Det er fredag aften, og jeg er logget ind på computeren, hvor jeg venter på, at transmissionen skal gå i gang. Det legendariske danske band D:A:D spiller 40 års jubilæumskoncert i Royal Arena, og jeg har for 99 kroner købt billet til at følge med hjemme fra sofaen.
»For første gang nogensinde får danskerne mulighed for at købe en streaming-billet og nyde en livekoncert hjemmefra,« hedder det i pressemeddelelsen fra Viaplay.
Som kulturhistoriker er jeg i udgangspunktet altid skeptisk, når nogle selv annoncerer, at det, de laver, aldrig er set før.
Og det får mig til at tænke over, hvordan liveformatet egentlig har udviklet sig, siden det blev introduceret for mere end 100 år siden.
Det vil jeg gennemgå i denne artikel – mens jeg sidder i min sofa og venter spændt på, at D:A:D-koncerten går i gang.
Koncerter igennem telefonrøret
Koncerttransmissioner har eksisteret, lige så længe som teknikken har tilladt det.
Allerede da de første spæde forsøg med radiotransmission tog fart i begyndelsen af 1900-tallet, kunne man melde sig til at lytte med via sit telefonapparat, når der blev transmitteret musik direkte fra Europas koncertsale.
Jeg ser det for mig: Rundt om i lejligheder og huse sidder lyttere med det store telefonrør presset mod øret og lytter til en herlig blanding af støjsignaler og klassisk orkestermusik.
Det var revolutionerende, at man nu kunne lytte til musik uden at være fysisk til stede sammen med musikerne, og fascinationen af, at mennesker andre steder og i andre lande også lyttede med netop nu, har opvejet den dårlige lydkvalitet.
Da DR i 1925 fik den nationale sendetilladelse, var det ikke mindst musik, som blev sendt gennem højttalerne. Og selvom pladeindspilning også langsomt blev mere almindeligt, var DR i sine tidlige år (i modsætning til for eksempel svensk og engelsk radio) meget tilbageholdende med at afspille plader, men satsede særligt på livemusik.
Der blev offentliggjort sæsonplaner for radioen på samme måde som fra andre koncertarrangører og teatre. Og der blev både sendt dansemusik fra blandt andet den Københavnske restaurant Nimb og eftermiddagsmusik med radioens egne musikere, som spillede direkte fra studiet.
Millioner af tv-seere til samme koncert
Samme praksis overtog fjernsynet, da det kom frem i begyndelsen af 1950’erne. Der blev sendt masser af musik direkte fra forskellige etablissementer rundt om i København og nogle gange også ’fra provinsen’.
For eksempel 'Swingtimen', som transmitterede direkte fra jazzhuset Montmartre lørdag aften, 'Beat i Saltlageret', 'Fynske Spillemænd', festivaloptagelser fra Roskilde, Skanderborg, Tønder og Femø og fra andre musikbegivenheder med stor national og international bevågenhed.
Blandt de mest legendariske er mega-medie-eventet 'LiveAid', som i 1985 samlede seere i mere end 100 lande til velgørenhedskoncert med nogle af de største engelske og amerikanske musikere, som via satellit-link spillede koncert samtidigt i både London og Philadelphia.
Musik har med andre ord altid været en central public service-forpligtelse, og koncerttransmissioner har altid udgjort en fast del af programudbuddet. Både som hverdagsunderholdning og i form af det, som medieforskere i 90’erne døbte 'medie-events’, hvor transmissionen er med til at give den specifikke begivenhed den særlige karakter som noget, der samler folk foran skærmen.
Også selvom det ikke længere fylder så meget hos de nationale public service-kanaler, DR og TV 2.
’Oplevelsen er bedst live!’
Engang var direkte musiktransmission normalen. Det var teknisk svært og ganske dyrt at gemme sine optagelser, og de teknologiske udfordringer med svigtende forbindelser, uforudsete begivenheder og dårlig lyd var et vilkår.
Og selvom pladeindspilninger også var et hastigt voksende teknisk eventyr, var antallet af grammofonplader endnu begrænset. Først i løbet af 1970’erne skete der et sprogligt skifte fra, at ordet ’musik’ henviste til levende musik i modsætning til ’grammofonmusik’, og til at ’musik’ henviste til optagelser, og det blev nødvendigt at begynde at tale om 'livemusik'.
I dag er det uendeligt længe siden, at teknologien gjorde optagelser almindelige. Der er utallige muligheder for redigering og efterbehandling, og rigtig meget af den musik, vi hører, har slet ikke en live-opførelse som forbillede.
Alligevel er fascinationen af live-elementet intakt. Det viser Viaplays initiativ. Live-transmissionerne tillægges en særlig kvalitet, fordi de ses som en garant for, at man som seer bliver del af et forestillet fællesskab med alle de andre seere og med publikum, som er ’rigtigt’ til stede, dér i salen.
’Live’ markerer i udgangspunktet en teknologisk modsætning til noget ’optaget’ eller ’medieret’, og der følger ofte også en værdimæssig vurdering med: Live er bedre, naturligt, mere ægte og intenst end det medierede, som i udgangspunktet er en gengivelse, noget mekanisk og dermed mindre autentisk.
Jo mere teknologi og medier er integreret i alle aspekter af hverdagslivet, jo større interesse kan der være i at fremhæve at noget er ’live’. Koncerter markedsføres som live-musik. »Oplevelser er bedst live« er en typisk reklametekst.
