Den grønne omstilling kræver mange råstoffer: Forskere hejser rødt flag

Råstoffer som litium og kobolt er centrale elementer, når vi skal fremstille genopladelige batterier til en voksende flåde af elbiler og til at lagre strøm fra vind- og solcelleanlæg.

Men vores omfattende jagt på mineraler som kobolt kommer med miljømæssige og menneskelige konsekvenser, advarede flere forskere til et seminar afholdt af Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) forleden.

I flere tilfælde er det dokumenteret, hvordan kobolt, der bruges i litiumbatterierne, bliver udvundet i små uregulerede miner i DR Congo af børnearbejdere uden hjelme, masker og med primitive redskaber som skovle.

»Det er som at befinde sig i en permanent sandstorm,« som en minearbejder beskriver det i et stort feltstudie, hvor forskerne dokumenterede forholdene i flere småskala miner i DR Congo.

En af oplægsholderne seniorforsker Peer Schouten har selv forsket i DR Congo og med egne øjne set, hvordan minedrift efter kobolt i flere tilfælde sker under forfærdende forhold.

»Dele af råstofudvingen er i dag koncentreret i områder i Det Globale Syd, hvor råstoffer bliver udvundet i et miljø, der udsætter arbejderne for et ekstremt usundt arbejdsmiljø, og hvor der sjældent tages hensyn til den omliggende natur og miljøet generelt,« uddyber Peer Schouten, der er seniorforsker på DIIS, til Videnskab.dk.

Når verden skriger efter grønne teknologier, stiger udvindingen af råstoffer massivt; bare efterspørgslen på kobolt kan blive alt fra 6 til 30 gange højere i de næste 20 år, anslår Det Internationale Energiagentur.

Og over 60 procent af kobolt, der bruges til at gøre batterierne effektive, produceres i det uroplagede og mineralrige land DR Congo.

Peer Schouten understreger, at han ikke er modstander af den grønne omstilling – vi skal væk fra olie, gas og kul. Men man skal sikre, at det sker miljømæssigt og etisk forsvarligt.

Omstillingen kræver mange råstoffer

Råstofferne, som vi skal bruge i vindmøller, elbiler og elektronik, hænger hverken på træerne eller kan dyrkes.

De skal derimod udvindes fra jorden i store miner, som altid har været forbundet med problemer som ødelæggelse af de omkringliggende økosystemer og fældning af skov, da den metalholdige jordart skal graves fri, og metallerne kan være spredt ud over flere kilometer i et tyndt lag.  

Det samme billede ses nogle steder i verden, når man udvinder råstoffer, der skal gå til den grønne omstilling. Flere forskningsartikler (her, her & her) og en rapport fra FN har kastet lys over udfordringerne.

Og selvom det flere gange er bevist, at elbiler er mere klimavenlige end benzinbiler, så indeholder et litiumbatteri stadig 4,5 til 9 kilogram kobolt – læg dertil en række andre råstoffer. 

»Den grønne omstilling kræver en enorm mængde råstoffer, og der er stadig store CO₂-udledninger forbundet med storskala minedrift. Det er alt fra transport og maskiner, der kører på fossile brændsler, til raffineringsprocessen, og det er vi nødt til at adressere,« siger Peer Schouten. 

»Må ikke koste noget«

Selvom vi faktisk har nogle af råstofferne i Europa – du kan se et interaktivt kort her – bliver mindre end 5 procent af de kritiske råstoffer på verdensplan udvundet i EU. Det er nemlig dyrt, miljølovgivningen er typisk meget strammere, og de færreste vil have en mine i baghaven.

»Hele udfordringen med den grønne omstilling er, at det ikke må koste for meget,« som Peer Schouten formulerer det.  

»Udvindingen af nogle råstoffer er flyttet til områder, hvor det er billigere at udvinde, fordi man substituerer det ved at acceptere de økologiske og sociale skader, og CO₂-udledningen ryger samtidig over på udviklingslandenes konto,« mener seniorforskeren. 

Den samme pointe har professor Benjamin Sovacool fremført i en artikelserie hos mediet Danwatch:

»Vi vil gerne have den grønne omstilling, men den skal helst være så billig og overkommelig som muligt. Ikke mindst for at beskytte os selv her i Europa. Så lige nu lever vi med et kompromis. Du skal bruge billige materialer, hvis du også vil have og producere grønne teknologier billigt. Og hvis du skal have billige materialer, så kræver det, at du har minedrift som i DR Congo,« siger Benjamin Sovacool, professor i energipolitik ved universitetet i Sussex, til Danwatch. 

Skal veje det op mod alternativet

Man kan hurtigt tabe pusten, når man læser, hvordan efterspørgslen på råstoffer vil brage i vejret allerede frem mod 2040, herunder efterspørgslen på batterimetallerne kobolt, litium og grafit.

