Ser du også farver, når du hører musik?

Noget af det, vi har mest kendskab til, er vores egen oplevelse af verden. Samtidig har vi ingen direkte mulighed for at vide, hvordan andre oplever den selvsamme verden.

Oplever du for eksempel farven rød, på samme måde som jeg oplever rød?

Det er et gammelt filosofisk spørgsmål. Flere kendte musikere som Duke Ellington og Billie Eilish fortæller ligeledes, at de ser bestemte farver, når de hører musik.

Flere forskningsområder peger i dag i retning af, at vi hver især kan have vidt forskellige oplevelser af omverdenen.

I denne artikel ser jeg på en række af disse fænomener, og ikke mindst, hvad de siger om hjernen og den måde, den konstruerer vores virkelighed på.

Ser bogstaver og ugedage i farver

Begrebet 'synæstesi' er et af de fænomener, som peger på forskelle i den måde, vi oplever verden.

Det er estimeret, at omkring fire procent af befolkningen har synæstesi. Men hvad er synæstesi, tænker du måske?

Selvom det for mange kan lyde fremmedartet, så kender du måske det relaterede ord, anæstesi. Altså, bedøvelse.

Men hvor bedøvelsen leder til, at vi mister evnen til at sanse, hvad der sker, så betyder synæstesi modsat en form for samsansning.

Synæstetikkere vil rapportere, at de har en ekstra sansekvalitet. Ved en af de mest almindelige former (se for eksempel Sean Days hjemmeside), grafem-farve synæstesi, oplever man, at bogstaver også har en bestemt farve, afhængige af hvilket bogstav det er.

Men fænomenet kan også være relateret til ugedage eller toner, som for eksempel leder til en farveoplevelse – eller, mere sjældent, at ord har en bestemt smag.

Er mandag ikke også blå for dig?

Mange med synæstesi antager, helt naturligt, at alle andre også oplever den eller de synæstesiformer, som de selv besidder. For det er kun vores egen personlige oplevelse, vi har adgang til og kender.

Det er derfor ofte kun ved et tilfælde, hvor de kommer til at tale om deres oplevelse (for eksempel at ugedage har farver), at de opdager, at ikke alle har denne farveoplevelse. Det gør forskningsfeltet vanskeligt, fordi mange kan have synæstesi uden at være klar over, at det er et særligt fænomen.

Det understreger ligeledes den udfordring, vi støder på, så snart vi ønsker at forstå, hvordan verden opleves hos forskellige mennesker. For ofte antager vi, at vi alle grundlæggende oplever verden ens.

I virkeligheden er denne oplevelse i langt højere grad betinget af, hvilke perceptuelle strategier hjernen etablerer i sin interaktion med omverdenen. Altså, hvordan vores hjerne har lært at fortolke de informationer, den får fra vores sanser.

Ude af stand til at genkende ansigter

Dette fænomen blev først beskrevet af den tyske neurolog Joachim Bodamer i 1947.

Efter Anden Verdenskrig havde han nogle patienter med forholdsvis specifikke skader i den bagerste del af hjernen. Disse patienter udviste en forbløffende mangel i deres evne til at genkende andre personers ansigter efter skaden.

Patienterne kunne dog stadig genkende sygeplejersken, for eksempel på hendes gang, eller lægen på hans stemme. Der var således tale om en meget specifik visuel forstyrrelse omkring ansigtsgenkendelse.

Næsten tredive år senere beskrives en ung pige, AB, som på samme vis ikke kan genkende folks ansigter. Men her var der ikke tale om, at det var resultat af en skade på hjernen.

Pigen havde skiftet skole, og på den ny skole kunne hun ikke længere genkende folk, fordi alle på den ny skole bar skoleuniformer.

Noget tydede derfor på, at hun ikke på samme vis som sine skolekammerater havde udviklet evnen til at genkende folk på baggrund af deres ansigter. Hun led med andre ord af det, man kunne kalde udviklingsrelateret ansigtsblindhed.

Ansigtsblind, stemmeblind – eller bare en anderledes hjerne?

Dog kan der være argumenter for, at denne såkaldte lidelse ikke så meget er en lidelse, men mere et udtryk for de perceptuelle strategier, som hjernen danner i takt med vores udvikling. Altså det, der styrer, hvordan vi opfatter verden.

Synæstesi er imidlertid ikke det eneste fænomen, der peger på en grundlæggende diversitet i vores tankeprocesser. Et andet fænomen, som har fået øget bevågenhed i de seneste år, er udviklingsrelateret ansigtsblindhed (eller prosopagnosi).

For det første ved vi kun, hvordan vi selv oplever andres ansigter (som vi har set på ovenfor) og har ingen adgang til at vide, hvordan andre oplever ansigtsgenkendelse – det er derfor en subjektiv størrelse, om vi oplever at være gode eller dårlige til at genkende dem.

For det andet er selve testen behæftet med stor usikkerhed (læs mere om det her).

