På Nationalmuseet stod otte sværd og et spyd af bronze, der egentlig skulle til at pakkes væk.
De stammer fra jyske krigere i Nordjylland og Jelling, der levede i den sene nordiske bronzealder, 1500-1100 år før vores tidsregning.
Men to arkæologer fra museet kunne ikke dy sig for at tage de ældgamle våben under kærlig arkæologisk behandling. De undersøgte hvert eneste hak og slid på våbnene og fandt noget overraskende, som er blevet til et studie:
»Så vidt jeg ved, er vi de første til at vise, at krigerne i bronzealderen inden for nogenlunde samme tidsperiode og sted har haft to kampstilarter,« siger Gustav Hejlesen Solberg, der skriver en ph.d. i krigerliv og kampteknologi fra Københavns Universitet og er tilknyttet Nationalmuseet, til Videnskab.dk.
Antagelsen har indtil nu været, at der var én udbredt fægteteknik for hver periode i bronzealderen ad gangen, som med tiden blev overtaget af en ny.
En uvildig arkæolog, der har læst studiet for Videnskab.dk, kalder forskernes fund »fantastisk«. Men hun er varsom med at drage samme konklusion som forskerne bag.
Sværdet fortæller en ny historie
To fægtere er i kamp. Den ene foretager et hakkende slag, som den anden kriger parerer med sit sværd. Sådan fortsætter kampen, indtil den ene kriger er bekæmpet.
Flere tusinde år senere står Gustav Hejlesen Solberg og kollega Andreas Schäfler med sværdene i hånden. Han nærstuderer hver eneste lille slitage på sværdet for at danne sig et billede af fægtekampen.
»Det er et ret intimt indblik i de her personers voldelige handlinger. Om det så har været træning eller reelle kampsituationer,« fortæller Gustav Hejlesen Solberg.
Når to sværd møder hinanden, skaber de mange forskellige hakker og skader, som afslører, hvilken fægteteknik krigeren har haft.
De to arkæologer fandt disse to teknikker blandt de jyske krigere:
- Krigeren foretrak den ene side af sværdet og angreb primært med spidsen eller den yderste del af klingen. Her stod krigerne langt fra hinanden for at beskytte sig selv og havde mere hakkende slag mod sin modstander.
- Krigeren udnyttede hele sværdet jævnt og angreb med både den øverste og den nederste del af klingen. Her stod krigerne meget tættere på hinanden. De kunne derfor angribe og parere med hele klingen på sværdet og ikke kun spidsen.
Gustav Hejlesen Solberg forklarer, at den anden kampteknik er den overraskende og nyopdagede stilart.
Det er »rimelig overraskende«, at de har stået så tæt på deres fjende i kampteknik nummer to, fortæller han.
Bronzesværd var for de velhavende – spyd for de fattige
Arkæologerne fra Nationalmuseet fremhæver to store studier fra Italien og Storbritannien, som har haft samme fokus på kampteknik i den sene bronzealder.
I begge studier har arkæologerne undersøgt kampteknikker som en udvikling fra mere kaotiske stilarter til mere tekniske. Men ingen af dem finder, at krigere fra samme tid og sted har kunnet flere teknikker på samme tid.
Det er dog ikke den eneste forskel på det danske og de udenlandske studier. Gustav Hejlesen Solberg understreger, at de danske sværd generelt viser tegn på hyppig kamp mod krigere med spyd.
»Generelt er antagelsen, at sværdene tilhører mere velstående personer, da vi ikke har bronze naturligt i Danmark,« siger Gustav Hejlesen Solberg.
Bronzen var en dyr importvare, der blev brugt af lokale smede til for eksempel at smede våben til velstående mennesker. Han mener derfor, at slitagen tyder på, at de velhavende krigere med bronzesværd har kæmpet mod de fattige med spyd.
Gustav Hejlesen Solberg understreger, at de ikke kan datere våbnene i analysen til præcise årstal eller stammer. Derfor er det også uklart, hvem der har udkæmpet kampene.
To kampteknikker giver god mening
Heide Wrobel Nørgaard, der er museumsinspektør på Moesgaard Museum, mener, at de danske forskere har gjort en stor opdagelse. Særligt fordi de slår en streg under en udbredt og fælles fægteteknik i Europa.
»Vi har de samme spor, som vi finder på sværd i Storbritannien, på de danske. Det skal understreges, hvor fantastisk en information, det er,« siger Heide Wrobel Nørgaard.
Hun er dog mere påpasselig med at konkludere, at denne stilart har eksisteret på samme tid som den anden kampteknik, forskerne finder i studiet. Hun mener, at otte sværd over en periode på 400 år er for begrænset et materiale til at slå to tykke streger under den konklusion.
Heide Wrobel Nørgaard er dog langtfra afvisende overfor, at de kunne have eksisteret på samme tid og sted.
»Man kan godt have haft en kampsituation, der minder om et skuespil eller en rituel kamp, som har gået igen over hele Europa,« siger hun om den ene kampteknik.
Sideløbende med den kan der have været den anden kampteknik til krig, hvor der har været fokus på at skulle bekæmpe krigere med spyd og økser. Det har krævet, at krigerne var smarte og tilpassede deres kampteknik til fjendens våben.