Jorden er dog ikke ved at løbe tør for metaller og andre råstoffer, der skal bruges til den grønne omstilling, forsikrer Per Kalvig, som er chefkonsulent på Videncenter for Mineralske Råstoffer og Materialer på GEUS.

Men, tilføjer han, den vestlige verden har slet ikke den infrastruktur til at forarbejde råstoffer, som den grønne omstilling kræver. Derfor ser man flaskehalse i forsyningerne, hvor Kina i dag har taget førertrøjen og står for den overvejende del af produktionen af råstoffer, samtidig med kinesiske mineselskaber sætter sig på flere miner i DR Congo. 

Per Kalvig er enig i, at der flere steder i verden ikke er tilstrækkelig kontrol med, hvordan minedriften foregår med store konsekvenser for miljøet og lokalsamfund til følge. Og det skal der rettes op på. 

I den snak minder Per Kalvig dog om, at vi også står midt i en klimakrise, som allerede raser for øjnene af os og betyder flere hedebølger og andre ekstreme vejrhændelser. 

»Minedrift har konsekvenser for naturen. Det er et vilkår, som vi må forholde os til, for vi kan ikke bare dyrke de mineralske råstoffer, og vi er afhængige af dem i den grønne omstilling. Men hvad skal vi veje det op imod? Vi kan heller ikke bare køre videre med en sort energipolitik og den store CO₂-udledning, der kommer derfra,« siger Per Kalvig.

»Så hvis man vejer det op og siger, at minedrift er forfærdeligt, så skal man i hvert fald veje det i forhold til alternativet, som er klimaforandringerne, der vil have store konsekvenser for Jorden.«

Forskel på minedrift

Man skal dog være varsom med at skære al minedrift over én kam. Når man taler om minedrift, er det nødvendigt at skelne mellem små-skala (forkortet ASM) og stor-skala (forkortet LSM) minedrift, uddyber Per Kalvig.

Små-skala udføres af lokale og foregår uden nogen former for kontrol og regulering, som det er dokumenteret af flere medier i områder af DR Congo. Omkring 20 procent af kobolteksporten fra DR Congo estimeres til at komme fra små, ulovlige operationer.

Stor-skala udgør klart den største del af udvindingen af råstoffer og er drevet af store virksomheder, som arbejder under mere kontrollerede forhold, men går heller ikke fri fra problemerne med konflikter, store mængder af mineaffald og forbrug af vand.

»Men der, hvor vi ser de meget store problemer, er i små-skala minedrift. Det skyldes en giftig blanding af fattigdom, som tvinger folk til at arbejde i illegale operationer, for blot at kunne overleve, og at landet har en svag myndighedsforvaltning, og dårlig forvaltning af råstofferne,« forklarer Per Kalvig.

Bedre i civiliserede lande

Selvfølgelig skal vi forholde os til, at minedrift ikke skal foregå under horrible vilkår. Men små-skala minedrift i DR Congo kan mest af alt kobles til desperation og fattigdom, indvender han.

Faktisk kan storskala minedrift godt levere den andel af kobolt, verden har brug for, påpeger Per Kalvig.

»Men de folk, der arbejder under disse vilkår, har ingen alternativer. Det vilkår bliver groft udnyttet. Så de prøver at skaffe sig indkomst ved at grave efter mineraler i stedet, og det bliver deres livsgrundlag.«

De store mineselskaber vil samtidig være mere forbeholdne med at udvinde råstoffer billigere i lande med et ustabilt styre, fordi der er en risiko forbundet med det. Og det står ikke selskaberne frit for, hvor de vil producere, da det ikke er alle områder i verden, der har en undergrund rig på gode mineraler, lyder det fra Per Kalvig.

»Mange af de steder, hvor det er billigt, er selskaberne også meget dårligere beskyttet, og det har vi lige præcis set, da Joseph Kabila (præsidenten, red.) inddrog nogle af licenserne til minedrift, og despoterne stjæler med arme og ben.«

»Jo mere civiliseret landet er, jo mere kontrol vil der også være med udvinding og selskaberne, og jo mere sikre er selskaberne på, at de kan få lov at producere. Det er til gavn for både den grønne omstilling, for miljø og arbejdsforhold.«

Øget fokus på gennemsigtighed

Kobolt findes også i blandt andet Australien, Filippinerne og USA.

Ser man på batterimetallerne litium, kobolt og grafit, så er der – bortset fra kobolt i DR Congo – ikke ret meget af udvindingen, der er domineret af små-skala minedrift, siger Per Kalvig.

Litium bliver overvejende udvundet i litium-saltsøer i Chile og Argentina samt fra miner i Australien, mens Kina står for en mindre andel.