Men også i andre sammenhænge fremhæves 'live' som en særlig kvalitet, som når publikum er med live i studiet, eller en indspilning er en ’live-optagelse’.
Selv i dag, hvor der er adgang til et overdådigt udvalg af musik døgnet rundt på utallige platforme, er live-transmissioner stadig en fast del af medieudbuddet.
Live optagelser målrettet seerne og brugere
En grundlæggende udfordring for koncert-transmissioner er, at det ikke nødvendigvis er ’godt fjernsyn’. Der er ikke som i andre tv-produktioner, der er udviklet specifikt til billedmediet, mulighed for skabe variation, og det bliver hurtigt kedeligt at se det samme. Og så er lyden tit heller ikke særlig god.
Derfor er ’simple’ transmissioner efterhånden sjældne, mens medieevents, hvor produktionen sker i et samarbejde mellem dem, der arrangerer begivenheden, og optageholdet, har overtaget scenen.
Tænk på stor-skala produktioner som for eksempel 'X-factor', 'Eurovision Song Contest' eller nytårskoncerten fra Wien med dens indlagte optagelser som er målrettet tv-seerne.
\ Læs også
Eller tænk på de mange ’små’ live-optagelser, som private aktører streamer på youtube eller laver som livebegivenheder på for eksempel instagram.
Grænsen mellem ’koncerten’ og ’optagelsen af den’ bliver svær at trække. Det kalder man med en mediefaglig terminologi for ’mediekonvergens’ - der, hvor det ikke længere er meningsfyldt at tale om forskellen mellem transmissionen og dens indhold.
Liveness som en særlig kvalitet
Af samme grund har der været en stigende forskningsmæssig interesse i 'liveness'. Det er et begreb, der defineres ganske forskelligt inden for forskellige videnskaber.
Hos den moderne teatervidenskab defineres teater grundlæggende som noget, der først eksisterer i sit møde med publikum. Det er afhængigt af det ’feed-back-loop’, som opstår mellem performere og publikum i opførelsessituationen og kræver, at publikum og performere er til stede i samme rum på samme tid.
Her ser vi den grundlæggende definition af live som noget, der defineres i kraft af sin teknologiske modsætning til noget optaget.
Inden for mediestudier har samtidigheden altid været det mest afgørende – at man som seer i real-tid kan følge med i noget, som foregår et andet sted, uanset om det så er musik, sport eller direkte tv-underholdning.
Musikstudier taler om live-optagelser. Her er det ikke den tidslige samtidighed, men gengivelsen af den særlige opførelsessituation, som er i centrum, med den stemning og nerve, som publikums tilstedeværelse giver optagelsen.
I sportsstudier studeres 'liveness' for eksempel i forbindelse med det at se fodboldkamp sammen på en pub, hvor den sociale situation og fan-fællesskabet er i centrum.
\ Læs også
En konsekvens af disse mange betydninger er, at forskningen har fået øget opmærksomhed på det, som kendetegner de særlige oplevelsesmæssige kvaliteter ved at deltage i en live begivenhed på tværs af de forskellige definitioner.
På baggrund af både teoretiske diskussioner og en række konkrete studier af publikums oplevelser (se for eksempel her og her), står det klart, at der fra et oplevelsesmæssigt perspektiv er en række fællestræk:
- For det første er der begivenhedskarakteren - det, at man på forskellig vis kan deltage i eller overvære en begivenhed i et fællesskab, uanset om det er forestillet eller ej.
- Dertil kommer en særlig opmærksomhed, som er forbundet med, at noget sker her og nu: Der er en vis uforudsigelighed, en risiko for, at noget går galt, en chance for, at der sker noget uventet, som er medvirkende til en særlig grad af intensitet og oplevet nærvær i situationen.
Man kan sige, at 'liveness' frem for at være defineret af et bestemt teknologisk forhold snarere skal forstås som en særlig kommunikativ kvalitet.
Tak for i aften!
Med Viaplays tilbud om at købe billet til sofa-koncert med D:A:D indskriver tjenesten sig altså i en lang tv-historisk tradition for koncert-transmissioner.
Et andet godt eksempel er de direkte transmissioner af opera og teater fra store scener som for eksempel The Metropolitan Opera til biografer verden rundt.
Det er vokset frem som en kombination af den globale begivenhedskultur, hvor store, omtalte og professionelle produktioner er eftertragtede, og som nyt indhold i biograferne, der ligesom flow-tv er presset af streamingtjenester.
Her viser undersøgelser af langt over 50 procent af publikum aldrig ville overveje at komme, hvis ikke transmissionen var direkte fra teatret, men for eksempel blev optaget og efterredigeret og sendt 24 timer forskudt.
Derfor giver det også god mening, at D:A:D-koncerten ikke indgår i det normale Viaplay programudbud, men krævede en særskilt billet.
Alligevel er det ikke helt forkert, at Viaplay annoncerede koncerten som noget nyt. Nyt for Viaplay, selvfølgelig, der med konceptet 'Viaplay musical experience' lancerer en ny satsning.
Men også nyt i det danske tv-landskab, hvor det - så vidt jeg ved - er første gang, en kommerciel medieaktør tilbyder en sådan koncerttransmission af ’national interesse’. Noget, der indtil nu har været forbeholdt public service-stationerne.
Det er næppe en levedygtig forretningsmodel for Viaplay, men det må tiden vise.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
