Mængden af viden, som indikerer, at der er god grund til at bekymre sig om de menneskeskabte klimaforandringer, vokser og vokser.
Alligevel er der rigtig mange, som hverken bekymrer sig om eller lader sig overbevise af, hvad et overvældende flertal af verdens klimaforskere forsøger at fortælle os.
‘Klimaskeptikere’ eller ‘klimarealister’ – som nogle sågar insisterer på at kalde sig – er en mangfoldig gruppe, og ethvert forsøg på at skære alle over én kam er misvisende.
Der findes redelige akademikere, som oprigtigt og legitimt stiller sig skeptiske over for enkeltstående publikationer, der konkluderer med menneskeskabte klimaforandringer, men også forskere, der masseproducerer ‘klimaskeptiske’ artikler med økonomisk støtte fra forurenende industrier.
Det er imidlertid andre kræfter, som ligger bag strømmen af indslag i avisernes kommentarfelter.
Tydelige paranoide træk
De mest ekstreme har tydelige paranoide træk. De argumenterer for, at FN’s klimapanel er en gigantisk konspiration sat i værk ene og alene for at gøre livet besværligt for os.
Andre – lidt mere nøgterne indlæg – er fyldt med komplicerede udredninger med kildehenvisninger til netsider og tidsskrifter med imponerende navne, som ved nærmere eftersyn er lige så utroværdige som de ‘publikationer’, der henvises til af andre tilsvarende aktivister: Dem som ikke er videre optaget af, at Jorden er truet, men at den er flad, eller at den blev skabt på lidt under en uge.
‘Skepsis’ og ‘realisme’ er egentlig hæderfulde ord, som reflekterer grundlæggende værdier for videnskabelig virksomhed, men i forhold til klimaproblematikken er disse begreber kommet godt og grundigt på afveje.
\ Om artiklens forfatter
Denne kommentar er skrevet af professor Ole Bjørn Rekdal, der forsker i akademisk kildebrug og integritet i forskning ved Høgskulen på Vestlandet i Norge.
De typiske bidrag i avisernes kommentarfelter er ikke præget af skepsis eller tvivl, men derimod af en skråsikkerhed om, at næsten alle klimaforskere tager fejl.
Mange mener derfor, at ‘klimabenægtere’ eller ‘klimavidenskabsbenægtere’ er mere dækkende ord, hvis man skal beskrive de personers tankegang, hvis hjertesag det er at modbevise, at menneskelig aktivitet har nogen som helst effekt på klimaet.
Klimabenægtelse eller fortrængning?
Men ingen spørger, om mon ikke psykologerne har et endnu bedre ord for, hvad det er, der sker, når 1 ud af 10 nordmænd (og 1 ud af 20 danskere, red.) ikke tror på menneskeskabte klimaforandringer.
‘Fortrængning’ er en psykologisk forsvarsmekanisme, som bliver brugt til at undertrykke eller afvise følelser, oplevelser eller viden, som vi opfatter som ubehagelige, eller som har som naturlig konsekvens, at vi er nødt til at gøre ubelejlige ting, som for eksempel at betale mere for benzinen eller skrue ned for gulvvarmen på badeværelset.
Det kan være fristende at kritisere eller latterliggøre argumenterne eller brugen af kilder brugt af dem, der frydefuldt slår sig løs blandt læserkommentarerne, hver gang der falder ekstra meget sne. Det kommer der dog sjældent noget godt ud af.
Klimavidenskabsbenægtere bærer en tung byrde
Følelserne og eksplosionerne, som gerne kommer til udtryk i disse meningsudvekslinger, indikerer, at vi har at gøre med noget langt mere alvorligt og bekymrende end bevidst og strategisk benægtelse af viden, som truer med at gøre morgendagen lidt mindre komfortabel.
Mange klimavidenskabsbenægtere bærer på en tung byrde – helt uden at vide det selv. De er dødensangste for, at FN’s klimapanel har en lillebitte smule ret.
Hvis temperaturen falder eller stiger ét eller andet sted i verden, koger de over – enten af begejstring over at få bekræftelse eller ‘bevis’ på, at de alligevel har ret, eller langt oftere af raseri over, at ‘klimakonspiratorerne’ (med den ‘hensynsløse profitmager’ Al Gore i spidsen) har fået endnu et argument for at hævde, at der er grund til bekymring for vores børns fremtid.
Rygning og sundhed
Rygerne i min svigermors generation oplevede den spæde begyndelse på et lignende scenarie: En stadig stigende mængde forskningsresultater som indikerede, at der findes en korrelation mellem rygning og dårligt helbred.
Hendes læge beroligede hende i 1960’erne med, at der ikke rigtig var grund til bekymring. Men min svigermor er en klog kvinde. Hun holdt op med at ryge – ganske enkelt for at være på den sikre side.
Når mange af os fortsætter med at ryge, er det måske ikke et særlig klogt valg, men det er en individuel beslutning, som andre bør respektere, så længe det ikke går nævneværdigt ud over omgivelserne.