Desuden har vi set lignede problemer, men i andre sensoriske områder hos ellers almindelige deltagere.

For nogle år tilbage beskrev en gruppe amerikanske forskere en ung kvinde, AN. På samme måde som AB (hende, der havde skiftet skole) havde hun problemer med genkendelsen, blot ikke for ansigter. I stedet kunne hun ikke genkende folk på deres stemme.

Hørte hun kendte folk såsom Barak Obama eller Donald Trump havde hun ingen ide om, hvem det var. Men hvis hun så et billede af deres ansigt, kunne hun nemt genkende dem.

Forskerne foreslog her, at der var tale om en forstyrrelse, der kunne kaldes fonoagnosi - eller stemmedøvhed på dansk - og var en auditiv variation på udviklingsrelateret ansigtsblindhed.

Forestil dig at… du ikke kunne forestille dig en appelsin

Selvom der begynder at tegne sig et mønster for, at perceptuelle strategier kan variere mellem ellers normale mennesker, så er der også flere eksempler på, at hjernens tankeprocesser kan variere grundlæggende mellem os.

Et andet fænomen, som er vundet frem i forskningslitteraturen de senere år, er afantasi. Det viser sig ved en manglende evne til at danne forestillingsbilleder.

Personer med afantasi kan eksempelvis have vanskeligt ved at forestille sig ansigtet på deres partner, en appelsin eller andre ting, de ikke ser direkte på.

Men modsat folk med ansigtsblindhed, så kan de sagtens genkende deres partner - eller appelsiner - hvis de ser dem. Så hvad fortæller de her fænomener os om vores hjerne? Det vil jeg dykke ned i nu.

Et udtryk for, at hjernen er foranderlig

En række af de fænomener, der er belyst her, er kendetegnet ved en nedsat funktion, for eksempel i forhold til genkendelse eller evnen til at danne mentale billeder.

Derfor kunne det måske være nærliggende at se en nedsat funktion som en dysfunktion, eller som et handikap.

Men i virkeligheden er det måske mere et udtryk for, hvordan vores plastiske hjerne bliver modnet gennem udviklingen og interaktion med omgivelserne.

At vores hjerne er plastisk betyder, at den er foranderlig. Det gør, at vi kan lagre ny viden samt lære nye færdigheder.

Det er tit nærliggende at tænke, at det arbejde, hjernen gør, er det samme som den fænomenologiske oplevelse, vi har. For eksempel:

Når jeg ser min kaffekop ved siden af min computer, ja, så ser jeg netop koppen, fordi hjernen bearbejder det synsindtryk, der kommer ind. Men det er ikke nødvendigvis bare vores synssans, der fortæller os, hvad vi ser.

Det er derfor måske bedre at se vores hjerne som en informationsprocessor. Den er ikke nødvendigvis klar over, hvordan vi inddeler vores sanser i en synssans, lugtesans, høresans, og så videre.

Så måske bidrager lugten af friskbrygget kaffe også til at kategorisere kaffekoppen, på trods af at de visuelle kopegenskaber vejer tungt.

Synet påvirker det, du hører

Der findes berømte eksempler på integration af information på tværs af sanserne. Et af de mest kendte er måske McGurk-MacDonald-effekten, hvor den visuelle information omkring læbernes bevægelser kan påvirke og ændre den lyd, vi oplever at høre. Prøv det selv i videoen nedenfor.

Grundlæggende er hjernen interesseret i information, som den kan bruge til at guide vores adfærd, og den vil trække på de kilder, der er tilgængelige.

Men hjernen skal også lære, hvilke informationskilder der leder til succes, og hvilke ikke leder til noget. På den måde sker der en løbende evaluering i vores hjerne af, hvilke strategier der skal vægtes, og hvilke der skal ignoreres.

For mange af os er det at genkende familie og venner for eksempel noget væsentligt. Men præcist hvordan vi gør det (via ansigtstræk, stemmen, påklædningen, og så videre), eller om det sker med en kombination af strategier, er reelt set mindre vigtigt.

Verden er farvet af de briller, vi har på

Et tænkt eksempel i dette lys kunne være: Har to år med maskepåbud gjort, at børn fra COVID-årene er mindre tilbøjelige til at bruge ansigtstræk til at genkende andre?

I takt med at halvdelen af ansigtet blev dækket af en maske, har dette måske været en mindre god strategi.

Det kan dog også være, at de er blevet bedre til at genkende folk ud fra øjenregionen?

Under alle omstændigheder er der ikke noget, som peger på, at det skulle være problematisk. For hvis ikke ansigtstræk giver den samme succes som tidligere, er det nærliggende for vores hjerne at vægte alternative strategier såsom stemme, påklædning, gang og så videre (se for eksempel her og her).

Meget tyder altså på, at vores oplevelse af verden er farvet af de briller, vi har på, og linsen er summen af vores tidligere succeser.