Klimaskepsis 2.0: Sådan nedvurderer 'eksperter', debattører og politikere klimaudfordringen
KOMMENTAR: En ny form for klimaskepsis fremføres af eksperter og politikere, der fremstår, som om de forstår omfanget af problemet og tager sig af det. Men de foreslår helt utilstrækkelige løsninger, og når de udfordres, svarer de typisk, at vi må være realistiske.
klimaskepsis 2.0 undervurderer klimakrisen

Klimaskepsis 2.0 er særligt problematisk, fordi den er vanskeligere at genkende end den oprindelige klimaskepsis. Den anerkender problemet, men underspiller systematisk dets omfang og alvor. (Foto: Shutterstock)

Klimaskepsis 2.0 er særligt problematisk, fordi den er vanskeligere at genkende end den oprindelige klimaskepsis. Den anerkender problemet, men underspiller systematisk dets omfang og alvor. (Foto: Shutterstock)

Vi står overfor en ny form for klimaskepsis.

Tidligere bestod den i en benægtelse af menneskeskabt global opvarmning.

I dag består den af en systematisk nedvurdering af omfanget af klimakrisen og af en indsnævring af den tid og det mulighedsrum, vi har for at afbøde den. 

Denne klimaskepsis 2.0 er et udbredt fænomen blandt danske debattører og politikere. Den forsinker omstillingen og skal udfordres, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader.

Hidtil har betegnelsen 'klimaskeptiker' været forbeholdt dem, som stiller spørgsmålstegn ved eksistensen af den globale opvarmning, og om den skyldes den menneskeskabte udledning af drivhusgasser.

Videnskabshistorikeren Naomi Oreskes har vist, hvordan olie-, kul- og højreliberale kræfter fra 1990'erne udbredte denne form for klimaskepsis (læs også Videnskab.dk-artiklen om Oreskes' arbejde: Olieindustrien har i årtier forsøgt at skjule sandheden om klimaforandringer).

Denne ældre type klimaskepsis kan du læse mere om i boksen under artiklen - her skal det handle om klimaskepsis 2.0.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Klimaskepsis 2.0 kommer i 4 former

Det, vi kalder klimaskepsis 2.0, har udviklet sig sideløbende med afvisningen af klimavidenskaben. Det gør klimaskepsis mindre åbenlys, men ikke mindre problematisk.

Klimaskepsis 2.0 går ikke ud på at benægte, at global opvarmning findes, eller at den er menneskeskabt. Den nikker til overordnet klimavidenskab, men nedvurderer systematisk de risici og udfordringer, som opvarmningen indebærer.

Klimaskepsis 2.0 viser sig for det første i en undervurdering af de ødelæggelser og omkostninger, som opvarmningen vil medføre.

For det andet bliver tiltag, der er helt nødvendige for at afbøde opvarmningen, afvist som værende urealistiske.

For det tredje viser den sig som politisk pseudo-handling, hvor slagkraftige ytringer om handlekraft og 'Danmark som internationalt foregangsland' ikke leder til politiske tiltag, der giver sikre og store CO2-reduktioner.

Og for det fjerde viser den sig i en inkonsistent retorik, som begrænser det politiske mulighedsrum for danske klimaambitioner – for eksempel i form af antagelser om, at yderligere dansk enegang på klimaområdet vil være skønne spildte kræfter.

Klimaskepsis 2.0 er særligt problematisk, fordi den er vanskeligere at genkende end den oprindelige klimaskepsis. Klimaskepsis 2.0 fremføres af debattører og politikere, som ofte tydeligt anerkender, at den globale opvarmning udgør en stor udfordring for vores samfund.

Det forvirrer billedet og gør det vanskeligt at afkode, hvorvidt disse debattører og politikere reelt anerkender de risici for mennesker, som klimaforandringerne indebærer, og hvad der kræves for at afbøde dem.

Den ny klimaskepsis underspiller risici og omkostninger

Klimaskepsis 2.0 manifesterer sig blandt andet i udsagn, som systematisk underspiller risici og omkostninger.

Denne form for skepsis støtter sig ofte op ad nogle modeller for forholdet mellem klimaforandringer og økonomi, som er udviklet af økonomen William Nordhaus.

