Snot i oldtiden: Har mennesker altid lidt af snue?

Løber din næse også om hjørner med dit helbred i vintermånederne? Som de fleste begynder jeg ofte det nye år med et velassorteret udvalg af luftvejssygdomme, såsom forkølelse.

Disse klistrede kvaler generer vores næser, svælg, og halse så de efterfølgende host i konferencelokaler og børneinstitutioner landet over får selv hedengangne tuberkuloseepidemier til at blegne.

Men har mennesker egentligt altid lidt af snue, og har man overhovedet skelnet mellem sæsonbetonede og andre typer sygdomme i fortiden?

I denne artikel kaster jeg nyt lys over disse spørgsmål ved at se nærmere på nogle af menneskehedens første medicinske skrifter fra oldtidens Mesopotamien.

Medicinsk viden blev skrevet ned i hundredvis af tekster

Som assyriolog studerer jeg oldtidens Mesopotamien, ofte kaldet ’Civilisationens Vugge’, hvilket er en fællesbetegnelse for de områder der i dag svarer til det moderne Irak og Syrien.

Mesopotamien var hjem for verdenshistoriens vel nok første skriftsprog: Kileskrift.

Denne skrift blev flittigt brugt til at nedskrive symptomer på sygdomme, såvel som de behandlinger, man lindrede lidelserne med.

I de hundredvis af medicinske tekster, vi i dag har til rådighed om datidens helbredelse, finder man eksempelvis beskrivelser af dårligdomme, som vi i dag klassificerer som luftvejsinfektioner, og man beskrev endda nogen lidelser som sæsonbetonede.

Datidens erfaringer kan derfor være med til at skubbe vores viden om snue og helbred tilbage til historiens skrevne begyndelse.

Snot var en vederstyggelighed

De medicinske manuskripter fra oldtidens Mesopotamien indeholder en række forskellige betegnelser for, hvad vi generelt oversætter som snot eller slim, i forbindelse med sygdom.

Fra et overordnet perspektiv havde man naturligvis luret, at bestemte tilstande fik næsen til at løbe. Eksempelvis beskrives en sørgmodig situation som følger: »Dag og nat sidder jeg i tårer og snot!«

At snot, der flyder fra næsen, også hørte til sygdom, var lige så velkendt, og en besværgelse kommanderer enhver sygdom til »at sno sig ud af næsehulen som snot«.

Man anså samtidig dette biprodukt for potentielt krænkende udenfor kroppen:

»At udskille snot (fra næsen) og ikke dække (det til) med jord (hvor det lander) er en vederstyggelighed for [én eller anden guddom].«

Hoste var både sygdom og symptom

Slim hang undertiden - dengang som nu - sammen med hoste, om end det ikke var det vigtigste diagnostiske kendetegn i oldtiden. Der blev brugt et begrænset antal ord for hoste, og disse var hoveddels onomatopoietiske, det vil sige, at de gengav lyden af hosten.

Én blev kaldt 'sualu', en anden 'ganakhu',og en tredje 'khakhu'. I forbindelse med sådanne symptomer iagttog oldtidens helbredere af og til, hvorvidt der var slim, hvilken farve det havde, og hvordan det opførte sig i hals og svælg. Dette var et led i at vurdere alvoren af sygdommen.

Ligeledes kunne dårligdomme udvikle sig. Eksempelvis beskrev lidelsen 'sualu' både en hoste og en sygdom. Det kan ikke udelukkes at 'sualu' har været en slags forkølelse.

Lidelsen kunne dog gå nedad i kroppen og sætte sig som en slags kolik (’sammenbundet indre’), hvilket ubehandlet kunne lede til en ’forbandelse’, et sygdomssyndrom, der forårsagede mange forskelligartede symptomer.

Næsens vind beskrev kroppens velvære

I Mesopotamien var næsen associeret med åndedrættet og livet. Ordet for hals, 'napishtu', kunne bruges i betydningen ’liv, åbning, lufthul’, og det var etymologisk i familie med betegnelsen for ’ånde, åndedræt’, 'napishu'.