I den proces pumpes store mængder vand op fra undergrunden for at udvinde litium fra malm, hvilket blandt andet kan skabe øget ørkendannelse.

»Vandmangel og vandforurening er reelle problemer med udvindingen af litium flere steder. Men det sker i lande, som i højere grad er til at snakke med,« vurderer Per Kalvig.

Og der er stigende opmærksomhed på minedriften. Over de seneste 25 år er vores viden om minedriftens miljøpåvirkninger og urimelige arbejdsvilkår, blevet »meget større,« og flere mineselskaber arbejder på bedre forhold hele vejen rundt, mener Per Kalvig.

»Der er meget mere fokus på forsyningskæderne og regulering, hvor man prøver at spore råstofferne, så man ved, hvor de er udvundet. Og nogle af de långivere, der låner mineselskaberne penge til projekter, stiller også krav, så det er ikke sådan, at der er frit slag på markedet.«

Gode intentioner

Peer Schouten anerkender, at der fra EU’s side er gode intentioner og en stigende opmærksomhed om problemet. Men det halter med konkret handling og gennemsigtighed i forsyningskæderne. Selv virksomhederne har svært ved skråsikkert at sige, hvor mineralerne er udvundet, påpeger han.

Råstoffer som kobolt og litium kan ikke bare smides i et batteri, når de er udvundet. De skal igennem en lang kæde af bearbejdninger. Flere specialiserede virksomheder er involveret, efter at mineralerne har forladt minen, og inden de når frem til de fabrikker, der laver batterierne.

Når råstofferne flere gange skifter hænder, og blandes op med andre råstoffer, bliver det svært at gennemskue, om kobolt kommer fra en mindre mine i DR Congo eller fra andre områder, påpeger Peer Schouten.

Han efterlyser derfor bedre international koordinering af aftaler for ansvarlig minedrift, bedre sporbarhed for metallerne, og solide CO₂-regnskaber over hele forsyningskæden for alle de teknologier, som vi producerer.

Derudover er vi også nødt til at åbne for snakken om vores enorme energi- og materialeforbrug, bemærker Peer Schouten. En pointe, som flere forskere fremlagde under konferencen på DIIS.

»Lige nu ser vi, at man øger mængden af natur, vi omdanner til industrielle materialer, i stedet for egentlig at reducere vores materielle forbrug,« siger Peer Schouten.

Kan ikke slå råstofferne op

Innovationsforsker Lykke Margot Ricard deler bekymringen om den manglende gennemsigtighed i forsyningskæden.

»Man kan for eksempel finde databladene på specifikke solceller og slå dem op, men her fremgår det ikke, hvor råstofferne er udvundet. Vi kan ikke få den oplysning.«

»Nogle producenter har en urskov af underleverandører, som gør det ekstra svært at gennemskue. Det er meget skjult, og de fleste vil heller ikke oplyse det,« fortsætter Lykke Margot Ricard, der forsker i bæredygtig innovation på Syddansk Universitet.

Den stigende efterspørgsel på litium-batterier kommer ikke kun fra elbiler, men også fra solcellepaneller, hvor vi skal bruge batterier til at lagre energien.

Tidligere blev flere solcellepaneler produceret i Tyskland og Frankrig. Men nogle af de europæiske producenterne har haft svært ved at konkurrere med importen af de billige solcellepaneller fra Kina, hvilket Information tidligere har afdækket.

Kalder på nye løsninger

Den stigende efterspørgsel understreger behovet for at finde nye løsninger, beretter Lykke Margot Ricard.

Det er uhyre vigtigt at forske i brugen af alternative grundstoffer og materialer til fremstilling af grønne teknologier, samtidig med vi skal blive langt bedre til at genbruge råstofferne, end vi gør i dag.

»Lige nu er udfordringen, at det er billigere at købe nye produktkomponenter, end det er at genanvende de gamle. Så det kræver blandt andet, at vi ser på designprocessen, og at det bliver nemmere at adskille råstoffer og materialer i teknologierne, så vi kan genbruge flere af delene og til en højere værdi.«

Zoomer man ind på litiumbatterier – og kobolt for den sags skyld – så er den gode nyhed, at de faktisk kan bruges igen. Det forskes der intensivt i, og bilproducenter indfører programmer for at genbruge dem eller mindske brugen af blandt andet kobolt.

Lykke Margot Ricard lufter idéen om et pantsystem, hvor virksomhederne får penge for at indlevere den brugte elektronik, så råstofferne holdes i et cirkulært kredsløb. Det går også under navnet cirkulær økonomi.

»Jo mere, vi kan genbruge, des mindre har vi behov for at udvinde nye råstoffer.«