I Danmark er Nordhaus' modeller flittigt blevet anvendt af blandt andre Bjørn Lomborg, repræsentanter for tænketanken CEPOS og De Økonomiske Råds sekretariat.

Modellerne anvendes til at identificere en 'optimal klimapolitik', det vil sige en afvejning af omkostningerne ved at begrænse opvarmningen op mod en forventet velstandsstigning forbundet med forurenende aktiviteter.

Nordhaus' modellering har ført til meget opsigtsvækkende resultater, såsom at en global opvarmning på 3,5 grader ved udgangen af dette århundrede er optimalt, og at den globale opvarmning kun vil betyde et tab af velstand på ganske få procent, selv ved globale temperaturstigninger på over 3 grader!

Disse resultater og anbefalinger står i skarp kontrast til advarslerne fra FN's klimapanel om risici for ukontrollerbare og potentielt irreversible forandringer, som kan være uforenelige med opretholdelsen af vore samfund, som vi kender dem i dag, ved en global temperaturstigning på mere end to grader.​

Nordhaus' modeller medfører urealistiske økonomiske antagelser

Nordhaus' modeller kan nå frem til disse resultater på grund af en række antagelser.

For eksempel antagelsen om en fortsat fremtidig vækst i global produktivitet, velstand og banebrydende teknologi. Altså, en idé om, at fremtidige generationer per automatik vil være bedre rustet til at tilpasse sig og bekæmpe den globale opvarmning.

Denne antagelse er kritisk, fordi den giver Nordhaus anledning til at sætte en høj såkaldt diskonteringsrate.

En højere diskonteringsrate betyder, at forventede omkostninger ude i fremtiden – for eksempel skader forårsaget af et forandret klima – tillægges lavere vægt (læs mere om ratens betydning i klimaregnskabet på s. 3 her).

Det betyder i praksis, at investeringer nu og her i at afbøde fremtidige klimaforandringer fremstår som en dårlig forretning, hvilket gør politikere mindre tilbøjelige til at bruge penge til klimaafbødning her og nu.

Vi må give afkald på ideen om vækst og stigende forbrug

Antagelsen er imidlertid udfordret af flere forhold i den virkelige verden.

For det første har den globale vækst været faldende siden 1960'erne.

For det andet tyder alt på, at klimaforandringernes følgevirkninger i stigende grad vil udfordre mulighederne for at øge produktivitet og velstand. Det ser vi allerede tegn på nu.

Dertil ser vi på globalt niveau en meget tæt sammenhæng mellem økonomisk vækst og udledning af drivhusgasser og miljøbelastning mere generelt.

For at opnå den tilstrækkelige reduktion i den globale klima- og miljøbelastning, må vi derfor efter alt at dømme give afkald på idéen om vækst og et stigende materielt forbrug globalt set.​

Modellerne undervurderer skaderne fra global opvarmning

En anden kritisk antagelse vedrører skadesomkostningerne for det globale samfund ved den globale opvarmning.

Modellerne ser her bort fra de store risici, som knytter sig til de såkaldte 'tipping points', hvor der sker pludselige forandringer i en eller flere af de faktorer, der stabiliserer det globale kulstofkredsløb.

Det kan for eksempel være en hurtig afsmeltning af den grønlandske indlandsis eller et kollaps af de store skovøkosystemer som regnskoven i Amazonas eller skovene i Sibirien eller Nordamerika.

De økonomiske konsekvenser af et potentielt kollaps af økosystemet i Amazonas er en af de 'tipping points', der ikke bliver taget højde for, når det antages, at vi i fremtiden kan skabe vækst ubekymret af klimaforandringer. (Foto: Shutterstock)

Der findes ingen eksakt videnskab om, hvad sådanne kollaps præcist ville betyde for den globale samfund, men det er næppe foreneligt med idéen om øget global velstand.​

Giver os et forkert billede af risici

Når tænketanken CEPOS deltager i klimadebatten, er det ofte med direkte henvisning til William Nordhaus' analyser af en 'optimal' klimapolitik.

CEPOS' Mia Holstein, der også er medlem af Etisk Råd, henviste i Politiken eksempelvis til et af Nordhaus' studier i et forsvar for, at hensynet til fortsat økonomisk vækst i Danmark må gå forud for hensyn til klima og miljø.