‘Fælledens tragedie’
Lige netop dét med individualitet skiller klimaspørsmålet fra andre store spørsmål om liv og sundhed. Det drejer sig ikke kun om enkeltpersoner, som får livet forkortet som følge af fortrængning af viden og ikke videre smarte valg, men om hele klodens fremtid.
Menneskeskabte klimaforandringer handler om et fænomen, som er blevet studeret i mindre målestok: ‘Fælledens tragedie‘.
Fælledens tragedie er et begreb brugt om overforbrug af en fællesressource – eksempelvis overfiskeri eller overgræsning, der kan have katastrofale konsekvenser i form af udryddelse af arter eller erosion eller ørkenspredning i et landområde.
Problemet er, at enkeltpersoner, som vælger at sende flere dyr ud på græsningsarealerne, eller som øger deres fiskefangster, egentlig blot foretager rationelle valg for at øge deres indtægt.
Katastrofen indtræffer ikke, fordi et enkelt menneske vælger at have flere køer end andre, men fordi alt for mange – eller alle – tænker og handler på akkurat den samme måde.
En yderst velvarslet katastrofe
Når vi åbner gigantiske oliefelter, og andre bygger enorme forurenende kulkraftværker, er det måske kloge valg for at løse kortsigtede og lokale udfordringer.
For vores planets fremtid handler summen af de disse valg imidlertid om en kollektiv form for idioti – og en yderst velvarslet katastrofe.
Der findes en lang række eksempler på, at traditionelle og moderne lokalsamfund gennem forskellige reguleringstiltag har formået at løse Fælledens tragedie.
Udfordringen ved de menneskeskabte klimaforandringer er, at fælleden er så stor, og det indebærer, at vi skal påvirke eller regulere flere milliarder menneskers individuelt set forståelige og isoleret set fornuftige valg.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
En omvendt selvopfyldende profeti
Om Jorden er flad eller rund, eller om den er 6.000 eller 4,5 milliarder år gammel, bliver bagatelagtige spørgsmål i denne sammenhæng.
Bare tanken om, at en lillebitte brøkdel af verdens klimaforskere kan have en lillebitte smule ret i bare et fåtal af deres konklusioner, er skræmmende nok.
I en sådan situation er det ikke spor mærkeligt, at vi bliver bange og forsøger at beskytte os ved at lukke videnskab, viden og fornuft ude på forskellige måder.
Det tragiske er naturligvis, at når mange af os fortrænger viden om klimaforandringerne, så hensætter vi os selv og de politikere, vi stemmer på, til handlingslammelse.
Vi muliggør på denne måde en omvendt selvopfyldende profeti.
En spade for en spade
Det er på tide, at vi kalder en spade for en spade. Når så mange nægter at tro på klimaforskernes konklusioner, handler det først og fremmest ikke om ‘skepsis’, ‘realisme’, ‘fornægtelse’ eller ‘fortrængning’, men om fejhed.
Og det er fejhed af den mest usle slags, fordi konsekvenserne kommer til at ramme uskyldige mennesker, som i dag er små børn, eller som måske slet ikke er født endnu.
Populistiske politikere og skvadderhoveder, der sidder i mørke kroge og boltrer sig med konspirationsteorier i avisernes kommentarfelter, bekymrer sig nok meget lidt om det. De lever i nuet og glæder sig over deres ligesindedes ‘likes’, når de heroisk hamrer løs på tastaturet og taler selveste videnskaben stik imod.
Selv hvis de kunne se ud over deres egen næsetip og fik indsigt i den skræmmende fremtid, der venter, ville det næppe bekymre dem ret meget. De er både døde og borte, når der ikke længere er tvivl om, at de tog grueligt fejl.
Sidstnævnte gælder også for en lille gruppe akademikere, der pludselig er blevet berømte på deres gamle dage ved at stå frem som ‘klimarealister’.
Vi mennesker kan ikke få nok af sådanne historier – fortællingerne om David mod Goliat, lille Claus og store Claus. Aviserne lægger meget spalteplads til indlæg, der fyrer op under guerillakrigerne i kommentarfelterne og deres stensikre tro på, at et helt videnskabeligt felt – klimaforskningen – er helt på afveje.
Tidernes største pokerpulje
Måske hjælper det en smule, at vi skruer ned for termostaterne, men de store og afgørende beslutninger bliver truffet af politikerne, der spiller kort om vores fremtid.
Videnskab handler om grader af usikkerhed. Der er en teoretisk – omend mikroskopisk – mulighed for, at et overvældende flertal af verdens klimaforskere er helt på afveje, når de påstår, at klimaet på en eller flere måder er påvirket af menneskelig aktivitet.
Men der er frygteligelige odds ved at tage risikoen. Og det er ren galskab at forsøge, når den pokerpulje, vi spiller om, er så stor, som den er.
Fælledens tragedie handler om rationelle og forståelige individuelle valg, men vi er nødt til at minde hinanden og vores politikere om, at de tilsammen udgør en kollektiv form for idioti.
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
