De skandinaviske lande ligner hinanden på mange måder.
Og da også når det gælder ligestilling. For Skandinavien bliver set som frontløberen.
Men der er altså flere forskelle landene imellem. For eksempel når det gælder kønsbalancen i kommunalbestyrelserne.
Det viser et dansk-norsk studie, der er blevet publiceret i West European Politics.
»Det er spændende, fordi vi sammenligner med Norge, som jo må siges i den grad at være et sammenligneligt land,« siger Ulrik Kjær, professor i statskundskab ved Syddansk Universitet, til Videnskab.dk. Han er en af de tre forskere, der står bag studiet.
»Og blandt de forskellige data synes jeg faktisk, at det er tabel fem, som indeholder en meget interessant ting. For den viser, at vi i Danmark går mindre op i en ligelig kønsrepræsentation end i Norge,« tilføjer han.
Tabel 5 herunder viser, hvor mange procent af vælgerne i Danmark og Norge der er helt eller delvist enige i, at det er vigtigt, at kommunalbestyrelserne er repræsentative, hvad angår henholdsvis køn, alder og geografi.
»Det er ikke spor overraskende,« siger Eva Sørensen, professor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv ved Roskilde Universitet, der ikke har været involveret i studiet.
Ifølge hende harmonerer studiet med det, vi vidste i forvejen, også på nationalt niveau, hvor der er flere kvinder i politik i Norge end i Danmark, påpeger hun.
»Det følger fuldstændig samme mønster. I Norge har de knækket glasloftet - med over 40 procent kvinder. Men vi er stagneret i Danmark i de sidste 25 år. Vi kan ikke komme op over 35-37 procent. Nationalt og lokalt er udviklingen ens i de to lande. Vi slås stadig med det,« siger Eva Sørensen.
Norge stikker af fra Danmark
Forskernes data består af:
- repræsentative vælgerundersøgelser
- registerdata om alle kandidater fra de seneste norske og danske kommunalvalg
Forskerne finder frem til, at 40,5 procent af repræsentanterne i norske kommunestyrelser er kvinder (2019), mens det i Danmark kun er 32,9 procent (2017).
De så også på kønsbalancen for borgmestrene i de to lande, hvor afvigelsen er endnu større:
Siden begyndelsen af 1990’erne er kvindernes andel af borgmesterembederne steget fra 12,5 til 35,4 procent i Norge, mens den tilsvarende stigning i Danmark kun var fra 9,5 til 14,3 procent.
Men hvad skyldes det?
Ifølge forskernes analyser tyder det ikke på, at strukturelle årsager kan forklare forskellen på kvinders repræsentation i kommunalbestyrelserne, hverken hvad angår:
- kommunalstrukturen (kommunestørrelsen)
- valgsystemet (både i Norge og Danmark kan vælgere bruge personstemmer for at få valgt kandidater, de synes godt om, ind)
- eller partisystemet
I stedet har partiernes valg af kandidater betydning: Norske partier er åbenbart mere optagede af kønsbalance end de danske.
»I forhold til at få valgt kommunalpolitikere ind fra forskellige egne af kommunen er nordmænd og danskere helt ens, men i forhold til at få valgt kommunalpolitikere ind med en ligelig kønsrepræsentation, så er det noget, nordmænd finder vigtigere end danskere,« siger Ulrik Kjær.
Det tyder altså på, at det er partiernes skyld, at der ikke er ligestilling i kommunalbestyrelserne. Det har nemlig noget at gøre med den måde, de udvælger kandidaterne på.
»Så når nu studiet viser, at forklaringen på de flere kvinder i Norge ikke ligger i valgsystemet, partisystemet, kommunestørrelsen eller lignende, så skal forklaringen på forskellen på de to lande nok ikke mindst findes i denne forskel i indstilling til, hvor vigtig kønsligestilling er. Ligestillingsambitionerne synes større i Norge end i Danmark,« siger Ulrik Kjær.
Forskel på kommunernes 'magt'
En faktor, som forskerne ikke har med, og som måske kan gøre en forskel på repræsentationen af kvinder, er kommunernes myndighedsområde.
I Norge er langt færre beslutninger decentraliseret til kommunerne end i Danmark, som er et af de mest decentrale politiske systemer - ikke mindst i kraft af kommunalreformen i 2007.
For eksempel styrer den norske stat hele social- og beskæftigelsesområdet, mens det er kommunerne, der står for det i Danmark, påpeger Eva Sørensen.
»Spørgsmålet er, om det spiller en rolle for antallet af kvinder i lokalpolitik, at kommunerne er mere magtfulde i Danmark. Kan det være derfor, at kvinderne har svært ved at komme til i dansk lokalpolitik? Det kan jo give en større prestige at være politiker, når der er mere at få indflydelse på spil,« siger Eva Sørensen.
Eva Sørensen tilføjer dog, at det i dette tilfælde næppe kan forklare forskellen.
»Men havde forskerne undersøgt det, havde vi tal på det. Det kunne også have været interessant, hvis der havde været tal på, om der er samme forskel på kvinder og mænds poster i forskellige typer udvalg i Danmark og Norge,« siger hun.
I Danmark er der for eksempel langt færre kvinder end mænd i økonomiudvalgene.
»Kvinderne beskæftiger sig typisk med social-, skole- eller ældrepolitik,« siger Eva Sørensen.
Danmark og Norge plejede at være ens
Mens Danmark og Norge plejede at præstere ens med hensyn til kvinder i lokalvalgte embeder, begyndte de to lande at afvige for omkring tre årtier siden.
Siden 2. Verdenskrig og frem fulgte de to lande næsten samme tendens målt i procent af kvindelige byrådsmedlemmer, men i dag adskiller de sig.
Ifølge Eva Sørensen har vi i Danmark en idé om, at det ikke længere er relevant at tale om ligestilling, fordi vi allerede er nået langt.
»I Danmark har vi en forestilling om, at det er overstået, og at det sidste ryk kommer af sig selv. Det er belyst i forskningen, at der er den indstilling. Men det holder ikke vand. Vi var meget optagede af det frem til 1980’erne. Men det er pludselig stagneret. Men kun i Danmark - ikke i de andre lande,« siger Eva Sørensen og uddyber:
»Det er ugleset at tale om ligestilling i Danmark. Det er mere mainstream i Norge og Sverige at arbejde med det. Det er ikke noget, man ser skævt til der. Og det er tydeligt at se, at det gør en stor forskel, både med kvoter, men også om man har gode barsels- og orlovsbetingelser.«
»Vi ligger bedre end mange andre lande, men vi skiller os ud i forhold til de to andre lande, som ligger betydeligt bedre her.«
