Forbrugernes musiksmag fungerer som en slags ’naturlig udvælgelse’, der til en vis grad former musikken.
Det viser en ny undersøgelse, der er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Proceedings of National Academy of Sciences, skriver scientificamerican.com
Resultatet støtter op om teorien om, at kunst og kultur formes af processer, der ligner processerne i den biologiske evolution.
Tidligere forskning har undersøgt, om man ved hjælp af computermodeller kunne udvikle populære sange ud fra nogle helt særlige musikalske egenskaber. Men i dette forsøg har forskerne i stedet brugt en udvælgelsesproces, hvor de har ladet forsøgsdeltagere bestemme, hvilke sange, de syntes om.
Forbrugernes meninger er den skabende kraft
I forsøget brugte forskerne programmet DarwinTunes til at udvikle forskellige lydsekvenser. En række forsøgsdeltagerne blev så bedt om at bedømme sangene på en skala fra 1-5, hvorefter en computer sammensatte de sekvenser, der havde fået bedst bedømmelser, til nye sekvenser.
Resultatet viste, at jo mere, lyden blev fintunet og udviklet, ud fra hvad flest kunne lide, jo flere forsøgsdeltagere syntes om sangen.
En af forskerne bag undersøgelsen, Armand Leroi, der er professor i evolutionær biologi ved Imperial College i London, siger, at resultatet er interessant, fordi vi mennesker generelt sympatiserer med idéen om evolution, hvad angår levende organismer.
Men når det kommer til musik, er der ikke mange, der anerkender, at det er forbrugernes meninger om, hvilke sange der overlever, som indeholder en skabende kraft. Tværtimod er det en udbredt opfattelse, at det er komponisterne og musikerne, der er de reelle innovatorer.
Læs også: Sådan påvirker musik hjernen