Holstein blev efterfølgende kritiseret kraftigt af klimarådets daværende formand Peter Birch Sørensen for ikke at forholde sig til de risici og skadesomkostninger, som Nordhaus' modeller ser bort fra.

Siden da har også økonomen Asker Voldsgaard kritiseret CEPOS' dybt problematiske brug af Nordhaus som 'klimatrivialisering', hvilket refererer til den nedvurdering af risici og skader, vi skriver om her.

Denne tendentiøse anvendelse af resultater fra økonomiske modeller, der groft undervurderer risici og omkostninger ved klimaforandringerne, er et tydeligt eksempel på klimaskepsis 2.0.

Når CEPOS og andre har held til at påvirke debatten i den retning, forskubbes hele den danske debat væk fra klimaforandringernes reelle risikobillede, og der skabes tvivl om, hvor hurtige og omfattende handlinger, der egentlig kræves.

Klimskepsis 2,0 ytrer handlekraft, men gør ingenting

Klimaskepsis 2.0 viser sig også som pseudo-handling. Det giver sig udslag i ytringer om handlekraft, som ikke modsvares af den førte politik.

Et eksempel par excellence er den tidligere regering: 

Daværende minister Lars Christian Lilleholt (V) påstod helt frem til sent i valgkampen i 2019, at regeringen var en af de grønneste nogensinde, alt imens Energistyrelsens effektberegninger af den førte politik viste en kraftig opbremsning i den grønne omstilling.

Argumentet: 'Danmark kan ikke gå forrest' er yndet

Idéen om, at dansk enegang i front vil være skønne spildte kræfter er en anden indflydelsesrig fortælling, som bidrager til yderligere forhaling af den grønne omstilling.

I denne fortælling præsenteres Danmark som et lille land i en globaliseret verden præget af stærk international konkurrence, hvor varer flyder frit over grænserne.

I en sådan verden, lyder det fra blandt andet Landbrug & Fødevarer og Dansk Industri, vil Klimarådets forslag om en gradvis indførelse frem mod 2030 af en høj dansk CO2-afgift, blot føre til, at produktionen flytter til steder, hvor man producerer mindre klimaeffektivt, og dermed vil netto-klimaeffekten faktisk være negativ.

I dagene efter offentliggørelsen af Klimarådets rapport spillede også de danske medier med på klimaskeptikernes hold ved retorisk at fremstille Klimarådets forslag som radikalt og skræmmende. Både Politiken og DR brugte således ordet 'kæmpeafgift' i overskrifter om Klimarådets forslag - et ord, som spredte sig over en række nyhedsflader i debatten.

Længere nede i DR-artiklen kunne man læse om de forbrugsprisstigninger afgiften antages at føre til i 2030: »at et halvt kilo oksekød om ti år vil koste 13 kroner mere end i dag, mens mælk vil blive to kroner dyrere, og benzin og diesel bliver fire til fem kroner dyrere.«

En udsigt til prisstigninger om ti år skal naturligvis diskuteres, men det bør foregå i lyset af de omvæltninger, som klimaforandringerne vil medføre, hvis ikke der handles.

Den nuværende klimaminister Dan Jørgensen (S) vil heller ikke bakke op om en sådan afgift og vægrer sig også ved endegyldigt at sætte en slutdato på olieudvindingen i Nordsøen.

Dan Jørgensen peger her på, at han hører »modstridende« argumenter fra »kapaciteter indenfor fagligheden« i forhold til den økonomiske og klimamæssige effekt af en sådan beslutning, herunder om en udfasning af den danske produktion blot vil lede til øget olieproduktion i andre lande med mindre klimavenlig produktion.​

'Ingen vil løse klimakrisen, og derfor skal vi heller ikke'?

Alle argumenterne om lækage-effekten af danske tiltag bygger imidlertid især på en kritisk antagelse om, at dansk enegang på klimaområdet ikke vil påvirke andre landes politik.

Men hvordan hænger det sammen med fortællingen om, at Danmark er et inspirerende eksempel for andre lande i forhold til grøn omstilling og teknologi?

Der går næppe en uge, uden den danske regering fremhæver Danmarks rolle som foregangsland. Og om end man kan være uenig i dén præmis, er det ubestrideligt, at danske politikere og erhvervsfolk jævnligt modtager invitationer fra hele verden til at udbrede sig om, hvad andre kan lære af omstillingen i Danmark.

