»I said maybeeeee
You’re gonna be the one that saves meeeeee
And afteeer aaaaaaaaalll
You’re my wonderwaaaaaaaaalll«
Mange kan nikke genkendende til at have skrålet med på britpop-bandet Oasis’ kæmpehit 'Wonderwall', der toppede hitlisterne i midten af 1990’erne.
Brødrene Liam og Noel Gallagher, der er frontfigurerne i Oasis, har for nylig annonceret, at de bliver genforenet efter 15 års adskillelse på grund af stridigheder.
I 2025 skal brødrene endnu engang på turné og stå skulder ved skulder og formentlig synge hittet 'Wonderwall', der i 1995 cementerede bandets status som verdensstjerner på den internationale musikscene.
Men hvorfor blev 'Wonderwall' egentlig sådan et kæmpe hit?
Det har Videnskab.dk spurgt to musikhistorikere om. Vi skal både undersøge sangens guitarintro, opbygningen af versene, sangens budskab og den mystiske titel, som stadig bliver diskuteret blandt fagfolk.
Den vildeste guitar-intro
»Det er ikke selve sangskrivningen, der gør 'Wonderwall' til et kæmpehit,« indleder Henrik Marstal, der selv er musiker, og som forsker i blandt andet populærmusik som lektor på Rytmisk Musikkonservatorium.
Sangen er nemlig » lidt af en rodebunke, upoetisk og virker ret tilfældig«, fortsætter han.
Det, som til gengæld fungerer godt i storhittet 'Wonderwall', er den »virkelig ikoniske guitar-intro,« lyder det fra Niclas Nørby Jochumsen Hundahl, der er ph.d.-studerende i populærmusik ved Institut for Musikvidenskab på Aarhus Universitet.
»Den er helt klart i klubben af nogle af verdens mest ikoniske første takter. Du kan genkende den guitarlyd på et splitsekund,« uddyber han.
Niclas Hundahl sammenligner den genkendelige og cool guitarintro med andre hit-klassikere som Michael Jacksons 'Thriller' eller Queens 'Bohemian Rhapsody'.
»Guitar-introen er fantastisk medrivende,« istemmer også Henrik Marstal.
Han uddyber, at guitaren starter med en mol7-akkord, der lyder »dyb, fyldig og lækker«. I de næste to takter bevæger grundtonen sig først en lille terts op og derfra op til en kvint.
»Det betyder egentlig bare, at tonen går fra noget dybt over i noget højere. Det er med til at symbolisere sangens stemning, der starter mørkt, men som bevæger sig over i noget lyst og håbefuldt,« forklarer Henrik Marstal.
Grunden til, at guitaren lyder så godt, skyldes både den måde, lyden er optaget på, og hvordan sangen er mixet af Noel Gallagher sammen med produceren bagefter, forklarer Niclas Hundahl.
»Det er en producer, der kan sit kram,« siger han og refererer til Owen Morris, der også har produceret flere britiske rock- og popnavne.
Derudover er Liam Gallaghers stemme helt utrolig stærk og endnu ikke for slidt af for mange turnéer eller for meget alkohol, mener Niclas Hundahl.
»Han synger den jo ret nasalt,« siger han og efterligner en linje fra sangen, mens han holder sig for næsen.
»Liams stemme er bare så karakteristisk. Og lige i 'Wonderwall' leverer han bare super skarpt«.
Et vers, der bruger kendt model
Noget andet, der også lykkes godt i sangen med den mystiske titel, er opbygningen af verset, forklarer Henrik Marstal.
Den bygger nemlig på en klassisk AAB-model, der faktisk er »hapset fra folkeviser og ældre salmer«, siger han.
Eksempelvis bygger folkevisen 'Ramund var sig en bedre mand' (der findes i højskolesangbogen) på AAB-modellen.
AAB-modellen betyder, at versets to første linjer (A, A) er identiske i længde og melodi. Derefter kommer et nyt led i versets tredje linje (B), forklarer Henrik Marstal:
- A) Today is gonna be the day that they're gonna throw it back to you
- A) And by now, you should've somehow realised what you gotta do
- B) I don't believe that anybody feels the way I do about you now
Modellen virker, fordi vi genkender den fra gammel musik, vi har hørt som små, og også fra store hits gennem historien. Det handler om gentagelser og let genkendelige mønstre, uddyber Henrik Marstal.
Netop det genkendelige har gjort, at nærmest alle amatørguitarister kan spille 'Wonderwall', der bygger på seks simple akkorder.