I den såkaldte diagnostisk-prognostiske håndbog, som formodentligt blev udfærdiget af en babylonsk lærd ved navn Esagil-kin-apli i det 11. århundrede f.v.t. (det kan være uhyre svært at angive forfatterskab med sikkerhed i oldtidens tekster), finder man undertiden udtrykket ’næsens vind’ som en betegnelse for åndedrættet.

Det understreger, at den medicinske litteratur associerede åndedrættet med næsen.

Vigtigst er dog det faktum, at oldtidens folk synes at have anset det at ånde gennem næsen for den optimale helbredstilstand. En tilstoppet næse var et dårligt varsel.

Som enhver med forkølelse kan tilskrive sig, forårsager denne tilstand, at man ikke kan ånde gennem sin næse, hvilket gør at man sover dårligere, trækker vejret tungere gennem munden, og bliver tør i sine slimhinder.

Netop derfor beskriver en medicinsk tekst fra Mesopotamien også en patient, hvis »åndedrag er blevet korte (og) hans åndedræt konstant trænger ind i hans hals som om han tørster efter vand.«

Åndedræt gennem næsen var tegn på bedre helbred

Men hvorfor var åndedrættet igennem næsen så vigtigt for oplevelsen af en sund helbredstilstand?

Som man har kunnet læse de sidste år i forsknings- og livsstilsartikler, så anses åndedræt gennem næsen for at lede til et bedre helbred.

Det skyldes sandsynligvis næsens egenskab til at opfange sygdomsfremkaldende partikler og ekspedere dem udenom lungerne.

Det er muligvis derfor, at eksempelvis spædbørn bruger næsen som det naturlige vejrtrækningsorgan, hvilket også blev bemærket i oldtidens Mesopotamien.

Jeg har i min egen forskning påvist, at helbrederen Kisir-Ashur fra den nordirakiske by Assur i det 7. århundrede f.v.t. blev uddannet i at forstå og behandle luftvejene samt næsen og åndedrættet.

Oldtidens fokus på netop disse to områder havde sandsynligvis også at gøre med det faktum, at man i afslappet og sund tilstand – den ypperligste tilstand man i datidens slidsomme liv kunne befinde sig i – ånder gennem næsen.

Særlige febersygdomme florerede på bestemte tider af året

Nogle sygdomme blev forklaret som en effekt af årstiden, hvad end de måske alligevel var opfattet som pålagt menneskeheden af guderne.

Et brev fra chefeksorcisten Marduk-shakin-shumi til den hypokondriske assyriske konge Esarhaddon i det 7. århundrede f.v.t. afskriver hans kulderystelser som et symptom udløst af årstiden.

Som resultat af sådanne ideer finder vi af og til beskrivelser af medicinske remedier i kileskrift-teksterne, der blev anset som værende gode på bestemte tider af året.

Der er også eksempler på, hvordan dele af medicinske kure skulle tilpasses afhængigt af årstiden.

Der er dog tydeligere eksempler på sæsonbetonede sygdomme, så som 'di’u', en sygdom der forårsagede hovedpine og forskellige temperatursvingninger i kroppen, og muligvis kan sidestilles med malaria, samt lidelsen 'kuldegysninger', som givetvis dækkede over forskellige febersygdomme.

Sidstnævnte synes at have været udbredt i vinterhalvåret. Eksemplerne understreger, at idéer om generelle lidelser, der forekommer på bestemte tidspunkter af året, ikke var ukendte i oldtiden.

Hvad kan vi lære?

Selvom kileskriftteksterne ikke beskriver verdenshistoriens første forkølelse, da virusinfektioner har eksisteret langt tidligere end skriftsprogets opståen, beretter de om snuens irriterende symptomer som en almenmenneskelig oplevelse, selv for tusinder af år siden.

De brugte, dengang som nu, næsen og dens åndedræt som helbredsindikator, og det blev endda anset for den optimale måde at ånde på.

Fortidens Mesopotamiere kom os derfor i forkøbet med den angiveligt nyfundne visdom om næsen som det ideelle vejrtrækningsorgan.