Antagelsen om, at det blot vil føre til import af fødevarer med en højere klimabelastning, hvis vi tager det første skridt og regulerer det danske landbrug, bygger på en idé om, at vores nabolande ikke regulerer.

Hvis de ikke gør det, når vi med sikkerhed ikke de globale klimamål. Er dét virkelig den uudtalte analyse fra vores politikere? At ingen andre vil løse klimakrisen – og at vi derfor heller ikke skal forsøge?​

Argumentet om, at dansk enegang ikke nytter, er altså diskutabelt. International klimapolitik handler i høj grad om 'best practice'.

For eksempel har den svenske klimalov fra 2017 med mål om nul emissioner i 2045 tiltrukket stor international medieopmærksomhed og har dermed været med til at hæve barren for andre lande.

Finland fulgte i 2019 efter med et mål om CO2-neutralitet i 2035, og Danmarks mål om 70 procent reduktion 2030 var med til at skubbe til de internationale standarder.

Derfor er 70 procents reduktion slet ikke ambitiøst nok

Her er det værd at bemærke, at al debatten herhjemme lige nu handler om at nå et klimamål, som - set i lyset af den globale udfordring – ikke i sig selv kan siges at være ambitiøst.

Dét må være den klare konklusion, hvis vi for et øjeblik dvæler ved rammen, indenfor hvilken målet er sat.

Denne ramme er FN's territorialprincip for opgørelse af nationale drivhusgasudledninger, som ignorerer udledninger forbundet med international flyvning og skibstransport, og som allokerer (fordeler) udledninger til lande på basis af et produktionsprincip.

Opgjort under dette princip er de danske drivhusgasudledninger cirka otte tons per person per år. Men hvis vi i stedet opgør de totale udledninger efter et forbrugsprincip, lander vi på et langt højere tal – cirka 13 ton per person per år – som opgjort for nyligt af Klima- og Omstillingsrådet.

Dette tal kaldes ofte 'klimaaftrykket' og repræsenterer de udledninger, som er forbundet med at opretholde det danske samfund og danskernes levevis, i højere grad end opgørelserne til FN.

Hvis vi 'kun' sigter mod at opnå 70 procent-målet, hvilket svarer til en reduktion på cirka 4 ton per borger fra nu af (da vi allerede har reduceret noget), vil den gennemsnitlige dansker i 2030 – alt andet lige – fortsat belaste det globale klima med cirka 9 ton per borger.

Dette er cirka 3 gange højere end det tilladelige for en gennemsnitlig verdensborger i 2030, hvis vi vil nå 1,5-graders målet, uden at skulle satse på usikre fremtidsscenarier såsom binding af atmosfærisk kulstof i stor skala.

Set i lyset af disse størrelsesforhold fremstår den megen ståhej om 70 procent-målet som en distraktion fra den vigtige debat om, hvordan vi får skabt et reelt klimabæredygtigt dansk samfund - og dermed bliver det hele en form for klimaskepsis 2.0.

Klimaskepsis 2.0 er et stort blændværk

De forskellige former for klimaskepsis 2.0 står i vejen for en diskussion af risici og handlemuligheder for at afbøde den globale klimaudfordring.

De står også i vejen for den vigtige debat om, hvordan Danmarks ageren i de kommende 4-5 år kan være med til at skabe altafgørende internationale momentum, som kræves, hvis vi vil undgå en fremtid med eskalerende klimakatastrofer og krav om en oprydningsindustri i global megaskala, som kan trække CO2 ud af atmosfæren igen.​

Klimaskepsis 2.0 er derfor et alvorligt fænomen. Den fremføres af eksperter og politikere, som udtrykker ægte bekymring for den globale opvarmning. Disse personer fremstår, som om de forstår omfanget af problemet og tager sig af det.

Men blændværket afsløres af, at de foreslår helt utilstrækkelige løsninger, og at de systematisk taler risici og udfordringer ned.

Når de udfordres, svarer de typisk, at vi må være realistiske. Dén realisme betyder imidlertid i praksis, at regningen sendes frem i tid. Til en tid, hvor vore børn og børnebørn skal kæmpe med de alvorlige følgevirkninger af klimaforandringerne.

