slaveri i Egypten til det forjættede land, med alle dets ladede steder som Karmelbjerget, Nazaret, Jordanfloden og Jeriko.
Opfattelsen af Palæstina
Kortet var karakteristisk for Europas manglende interesse for Palæstina, der på daværende tidspunkt var en del af Det Osmanniske Rige.
Det, de europæiske bogkøbere interesserede sig for, var den særlige hybrid, som 'Det Hellige Land' udgjorde: Et sted, der på én og samme tid hørte til i den virkelige verden og alligevel stod uden for den.
De byer, kortet viste, var dem, der havde blomstret to årtusinder tidligere; byer, som for kristne i en vis forstand var mere virkelige end samtidens.
De indgik i det forestillingsbillede, der blev beskrevet i kirkerne og i skrifterne.
\ Læs også
Ejendommelig sammenstilling af det antikke og det moderne
Denne ejendommelige sammenstilling af det antikke og det moderne fik særlig betydning i kortlægningen af Palæstina som opdelt i 12 stammeområder.
De 12 stammer, der nedstammede fra Jakob, symboliserede kristendommens påstand om at være Israels og dets hellige steders retmæssige arving og samtidig det, som de hellige steder stod for: arven til det himmelske Jerusalem.
Linjerne på kortet formidlede Guds evige løfter. Men i den tidlige moderne periode begyndte linjer også at blive brugt til at markere grænser mellem suveræne stater.
Kortene over Det Hellige Land, pænt opdelt mellem de israelitiske stammer, satte dagsordenen for kartograferne. I takt med at det 16. århundrede skred frem, blev stadig flere kort i atlasser opdelt i adskilte nationer med klart afgrænsede grænser.
At et kort opdelt i territorier optrådte i Bibelen, gav en tilsyneladende religiøs legitimering af en verden fyldt med grænser.
Linjer, der tidligere havde symboliseret grænseløse guddommelige løfter, formidlede nu den politiske suverænitets begrænsninger. Kortene var kommet for at blive i biblerne.
Tiltalende symmetri
I de følgende år eksperimenterede bogtrykkerne med forskellige opstillinger, men endte til sidst med at samle sig om fire kort: ét over israelitternes ørkenvandringer, ét over de 12 stammers territorier, ét over Palæstina på Jesus’ tid og ét over apostlen Paulus’ missionsrejser.
Der er en tiltalende symmetri: to kort til Det Gamle Testamente og to til Det Nye. Men også to rejsekort og to kort over Det Hellige Land.
Denne symmetri formidlede forbindelsen mellem hændelserne: Det Gamle Testamente blev fulgt til dørs i Det Nye, og jødedommen i kristendommen.
Det første kort i en bibel er derfor et fascinerende øjeblik i historien, men også et urovækkende.
Det forvandlede Bibelen til noget, der minder om et renæssanceatlas, dybt indlejret i forestillingen om kristen overlegenhed: Det Hellige Land i den kristne forestillingsverden fortrængte det samtidige Palæstina, og kristendommen afløste jødedommen.
Samtidig var det én af de kræfter, der bidrog til at skabe den moderne verden af adskilte nationalstater. Vi har på mange måder levet med konsekvenserne lige siden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
