»Spektakulært« bøjet sværd gravet op af mose på Sjælland

I en gammel mose i Egedal-området, lidt vest for København, er der blevet gjort et sjældent fund: Et sværd, bøjet som et S, ofret til guderne eller sendt med en afdød til efterlivet for omkring 2.500 år siden.

»Det er spektakulært,« fortæller Emil Winther Struve, der er arkæolog ved museumsorganisationen ROMU, og som har ansvaret for arkæologiske udgravninger i Egedal Kommune.

»Det ser nærmest ud, som om sværdet er blevet lagt ned i jorden i går. Der ses en utroligt lav grad af korrosion (nedbrydning, red.) sammenlignet med de øvrige genstande, der er fundet.«

Sammen med sværdet blev også fundet to små økser, tre tykke ankel- eller håndledsringe, kaldet vulstringe, et muligt fragment af en stor dragtnål - samt en stor mejselagtig genstand, arkæologerne ikke aner, hvad er.

Det var Claus Falsby, en amatør-detektorfører, der gjorde det flotte fund - allerede på sin allerførste tur med sin metaldetektor.

Som om det ikke skulle være nok, fandt Claus Falsby endnu en skat på sin anden tur: 70 meter fra det første fund lå en stor bronzehalsring - den blot anden af sin slags, vi har fundet i Danmark.

To verdener, der mødes

Egedal-fundene er spændende, fordi de kaster nyt lys over overgangen fra bronzealderens afslutning til jernalderens begyndelse ifølge Emil Winther Struve.

En proces, der fandt sted over flere århundreder, og som var i fuld gang omkring år 500 før vor tidsregning, som våbnene og smykkerne er dateret tilbage til:

»I fundet ser vi to verdener, der mødes,« fortæller han til Videnskab.dk.

»Sværdet er et klassisk Hallstatt-sværd; en type af sværd, der oprindeligt stammer fra Sydtyskland, ned mod de nordlige alper, og som blev særligt udbredt i det meste af Europa i jernalderen.«

De tykke ankel- og håndledsringe - vulstringene - har man også fundet lignende eksemplarer af i Polen og Østeuropa.

Det knytter fundet til bronzealderen, da de danske bronzealderfolk havde omfattende handelsforbindelser dertil, fortsætter arkæologen.

»Det viser på fantastisk vis, hvordan overgangstiden mellem de to perioder ikke var en skarp forandring, men snarere en glidende proces, hvor elementer fra begge perioder i en tid eksisterede side om side.«

Et sværd med et langt liv

Overgangen mellem de to perioder afspejles også i selve sværdet, supplerer Heide Wrobel Nørgaard, der er museumsinspektør på Moesgaard Museum, og som forsker i smykker fra denne tid og derfor også har fået lov til at se fundene.

»Sværdet er lavet af bronze på nær et sted; nogle af nitterne - de dele, der stikker ud ved håndtaget, og som skal holde trægrebet på plads - er lavet af jern,« siger hun til Videnskab.dk.

Nitterne af forskellige slags metal kan have været et forsøg på at give sværdet et dekorativt præg med sølvfarven fra jernet og den guldlignende farve fra bronzen, fortæller museumsinspektøren.

»Men det kan også være, at sværdet oprindeligt var lavet helt i bronze og senere blev repareret med jern,« fortsætter hun.

Hvis det er tilfældet, så tyder det på, at sværdet har haft et langt liv, hvor det først blev brugt i et bronzesamfund og senere havnede i hænderne på en ‘nyere’ kultur med mere moderne metalhåndværkere, der havde lært at arbejde med jern i jernalderen.

»Det indikerer også, at sværdet blev betragtet som en værdifuld genstand, der var værd at bevare og genbruge gennem flere generationer. Det ville heller ikke være så mærkeligt, da det har været enormt ressourcekrævende at lave et sværd som dette,« siger Heide Wrobel Nørgaard.

Muligvis en gave til guderne

Hun fortæller videre, at det i bronzealderen var almindeligt at ødelægge våben, når de blev nedlagt som offergaver eller i forbindelse med begravelser, og det er derfor, sværdet er bøjet på den måde.

Et bøjet sværd kunne ikke længere bruges, og man afsluttede på den måde dets gamle rolle og gav det et nyt - måske som en gave til guderne, fortæller hun.

Sværdet kan også have været ødelagt på grund af et ejerprincip, hvor våben og smykker blev betragtet som personlige ejendele, der kun tilhørte én bestemt person.

»Genstande, som våben for mænd og smykker for kvinder, bar på en stor symbolsk identitet. Når ejeren døde, kunne genstanden ikke længere bruges af andre, men skulle i stedet ofres,« forklarer Heide Wrobel Nørgaard.

Hun tilføjer, at det i øvrigt er iøjnefaldende, at Egedal-fundet rummer både smykker og våben - eftersom mænd ofte blev begravet med våben og kvinder med smykker.

Et frugtbart område

Fundet af Hallstatt-sværdet og de tilhørende genstande er blot det seneste bevis på, at Veksø-området, hvor Egedal ligger, har haft stor betydning i bronze- og jernalderen.

Området er kendt for at have været rigt beboet i denne tid, og det har gennem årtier givet arkæologerne nogle af de mest spektakulære fund fra denne tid.

Blandt andet er det her, man har fundet Veksøhjelmene, der dateres til omkring 1.000 til 800 år før vor tidsregning.

»Vi ved, at området har været frugtbart og rigt allerede fra bronzealderens begyndelse. Samtidig var der mange små vandløb og åer, der førte ud til havet, hvilket gav beboerne adgang til fisk, så de kunne få mad, selv hvis deres høst slog fejl,« forklarer Heide Wrobel Nørgaard.

Emil Winther Struve supplerer:

»De mange store fund fra bronzealderen tyder på, at der har eksisteret en elite, der kontrollerede handel med bronze og andre eksotiske varer, som blev importeret via omfattende handelsnetværk; et netværk, der senere døde ud i jernalderen,« afslutter han.

Det bøjede sværd og resten af Egedal-fundet er indleveret til Nationalmuseet som danefæ.

Nu venter et konserveringsarbejde, hvor der også skal udtages prøver af det organiske materiale, som stadig sidder på genstandene, fortæller Emil Winther Struve.

»Efter konserveringen vil ROMU meget gerne have fundet på udlån hurtigst muligt, så det vil være muligt at opleve dem på et af ROMU’s besøgssteder,« siger han.