Det hviner og hyler af guitar i rockens historie

Den særlige ekstatiske spænding eller endda ophidselse, som lyden af en elektrisk guitar i samspil med buldrende trommer og råbende vokaler kan give, har altid været noget særligt fascinerende ved rock.

Ja, spændingen går som en rød tråd igennem hele genrens historie. Guitaren har fortryllet langt tilbage i tiden, i hvert fald siden 1952, hvor rock’n’roll-euforien endnu kun så småt var ved at rulle i gang.

I det år udsendte sangeren Big Mama Thornton en temmelig rå version af det purunge sangskriverpar Jerry Leiber og Mike Stollers bluessang 'Hound Dog', som var skrevet direkte til hende. Versionen havde den navnkundige Pete ’Guitar’ Lewis’ guitarspil i centrum med et råt og kantet udtryk.

De tre elementer, at guitaren var central i lydbilledet, at den var rå i lyden, og at vokalen også var rå, skulle siden vise sig at blive normen i rock, og Thorntons version blev dermed en pionerudgivelse.

Blev et hovedinstrument i rock

Guitaren var cool, og den var relativt nem at gebærde sig på sammenlignet med klaveret, der typisk forudsatte mere traditionel musikundervisning.

Hvis håbefulde musikere blot mestrede ganske få akkorder på en guitar, kunne de derimod få megen meningsfuld lyd ud af den. Ikke mindst fordi de fleste sange i forvejen blot rummede tre-fire forskellige akkorder.

I sin elektriske udgave kunne guitaren desuden støje og dermed sende et signal til voksengenerationen om at holde sig væk, ligesom støjen i sig selv berettede om den intensitet og råstyrke, der boede i rocken.

Guitaren var garant for, at musikken var den ægte vare. Dens rå lyd bidrog samtidig til at iscenesætte genren som et udpræget maskulint domæne, hvor den ofte forvrængede klang blev til en slags musikalsk stedfortræder for det at udøve den mandlige libido.

Og så var den forvrængede guitar en pendant til den ligeledes rå og hårdt komprimerede vokal, som også kom til at kendetegne store dele af genren.

Kun sjældent kunne andre musikere udfordre guitarens position som hovedinstrument, for også dens rolle som soloinstrument var indiskutabel. Det var ikke blot normalt, men ligefrem forventeligt, at rocknumre blev båret af indskudte guitarsoloer og nogle gange endda flere end én.

Et eksempel er Pink Floyds »Comfortably Numb« fra The Wall, hvor fans den dag i dag diskuterer, om guitaristen Dave Gilmours første eller anden solo er mest majestætisk.

Ændrede guitarens rolle og funktion

Idéen om guitarhelten som en musiker, der med virtuos timing fører an på scenen, har præget rockkulturen lige siden rock’n’roll-epoken.

Alligevel giver det mening at sige, at de guitarhelte, som i 1960’erne og 1970’erne med den største naturlighed havde indtaget deres roller som solister, snart skulle blive suppleret og delvist afløst af noget helt andet.

I kølvandet på punkens opkomst i anden halvdel af 1970’erne ændrede rockkulturen sig. Punk blev et nybrud og en katalysator for en række komplet nye måder at fremføre og opfatte rock på, herunder guitarens rolle og funktion.

Attitude gik forud for alt, og metoden hed anarki. Rockens æstetik udgjorde fortsat rammen for punk, og genren blev da også kaldt 'punk rock' på engelsk.

Punk blev en fuldkommen central begivenhed i rockhistorien som et notorisk opgør med rockens selvbilleder og kommercielle karakter og dermed også med den etablerede rocks idealer om skønsang, musikalsk ækvilibrisme og det overhovedet at skrive ’gode’ sange.

Det handlede nu i stedet om at skrive sange, der med The Clash-forsangeren Joe Strummers ord afspejlede, hvordan punkerne opfattede verden: som et sted, der skulle ruskes gevaldigt op i.

Som rendyrket fænomen havde punk i første omgang en levetid på blot et par år, før store dele af den transformerede sig til postpunk og new wave, ofte under ét kaldet indie.

