Kærlighed til staten holder Danmark sammen

Hvad er 'danskheden'?

Nogle historikere mener, at den er indadvendt og fremmedfjendsk. Andre, at den er tolerant, åben og liberal. Men findes der i det hele taget værdier, vi alle er enige om at dele?

Historiker Claus Møller Jørgensen fra Aarhus Universitet mener nej. Han peger på, at sammenhængskraften i det danske samfund ikke har noget som helst med 'danskhed' at gøre. Den skal findes et helt andet sted.

»Det ser ud til, at der slet ikke behøver være konsensus i et samfund, hvis man vil undgå, at det falder sammen. Danmark fungerer, og det er ikke, fordi ’danskheden’ binder os sammen - men fordi statens institutioner fungerer så godt, at ingen gør ’oprør’,« siger Claus Møller Jørgensen, lektor ved Institut for Kultur og Samfund, Historisk Afdeling.

Tankerne fremlægger han i den nye bog ’Narrating Peoplehood amidst Diversity’. I den undersøger han, hvordan danske historikere igennem de sidste 200 år har fortalt om ’danskhed’ og ’sammenhængskraft’.

Vi stoler alle på staten

Der er gode eksempler på, at vi i Danmark er fælles om at stole på statens institutioner:

• De politiske institutioner har vi tillid til. Vi stemmer ved valgene og accepterer, hvis dem, vi stemmer på, ikke får magten. For vi stoler på, at der ved næste valg kommer en ny, fair chance for at få ’vores’ politikere til magten.
  
• Vi føler os sikre på, at de sociale institutioner fungerer. At vi ikke ryger helt ned i sølet, hvis vi mister vores arbejde eller kommer ud for en ulykke, der gør os invalide.
  
• Retsvæsnet sætter vi også vores lid til. Vi tror på, at vi i Danmark giver borgerne en retfærdig rettergang.

»Det er måske her – og ikke i ’danskheden’ – sammenhængskraften i virkeligheden er,« konstaterer Claus Møller Jørgensen.

’Danskheden’ blev sat i spil efter krigen 1864

Claus Møller Jørgensen har i sin forskning undersøgt, hvordan danske historikere igennem de sidste 150 år har forsøgt at fortælle historien om de tanker og idéer, der kendertegner danskerne som folk. Det stof, som ’danskheden’ er gjort af.

Historikernes jagt på idéer, der er fælles for alle danskere, tog for alvor fart efter den danske hærs nederlag ved Dybbøl Banke i 1864. Der tabte Danmark en krig mod Østrig og Preussen, som betød, at Sønderjylland blev Preussisk. Og Danmark fik en så eftertrykkelig blodtud, at nationen knap kunne stå på egne ben.

Danmark var blevet en lille stat – en helt ny situation for en tidligere stormagt. Landets historikere, intellektuelle og politikere fik derfor travlt med at komme med bud på, hvordan Danmark og danskerne kunne overleve som stat og folk i fremtiden.

»I slutningen af 1800-tallet opstod der derfor fire forskellige udlægninger af, hvordan landet skulle sikre sin beståen efter krigsnederlaget i 1864,« fortæller Claus Møller Jørgensen.

Fire måder at genrejse Danmark

De fire udlægninger af, hvad ’danskhed’ er, kom fra:

• Socialdemokratiet, som ville fjerne sammenhængen mellem nationalstaten og krig. Derfor mente de, at Danmark skulle gå ind for fredelig sameksistens og respekt for andre folk.
  
• Grundtvigianerne, som genopfandt danmarkshistorien ved at søge tilbage til de gamle historiske kilder: Sagaerne og middelaldermyterne skulle styrke ’danskheden’ og sikre det danske folks fremtid som folk.
  
• De kulturradikale, som med Georg Brandes i spidsen mente, at Danmark skulle åbne sig for europæisk videnskab og kultur. Kun på den måde kunne landet udvikle sig.
  
• Den konservative statsminister J.B.S. Estrup, som i slutningen af 1800-tallet forsøgte at genrejse det danske folks ære og selvrespekt. Det skulle ske ved at bygge et stort fæstningsværk ved København. Noget, som skulle vise, at Danmark stadig var en militær nation med evne og vilje til at forsvare sig selv.

Selvom de fire bud på national genrejsning blev tænkt for 150 år siden, møder man dem også i dagens debat. Den byder på moderne bud på både socialdemokratiske, kulturradikale, grundtvigianske og militaristiske opfattelser af, hvordan Danmark skal forstå sig selv og sin rolle i verden.

Vi er uenige, men staten holder os sammen

De store uenigheder i det danske samfund har kunnet leve side om side, fordi danskerne har været fælles om én ting: Den stærke stats velfungerende institutioner.

»Der er ingen grupperinger i det danske samfund, der ser det som fordelagtigt at bryde helt ud af resten af samfundet og lave deres eget. For vi har politiske og statslige institutioner, der fungerer. Den eneste gruppering er måske Hitz ut-Tahrir, som er en meget lille gruppe,« siger Claus Møller Jørgensen.

Han nævner, at jyderne for eksempel ikke løsriver sig fra resten af Danmark, selvom 85 procent af alle statens kulturkroner går til kunst og kultur i København.

I Danmark accepterer vi, at andre dele af landet – og andre befolkningsgrupper – får noget, som vi ikke får. Simpelthen fordi samfundets institutioner i bund og grund fungerer.

Historikere skal overveje ’danskheden’

Når historikerne i dag skal skrive Danmarks historie, skal de ifølge Claus Møller Jørgensen overveje, om ’danskheden’ er hele forklaringen på, at landet har en stærk sammenhængskraft.

Danmark forstået som et forvokset landsbysamfund - eller en stamme - ligger nemlig meget langt væk fra virkeligheden, som var og er præget af uenighed. Sammenligningen med landsbyen udvisker de forskelle, man kan konstatere både fandtes for 150 år siden og i dag.

»Man må lade uenigheden og omskrifteligheden komme til syne i historieskrivningen. I stedet for at finde 4-5 ting, som man påstår er fælles for alle, må man sige, at der er forskelle på folk – også i Danmark,« siger Claus Møller Jørgensen.

Historikere bør i stedet fortælle om de statsinstitutioner, som i virkeligheden er limen i det danske samfund.

»Skal man se på, hvad der historisk har bundet os sammen, kunne man fokusere på staten og institutionerne,« siger Claus Møller Jørgensen.