En fortsat tøven i dag vil indebære et massivt fremtidigt krav til netto-negative CO2-emissioner på globalt niveau, hvis vore børn og børnebørn skal gøre sig håb om at få den globale opvarmning bragt under kontrol til dén tid.

Det er dén kyniske realisme, som vi ikke stiltiende kan lade passere.​

Eksperter og medier svigter deres ansvar

Mange danskere stoler på, at eksperter og politikere har styr på klimaproblematikken og handler ansvarligt ud fra de enorme risici, vi står overfor.

Vi betaler skat for at finansiere eksperter og uafhængige medier og går til stemmeurnerne for at vælge vores politikere.

Men eksperter, meningsdannere, politikere, og uafhængige medier er i denne henseende ikke almindelige borgere og kan ikke tillade at frasige sig ansvaret. De har en særlig indsigt, eller forpligtelse til indsigt, en særlig position, og dermed et særligt ansvar.

Og dét ansvar svigter mange fortsat på klimaområdet.

Ved at underspille risici og fremtidige omkostninger forbundet med klimaforandringerne.

Ved at lade analyser af mulighedsrummet for handling bygge på en uudtalt antagelse om, at danske tiltag til klimaafbødning ikke vil modsvares af tilsvarende tiltag i andre lande.

Ved at foregive, at opfyldelsen af det danske 70 procent-mål er ambitiøst og udtryk for en udstrakt grad af globalt klimalederskab.

Ved retorisk at fremstille moderate politiske tiltag til klimaafbødning som radikale og urealistiske.

Vi har valgt at kalde disse former for svigt blandt nøgleaktører i klimadebatten for klimaskepsis 2.0.

Det er denne skepsis, vi som samfund må udfordre, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at kunne mobilisere en indsats, der matcher klimakrisens omfang.

Visse dele af denne artikel har tidligere været bragt som kronik i Politiken. Denne artikel er en kraftigt redigeret og opdateret version. 

Klimaskepsis 1.0: Kul- og olieindustrien såede først tvivl om klimaforandringer

Hidtil har betegnelsen klimaskeptiker været forbeholdt de, som stiller spørgsmålstegn ved eksistensen af den globale opvarmning, og om den skyldes den menneskeskabte udledning af drivhusgasser.

Denne oprindelige klimaskepsis handlede om at så tvivl om eksistensen af den globale opvarmning samt om, hvorvidt menneskeskabte drivhusgasser spillede en rolle.

Den vandt frem i 1990'erne, fordi højre-liberale kræfter og kul- og olieindustrien fandt sammen om at finansiere og sprede klimaforvanskende forskning. På den måde blev der sået tvivl om klimavidenskaben i offentligheden.

Dette er veldokumenteret – blandt andet af professor i videnskabshistorie ved Harvard universitetet Naomi Oreskes, som vi nævnte i indledningen.

Naomi Oreskes har over en årrække forsket i udbredelsen af denne form for klimaskepsis (læs også Videnskab.dk-artiklen om Oreskes' arbejde 'Olieindustrien har i årtier forsøgt at skjule sandheden om klimaforandringer').

I Danmark ser vi i dag kun sjældent eksempler på klimaskeptiske ytringer i den oprindelige betydning. Men der er eksempler. I efteråret 2018 for eksempel, hvor klimaordfører i Dansk Folkeparti Mikkel Dencker direkte udtrykte tvivl om, hvorvidt den globale opvarmning er menneskeskabt.

Også Liberal Alliance havde indtil få for år siden en erklæret klimaskeptiker, Villum Christensen, som klimaordfører. Partiets leder, Anders Samuelsen, måtte i 2015 'præcisere' klimaskeptiske udtalelser fra deres egen klimaordfører.

Senest kom Dronning Margrethe med et opsigtsvækkende svar i et interview med Politiken 10. april 2020.

Svaret lød: »Jamen, at mennesker spiller en rolle i klimaforandringer, det er der nok ingen tvivl om. Men om de er skabte – direkte – det er jeg ikke ganske overbevist om,« da hun blev spurgt, om hun er på videnskabens side, når den taler om, at klimaforandringer er menneskeskabte.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.