Indie-rockerne var så musikalsk vitale og opfindsomme, at de formåede at ændre punkæstetikkens enkle, rå og vrede musik til noget, der pegede i helt nye musikalske retninger. Og også her var begrænset musikalsk kunnen og fraværet af virtuositet en dyd, eller rettere et velanbragt kreativt benspænd.

Hadede guitarsoloer

Det gav plads til en ny musikalsk norm i indierock, hvor den etablerede rockkulturs obligatoriske guitarsoloer og gængse, halvt improviserede måder at spille guitar på næsten helt forsvandt.

I stedet blev guitarspillet langt mere stramt med gentagne temaer, figurer og riffs. Når The Smiths’ guitarist Johnny Marr først havde fået styr på, hvordan han ville gribe sange som »This Charming Man« og »Heaven Knows I’m Miserable Now« an, ændrede han derfor nærmest ikke siden en eneste tone, når han spillede dem til koncerter.

Også andre ikoniske guitarister som Will Sergeant fra Echo & the Bunnymen og Viv Albertine fra The Slits byggede deres spillestil ud fra den nye formel. Og Sex Pistols-guitaristen Steve Jones indfangede tidsånden ved at udtale, at han hadede guitarsoloer, dels fordi han ikke selv kunne spille dem, dels fordi han bare hadede dem uanset hvad!

Selv om der hele tiden kom nye guitarhelte til, ikke mindst inden for hardrock og heavy metal, lod en kritisk masse af musikere, producere og lyttere til at have fået nok af guitarsoloer.

Når de endelig indtraf, var de ikke sjældent en slags antisoloer eller parodier på soloer, som The Police-guitaristen Andy Summers’ kantede solo i »Driven to Tears« er et ekstremt eksempel på.

Frisatte sig fra bluesmusikken

Fremkomsten af punk, postpunk og indie ændrede også relationen til den sorte bluesmusik, som med få undtagelser havde udgjort en slags fundament for hvid rock.

Rock’n’roll var opstået i de amerikanske sydstater som et mix af elementer af blues, country og r’n’b, og hvor både sorte, hvide og undertiden latinoer deltog.

Mest af alt havde den dog været en sort musikgenre med vigtige repræsentanter som Chuck Berry og Little Richard foruden pionerer som Sister Rosetta Tharpe.

Så snart genren midt i 1950’erne tog fart og fik kommerciel appel til den amerikanske ungdom, var det dog især hvide musikere, producere og branchefolk, der tog over – ligesom de i øvrigt havde gjort det med swingjazzen i 1930’erne.

Efter fremkomsten af punk, postpunk og indie nedtonede musikerne de ellers udbredte blueselementer især i guitar og vokal en hel del. Den nye rock frisatte sig dermed delvist fra bluesen, der ellers havde været en afgørende impuls i 1950’ernes rock’n’roll såvel som i den beat, rock og hardrock, der var kommet til i 1960’erne og 1970’erne.

Det gav nu plads til mængder af anden inspiration fra sort musik. Navne som The Clash og The Police inkorporerede elementer fra dub og reggae, mens Talking Heads og de genoplivede King Crimson tog nigeriansk musik til sig i form af den karismatiske sanger og orkesterleder Fela Kutis medrivende afrobeat.

Og fra sidst i 1980’erne kom andre sorte musikkulturer såsom hiphop, house og techno ligeledes til at præge rocken.

Før og efter punken

Der går altså en særlig skillelinje gennem rocken, som trækkes ved punkens opståen. Før da var guitaren knyttet til sin rolle som solistisk instrument med bluespræg, og efter den tid blev guitaren i højere grad et ledsageinstrument, hvor bluesen var en mere fjern reference.

Ganske vist stod tonerne fra den traditionelle bluesskala fortsat centralt i både melodierne og akkordernes grundtoner – altså dem, som en bas typisk spiller.

Men netop disse bluesmusikalske træk var gennem flere årtiers gentagen brug blevet så indgroede i rocken blandt både musikere og lyttere, at de næppe længere regnede dem som noget, der havde med blues at gøre.