»De fleste har nok siddet i en park og hørt nogle spille 'Wonderwall'. Den er meget simpel og meget gentagende. Når du har hørt den én gang, kan du synge med,« lyder det fra Niclas Hundahl.
Vores hjerner elsker faktisk gentagelser i musik og belønner os med udskillelse af dopamin, påpeger Henrik Marstal desuden med henvisning til hjerneforskerens Peter Vuust, der forsker i emnet.
»Popmusik lukrerer virkelig på gentagelsesmagt. Magten ligger i, at vi hører noget, som vi lige har hørt, og hjernen belønner os for det. Det er en slags ur-følelse, og vi finder stor tryghed i den,« siger han.
En sang om tillid og smerte
Tolkningen af sangen 'Wonderwall' har været heftigt debatteret i de knap 30 år, der er gået, siden den blev udgivet.
Linjen ’maybe you’re gonna be the one that saves me’ tyder på, at sangen handler om en person, der er ved at ødelægge sig selv og rækker ud i håbet om at blive grebet og hjulpet videre, lyder tolkningen fra Niclas Hundahl.
»Først blev den egentlig beskrevet som en kærlighedssang, som Noel Gallagher havde skrevet til sin daværende kæreste Debbie Meg Matthews. Men siden hen har bandet selv fortalt, at den både handler om venskabelig og romantisk kærlighed,« fortæller han.
For Henrik Marstal kan sangen koges ned til ét ord, nemlig »tillid«.
»Sangen handler for mig at se om at stole på en anden person og et håb om, at den her person vil redde mig,« siger han.
Håbet om redning er især typisk for mandlige kunstnere gennem historien, der ofte »ønsker, at en kvinde skal redde ham fra sig selv,« påpeger Henrik Marstal.
Selvom forskerne får en klar fornemmelse af, at nogen lider eller er i stor smerte, er det hverken tydeligt, hvem ’you’ eller ’me’ er i sangen.
»'Wonderwall' er en lidt rodet og tilfældigt skrevet tekst efter min mening. Ikke desto mindre ender den med at fungere. Det er lidt som at tabe en makrelmad på gulvet, og så lander den mirakuløst med makrelsalaten opad,« siger Henrik Marstal.
For det er mere held end forstand, at teksten drager os ind og virker gådefuld og mystisk på os.
»I og med at teksten er så tvetydig og svær at forstå, kan mange måske se sig selv i den og selv fylde det ud, der ikke bliver skrevet – nemlig hvad det overordnede budskab med sangen er,« mener Henrik Marstal.
\ Læs også
Hvad fanden er en 'Wonderwall'?
Et andet aspekt, der også er lettere uklart, er titlen 'Wonderwall'.
»Wonderwall – hvad fanden betyder det egentlig?« spørger Niclas Hundahl.
Han smager på ordet og tøver lidt, før han siger »en vidundermur, måske?«.
For Henrik Marstal er ordet, der afslutter alle tre omkvæd i sangen, og som også udgør titlen, mystisk og »lækkert«.
»Det er et fedt ord, der ser godt ud på skrift. Det er en allitteration, hvor bogstavet W går igen to gange. Og det er Oasis faktisk gode til,« siger han og henviser til andre titler som ’Supersonic’ eller ’Champagne Supernova’.
Derudover nævner han, at 'Wonderwall' er »snuppet« fra Beatles’ guitaristen George Harrison, der i 1968 udgav soloalbummet 'Wonderwall Music'.
»Det er en 'hommage' eller en hyldest til The Beatles, som Oasis er meget inspirerede af,« siger han.
Hvad 'Wonderwall' dækker over, er sværere at sige noget endegyldigt om, lyder det endvidere fra Henrik Marstal, der dog nævner en af de gængse teorier:
»Nogle mener, at 'Wonderwall' er en slags krukke med guld for enden af regnbuen. Eller en meget smuk mur, der afgrænser den her side af verdenen fra den næste verden.«
Og måske er det netop den eksklusive og indforståede fest, som 'Wonderwall' byder op til, der gør, at så mange har lyst til at være med?
Det er selvfølgelig ikke alle, der knuselsker sangen 'Wonderwall', påpeger Niclas Hundahl.
»Den er blevet overspillet som så mange andre store hits. Det kan gøre, at folk bliver trætte af den – inklusive Oasis selv,« siger han og slutter:
»Uanset om man synes, den er fed eller ej, så er sangen ikonisk.«
