Inklusionsforskere: Hvem skal have gavn af vores forskning – børn eller pædagoger?

Det er morgen i børnehaven, og rundt om bordene sidder børn med en voksen og laver modellervoks. De snakker og hygger sig.

William, som har en autismediagnose, ligger i hjørnet og fitler med en bog. Pludselig løber han ud af lokalet og frem og tilbage på gangen, indtil en pædagog henter ham.

Situationen gentager sig mange gange over de næste tre kvarter. Da personalet herefter forsøger at hjælpe ham ind i en social aktivitet, er William opkørt, tydeligt frustreret og ude af stand til at tage imod tilbuddet.

Denne situation er desværre langt fra enestående. Vi ser mange lignende scenarier i forskellige former under vores feltstudier i danske børnehaver.

Det er vigtigt for børnenes trivsel, at vi får sat fokus på, hvordan inklusionen i dag foregår, og hvordan vi kan forbedre den.

Men som forskere oplever vi, at hvis vi beskriver de udfordringer, vi ser i institutionerne, risikerer vi at bidrage til negative forestillinger om pædagogfaget.

Det kan være en utilsigtet bivirkning, når vi skriver om, hvordan almene pædagogiske principper kan vise sig at skabe problemer for de børn, der har brug for andet og mere end det.

Kan vi tage hensyn til både pædagoger og børn i vores forskning?

Går det ud over pædagogerne, at vi beskriver det, vi ser?

Som antropologer bygger vi vores forskning på observationer fra hverdagen i børnehaver.

Her får vi indsigt i, hvad politiske beslutninger og prioriteringer bliver til i praksis, og vi får på første hånd indsigt i, hvordan almene dagtilbud ofte mangler ressourcer til inklusionsopgaven.

Som forskere har vi et ansvar for at skrive om og kaste lys over de udfordringer, vi observerer, som opstår, når den generelle pædagogik i dagligdagen støder sammen med nogle børns specialpædagogiske behov.

Samtidig har vi også en etisk pligt som forskere til at sørge for at bevare deltagernes værdighed. Kan vi begge dele samtidig?

Det diskuterer vi i denne videnskabelige artikel, for det er ikke en enkel opgave.

Williams pædagoger er afmægtige over for hans særlige behov og forstår ham ikke. Det er en ubekvem viden for både pædagoger, forældre og politikere om noget, som egentlig er en god ide, nemlig at alle børn skal være med i daginstitutionerne, uanset hvem de er.

Når inklusionen mislykkes, kan det være ubehageligt at høre for pædagoger, som er dybt engagerede mennesker, der vil gøre noget godt for børn.

Inklusionen har tabuiseret at tale om særlige behov

Kender man ikke meget til pædagogik, kan man måske undre sig over, hvorfor man ikke både kan beskrive problemer med inklusion, italesætte de manglende kvalifikationer og ressourcer og passe på pædagogernes værdighed samtidig.

For at forstå det, må vi se på, hvordan pædagogik har udviklet sig herhjemme de sidste 20 år.

Før inklusion blev indført, var vi vant til at udskille børn med særlige behov. Det er der masser af berettiget kritik af som for eksempel, at en individualiseret, medicinsk og fejlfinder-orienteret forståelse af børnene gjorde dem til problemet.

Med inklusionsdagsordenen blev fejlfinderblikket på det enkelte barn udskiftet med et blik rettet mod de sociale processer som årsag til børns mistrivsel. Det er der mange gode grunde til.

I den manøvre blev det tabuiseret at tale om de børn, som havde svært ved at indgå i det almene miljø, og som så ud til at skabe problemer for andre børn, voksne og ikke mindst sig selv.

Derfor er det svært at kritisere pædagogernes arbejde

I stedet lærte pædagoger at tale om børns læringsmiljøer og fællesskaber som det etisk korrekte perspektiv og som dét, pædagogikken skulle rette sig mod.

Ingen børn skulle udpeges som særlige. ’Alle børn har særlige behov’, og alle skal med i fællesskabet lød det.

Pædagogerne gør samvittighedsfuldt det, de har lært, er det rigtige. De undgår at tænke i diagnoser, men fokuserer på de almene fællesskaber.

Derfor er det på en måde uretfærdigt, hvis vi viser, at det, som betragtes som godt, har en række uheldige konsekvenser for de svageste børn.

Nogle vil sige, at det går ud over pædagogers værdighed, og at det er et problem, fordi pædagogernes arbejde i forvejen vurderes af blandt andet forældre i daginstitutionerne. Det styrker ikke relationen, når man peger på problemerne.

Desværre har vi i vores forskning konstateret, at heri ligger en fare: Vi kommer til at overse, at børns problemer ikke udelukkende skabes i det sociale, men at nogle børn også har iboende anderledesheder, som gør, at de har brug for særlig hjælp og støtte.

Kritik kan skade pædagogernes status i samfundet

Som forskere er konsekvensen, at vi nogle gange må vælge mellem at være loyale overfor de børn, som kommer i klemme, eller beskytte de pædagoger, som ikke er klædt tilstrækkeligt på til at arbejde med disse børn.

Vi har en pligt til at beskrive, hvad der gør, at børnene kommer i klemme – men vi skal gøre det på måder, som ikke skader det pædagogiske personale.

Pædagogfaget har historisk lav faglig status, sandsynligvis fordi det at arbejde med små børn ikke er blevet regnet for noget.

Pædagoger støder ofte på en forestilling om, at ’alle kan da passe børn’. Professionen kæmper fortsat med at højne den faglige stolthed og samfundets anerkendelse.

Derfor er vi optaget af både at dokumentere de problemer, som vi ser, og at forstå og beskrive de vilkår, pædagogisk personale arbejder under – og ikke mindst hvor kompliceret og vanskeligt pædagogisk inklusionsarbejde er.

Det er nemlig undervurderet.

En frustration for både pædagoger og børn

Eksemplet med William illustrerer netop, hvor vanskeligt og kompliceret arbejdet kan være.

Det viser, hvordan neurodivergente børn ender med at mistrives, når vi i et forsøg på at inkludere dem under de gældende vilkår ender med at gøre deres særlige behov usynlige.

Også personalet giver udtryk for deres frustration og afmagt.

En medarbejder i den pågældende institution fortæller, at institutionen ikke har set PPR (kommunens Pædagogisk Psykologiske Rådgivning) i et halvt år.

Medarbejderen peger dermed på, at personalet i lange perioder ikke får den specialfaglige hjælp, de har brug for til at løse inklusionsopgaven.

Vi ønsker med vores forskning at bidrage til at skabe større forståelse for, at pædagogisk arbejde er højt kvalificeret og meget mere og andet end ’at passe børn’.

Modstridende forpligtelser

Vi kan hurtigt hælde benzin på et allerede stort bål af forestillinger om lav faglig status, når vi forholder os kritisk til, hvordan pædagoger ikke lykkes med inklusion i dagligdagen.

Derfor er det vigtigt, at vi som forskere tænker over, hvordan vi fremstiller pædagoger og problemer med inklusion i vores forskning, for vi er etisk forpligtet til begge dele.

Vi har dels pligt til at italesætte problemerne med inklusionen, for ikke at overse og usynliggøre hvordan neurodivergente børn for ofte oplever eksklusion, hvilket over tid kan føre til mistrivsel, ufrivilligt skolefravær og psykiske lidelser.

Samtidig har vi også en pligt til at synliggøre det pædagogiske arbejdes sværhedsgrad og pædagogernes vilkår for at løse opgaven.

Her kan vi se, at de for det meste ikke bliver klædt på til at arbejde inkluderende med børn i særlige vanskeligheder.